|

|
Frosten udenfor, gjorde isblomster
på ruderne og frembragte fantastiske mønstre.
Indenfor i stuen, kun oplyst af en blafrende petroleumslampe
hvis flamme af og til, flakkede nervøst i trækket
fra de utætte vinduer. Han frøs, men mærkede
det ikke rigtigt – måske fordi han var så
vant til kulden der selv om sommeren omgav ham.
En brændeknude faldt sukkende sammen i den høje
kakkelovn og fik et øjeblik marieglasset til, at lyse
op som et rødgult øje i halvmørket, kaste
skygger på det gamle stueur glimte i det svingende pendul
der tikkede sekunderne over i evigheden. Hans knæ var
blåfrosne, for selvom det var midt i november, sad han
stadig i korte bukser med benene svingende frem og tilbage som
pendulet i uret.
Han hørte moderen i køkkenet, han hørte
hende arbejde med ringkrogen og den forhadte kasserolle med
den ligeså forhadte havregrød.
Næst efter havregrøden, hadede han levertrannen
– men han vidste ikke rigtigt hvad det var at hade,
det var kun en følelse der trængte sig på
i brystet og garneret med hans evige ensomhed.
Han hørte moderen lægge ringene på plads
på komfuret, hørte hende rasle med tallerkenen.
Han stirrede på dørklinken på døren
der førte ud til køkkenet – nu bevægede
den sig!
Moderen åbnede døren og skubbede med ryggen døren
til bag sig. Hun så hårdt på ham, satte
tallerkenen foran ham, hældte havregrøden op,
dryssede et par strøgne teskefulde sukker hen over
grøden og en klat margarine.
Spis, sagde hun og vendte ryggen til ham, satte sig i en lænestol
og tændte en cigaret.
Han følte sig pludselig varm over det hele, løftede
fortvivlet skeen, men med et blev varmen afløst af
voldsom kvalme.
Han kastede voldsomt op over havregrøden.
Sekunder efter reagerede moderen med en snerren.
Svin! Skreg hun og langede ham en voldsom lussing der var
så kraftig at han nærmest blev smidt af stolen
og slog hovedet mod et bordben.
Rasende hav hun ham op ved håret og gav ham endnu en
lussing. Tag din tallerken og gå ud på lokummet
og spis op, hun kneb øjnene sammen du kommer ikke tilbage
før du har spist det hele!
Grædende tog han tallerkenen og vaklede ud i kulden.
Det er noget af det første jeg overhovedet kendte
til min mor og med årene blev det ikke bedre –
tværtimod og senere hen i livet, konfronterede jeg hende
med hændelsen – hun nægtede, men begyndte
at græde – livet var ikke let for nogen af os,
men jeg tilgav hende aldrig.
Det var jo en noget barsk historie at begynde med. At den
var værre end beskrevet er uden betydning, men jeg syntes
blot at den skulle med.
De følgende år op til 1958 var et stort helvede,
men min indstilling til det hele er, at det er uvæsentligt
hvad der skete dengang, for selvfølgelig er en forkvaklet
barndom noget der præger en i rigtig mange år
– sætter sig spor for resten af livet, men det
væsentlige må være, ikke hvad der er sket
i fortiden selvom man er en del af den, men hvad man er nu
og her.
Jeg har valgt, at den første barske historie skulle
være det eneste spor af fortiden som jeg ville frem
med.
Jeg fandt, at jeg overhovedet ikke, havde traumer, men kun
tid til det lyse og som sagt jeg har givet forklaringen i
indledningen.
Senere – langt senere kom der mange andre og svære
kriser i mit liv, men som sagt igen.
Det er umuligt, at fylde en skål med mørke
Poul Erik Von Duchnik. 7/1-05. Løkken
Dagen efter skabelsen.
Herren havde skabt alt og fandt det godt.
Dog allerede dagen efter, stod et menneske foran ham.
” Herre ” sagde mennesket, - mit liv er et stort
kaos, hjælp mig!
Herren så på mennesket, smilede og sagde så.
” Her menneske, her har du to skåle som er lige
store. Gå ud i verden og fyld disse to skåle ligeligt
fordelt med lys og mørke.”
