Redningsstationen — Historien om de brave redningsmænd

Når man går ned ad Nordre Strandvej finder man i bunden på venstre side det seneste af de gamle redningsstationer, som har været vidne til ikke så få dramatiske begivenheder. Det første bådhus blev bygget allerede i 1850, hvor man modtog en redningsbåd fra København. Først i 1852 blev rednings-væsenet organiseret.

At arbejdet som redningsmand i Løkken, ved det barske vesterhav, nogle gange kunne være farligt kan ikke komme som nogen overraskelse. I tidens løb har løkken mistet 10 redningsfolk.
Allerede i 1856 - kun fire år efter oprettelsen af tjenesten omkom 5 mand under en øvelse, hvor redningsbåden kæntrede.

3 mand omkommet under redning:
Den 9. juni 1929 var en dag som så mange andre i Løkken. Fiskerne var, om morgenen, ved 4tiden gået på stranden, havde slidsomt søsat bådene og var sejlet til fangstpladserne. To af de største både, Niels Steensens og Oskar Damgaards, var gået meget langt til søs - næsten 6 mil.
Ved middagstid blæste det så kraftigt op at daværende opsynsmand, Adolph Georg Jensen, begav sig på signalbakken for at hejse den første kurv som tegn til fiskerne om at der var storm på vej og dermed tid at vende hjem.
Over middag blæste det yderligere op og opsynsmanden hejste den anden kurv, som betød at redningsmandskabet skulle møde op og om fiskerne skulle gå i land nord eller syd for signalbakken afhængig af hvilken arm kurven blev hejst op i.
Efter at have set den anden kurv kom bådene i land en efter en. Til sidst manglede bare Oscar Damgaards og Niels Steensens både og opsynsmanden måtte på bakken med den tredie kurv, som
var tegn på at redningsbåden var søsat, hvilket den dog ofte blev for en sikkerheds skyld. Kort tid efter søsættelsen af redningsåden, løb Oskar Damgaards båd ind på stranden ved egen hjælp. Redningsbåden lagde anker lige indenfor 2. revle for at vente på Niels Steensen. Det var oftest her bådene fik problemer, da bølgerne brækker over revlen.
Efter et par timer kom der pludselig en kraftig braadsø (en bølge fra en anden vinkel end de øvrige) der ramte redningsbåden så kraftigt, at den kæntrede og mandskabet blev slynget ud til siderne. Ni af de tolv mænd fik reddet hinanden op på redningsbåden, som nu lå med kølen i vejret. Der var efterhånden stimlet en stor forsamling sammen på stranden, hvor de hjælpeløse kunne følge hele katastrofen.
Oskar Damgaard, som netop havde fået båden på land, fik hurtigt samlet et hold sammen og søsat båden igen. Det lykkedes med meget besvær at få båden ud til anden revle og op på siden af redningsbåden, og efter flere forsøg at få bjerget alle ni.
Den ene af de tre manglende var der ingen af redningsfolkene der så. Han var blevet slynget helt væk fra båden og var ikke at finde. De to andre kunne de hjælpeløse se drive væk fra båden, uden mulighed for at redde dem. De tre omkomne var: brødrende Otto og Valdemar Ottosen og fisker, Frederik Thomsen.
På Sdr. Strandvej er opstillet et mindesmærke med inskription af Thomas Olesen.