Mennesket blev tavs og sagde så efter en stund.
Herre det er jo umuligt, jeg kan aldrig bringe dig en skål
med mørke og kan derfor kun bring dig en skål
med lys!
Herren smilede til sit menneske og svarede så.
Der ser du menneske, dine problemer er løst.
Til slut!
Fra starten af, har jeg fokuseret på det barokke –
alt det skæve, men det underfundige i mine historier
er jo det faktum, at delinkventerne – personerne, overhovedet
ikke var klare over at de spillede en stor rolle i netop de
barokke historier hvor ligeligt fiktion samt virkelighed går
over i en højere enhed, men hvad startede al denne
galskab?
Det står lidt hen i det uvisse, for der var under ingen
omstændigheder nogen overordnet styrelse.
Som jeg i det tidligere, har postuleret så kan der være
rod i årstal med videre.
Tidsrammen holder sig dog nogenlunde så tæt på
virkeligheden som muligt.
Hovedsagen er at jeg husker begivenhederne som de var.
Jeg var tidligt, begyndt at læse endog store værker
selvom Shakespeare voldte mig en del problemer, men det korte
og lange i dette, var dog at jeg læste værker
som en på min alder overhovedet ikke burde have beskæftiget
mig med.
Det var måske en form for overlevelse og med tanken
på de mug befængte vægge hos min mor og
morfar der resulterede i konstante forkølelser, blå
knæer, hosten som fik Madonna billederne til at skælve.
Hvor alt andet slap op, stjal jeg mig til, at læse og
igen måske en form for overlevelse i et totalt negliant
regi, som samtidig gjorde, at jeg mere eller mindre var total
enerådig lig modstand i form af en eller flere voksne
stemmer.
Der kan være noget om det, men jeg er ikke helt sikker.
Hvorom alting er, havde jeg besluttet at få en læreplads
på Helsingør skibsværft, men det var med
det som så meget andet fordi en ide førte stensikkert
til en anden få dage efter.
Det var bøgernes verden der fascinerede mig, hvilket
igen resulterede i, at jeg udover lærepladsen, besluttede
mig til at blive forfatter.
Jeg havde læst en hel del af den verdenskendte forfatter
Ernest Miller Hemingway – det var ingen indre end ham
jeg havde fokuseret på og selvfølgelig, blandede
jeg både Helsingør skibsværft og ”Don
Ernesto” sammen.
1957 skrev jeg kriminal noveller til Ålborg stiftstidende
og samtidig illustrerede skidtet, for sagen var jo ganske
regelret, at jeg ikke havde noget at skrive om og det gjorde
jeg så til stor forbandelse for chefredaktøren
på Ålborg stiftstidende med noveller der konsekvent
handlede om.
” Den der graver en grav”
Sluttelig blev jeg indkaldt til et møde med chefredaktører
som uden omsvøb fortalte mig at man ikke fortsat kunne
byde læserne de afslutninger jeg kom med.
Det var altid noget med et par stænger dynamit i rygsækken
så hele skidtet sprang i luften – kort og godt
noget værre svineri. Jeg var jo så klar over,
at der måtte ske noget radikalt og eftersom jeg udover
sædvane stadig holdt fast i forfatterdrømmen,
tog jeg konsekvenserne af tingene.
Min læremester, skulle være ingen mindre end Hemingway,
men det fortalte jeg selvfølgelig ingen – de
ville sikkert have rystet på hovedet.
Jeg vidste, at forfatteren havde en såkaldt ”Finca”
på en af de kanariske øer, nemlig Fuente Venture
– om han var der eller ej, gav jeg ikke en tanke –
kun spørgsmålet om hvordan jeg kom dertil trængte
sig på, men da jeg i forvejen var kendt for særdeles
kreative løsninger, lå denne lige foran mig.
En mørk nat stod jeg op, snuppede min dåbsattest,
tilføjede et par ekstra år til papiret og stak
af med kurs mod Kalundborg.
Via en affældig skibsmægler tiltuskede jeg mig
hyre som dæksdreng på en rusten synkefærdig
coaster der belejligt skulle til Las Palmas med en last læggekartofler.
Året var 1958.
Det blev en forfærdelig tur med brandstorme og fanden
i hælene, men som vor berømte eventyrdigter H.C.
Andersen så berømmeligt postulerede, skal man
gå så grueligt meget igennem før man bliver
berømt.
Jeg ankom til Las Palmas, rømmede skibet med få
pesetas på lommen og svor, at jeg aldrig ville sætte
mine ben på et skib igen, men jeg måtte lide den
tort at tåle endnu en sørejse, nemlig fra Las
Palmas til øen Fuente Ventura og samtidig nedgjorde
jeg den senere berømte Simon Spies kloge ord.
” klog mand pisser aldrig mod vinden” –
det gjorde jeg.
Jeg vaklede i land fra det forbandede skib og blev modtaget
af et par betjente med lak kasketter samt fire æsler
der så ud til at være totalt ligeglade med hvad
der foregik, men da jeg langt om længe fik forklaret
kasketterne at jeg skulle besøge Ernest Hemingway,
fik piben en anden lyd og efterfølgende stred jeg mig
gennem det der var én stor ørken med solen bragende
nedover mig og i den retning jeg havde fået foreskrevet.
Jeg var segnefærdig, sejlturen havde krævet sit
og nu, en ulidelig ørkenvandring.
Pludselig gennem den ulidelige varme, smøg en stikkende
lugt af kattepis sig omkring mig, gamle avissider bevægede
sig i små ryk i den lette brise henover den solsvedne
jord.
Og så med et så jeg fincaen som jeg havde fået
anvist.
Et øjeblik betragtede jeg huset, men for pludselig
sammen ved lyden af en tordene stemme nær mig.
”What the fuck you want here! – hvad helvede vil
du her?”
Chokeret drejede jeg mig rundt efter lyden.
Der stod han!
Man kunne passende betegne ham som to kugler.
En stor og en mindre hvoraf den mindste udgjorde hovedet og
den største kroppen.
Små udvækster der henholdsvis gjorde det ud for
arme og ben, den øverste kugle omkranset af et enormt
viltert hvidt skæg, kroppen – det meste af den
fuldstændigt dækket af en kæmpe Islandsk
sweater – i tredive graders varme.
Rundt omkring os, begyndte det at sværme med katte,
Hemingway havde en passion for katte som samtidig kunne lugtes.
Jeg fik selvfølgelig samlet mig og fik fremstammet,
at jeg var Jensen fra Danmark og at jeg ville være forfatter.
Væsenet foran mig stak i en vanvittig latter hvorefter
min psyke slap op.
Jeg stillede de få pakkenelliker jeg havde på
jorden, satte mig og begyndte at tudbrøle.
Så meget for den drøm!
Don Ernesto så lidt på mig, rystede lidt på
hovedet, sukkede dybt, og sagde så
”Doe you have any boose?”
jeg vidste nok hvad boose var og sagde at jeg da havde en
flaske whisky, hvorefter han bød mig velkommen til
katte cirkusset på Fuente Ventura.
Mary Williams – Ernest kone.
Jeg husker, at han lidt armfægtende fortalte, at hun
var på Cuba, i øvrigt et sted jeg overhovedet
ikke anede eksisterede, og stort set mere talte han ikke om
hende, men jeg fornemmede dog at noget ikke var som det skulle
være og i øvrigt er der jo nogen ting man skal
lade ligge.
Om han lærte mig noget?
Nogen ting, holder jeg for mig selv, de egner sig ganske enkelt
ikke til det trykte, men ja – han lærte mig noget.
”Jensen” Sagde han en aften hvor vi sad foran
fincaen. Jeg havde hele dagen været travlt optaget af,
at spadsere frem og tilbage mellem fincaen og en fjerntliggende
købmandshandel efter boose og B-vitaminer en gros.
Kattene svirrede omkring os og i den tid jeg havde været
hos ” Erimeritussen” var jeg efterhånden,
begyndt at lugte som ham!
”Jensen” fortsatte han
Du skal være klar over én ting her i livet.
Jeg lyttede opmærksomt.
Don Ernesto stirrede på mig over brillerne, han var
utroligt nærsynet.
” Aldrig” – han løftede glasset som
et sværd.
” Aldrig nogensinde min dreng
begynd på noget her i livet uden, at være klar
over at du kan risikere at miste alt.”
Det var først mange år senere jeg tog ved lære.
Ovenpå det eventyr, blev jeg sendt hjem på konsulatets
regning, hjem til skideballen og en læreplads på
Helsingør skibsværft, men med minderne resten
af livet om et menneske af overordentlig stor betydning for
verdenslitteraturen, men som for tidligt slap op grundet store
menneskelige konflikter lig dem min gode ven Knud Holst havde
– men inden da havde begge indskrevet sig en plads i
mit hjerte for evigt.
Og eventyret fortsatte – ringen er ikke sluttet endnu.
|
helt derude hvor øjet ikke
har
magt længere, skimtes blånæsen.
Lidt længere mod syd er en af de
Mindre kuttere landet, trukket op
På stranden efterladende sig et stort
Slæbespor.
Havet er helt stille i dag – måske samler
Det kræfter – havhestene hviler, men
Aldrig ret længe. |
 |
Knud Holst blev født
15. april 1936 og jeg husker ham som ung knægt når
jeg boede hos mine bedsteforældre i Skøttrup.
Som nyuddannet lærer i Hjørring kom han om end
ikke ofte, så besøgte han det lille husmandssted
og berigede de mørke aftener med sine visioner og allerede
dengang var det neget tydeligt at læregerningen kun
var et skalkeskjul for langt mere ambitiøse mål
og fakta var jo at han med sin produktion af novelle digte,
sin levende interesse for vendelbomålet med dets mangfoldighed,
sin interesse for fagbevægelsen og revsning af samfundet
som han mente var ved at køre af sporet, var han i
høj grad sammen med generation af unge forfattere med
til, at præge tiden
Det var ikke de store tunge værker Knud Holst blev kendt
for, men derimod digtene, novellerne – hans evne til
at jonglerer med sproget som under hans bearbejdelse fik nye
og spændende dimensioner.
Knud Holst elskede havet.
I havet og her nordpå, fandt han en værdig modstander
blandet mellem hav og barsk natur, og hans digt ” havets
mur ” der blev skrevet i 1978 viser netop dette.
Vi er jo ikke vendelboer for ingenting udmøntede sig
i, at ” du er god nok men vi er nok lidt bedre”.
Knud Holst, tænkte store tanker – han udviklede
sig til en ”eremit” – en indre tænker
hvor kun fragmenter blev nedskrevet og lod omverden skue ind
i en splittet sjæl og hvor hans ydre virkelighed bestod
i en om vinteren bidende kold lejlighed i Vrensted og manglende
dagligt brød, men det forhindrede ikke det paradoksale,
at han ofte kreerede sig ind i fuldstændigt barokke
og vandvittigt humoristiske situationer. Han var ikke blot
”Mæcenen” udi sproglige akrobatier hvor
udenforstående let kunne antage ham for selvoptaget
og overfladisk – han besad den indre ægte Vendelbohumor,
glimtet i øjet på trods af hans elendige situation.
Beretningen om Uret viser netop dette med al tydelighed.
Knud Holst genbo ” Gammel Jens”, var flyttet
ind for nylig. Knud var ganske tilfreds med at få lidt
selskab og et par glas blev drukket i ny og næ.
Naboskabet var nu ikke helt som det skulle være idet
Knuds sovesofa grænsede op til væggen indtil ”
gammel Jens ” der havde et antikt pendul ur hængende
på netop denne væg.
Dette ur var starten til en fuldstændig vanvittig historie.
Nogle oplevelser kommer helt af sig selv.
Måske mest fordi man har øjnene med sig og som
sagt den her berømte splint af troldespejlet i øjet
der fanger netop det og den begivenhed der udspiller sig lige
for næsen af en og aktiverer troldsplinten, farver oplevelsen
med et kalejdoskopisk farvespil.
Men sådan er det bare.
Han var ved at blive vanvittig.
Vanvittig over det forbandede urs tikken takken på den
anden side af væggen hvor ”gammel Jens”
boede.
Forfatteren vred og vendte sig, men lige meget hjalp det og
uret tikkede med usvigelig præcision sekunderne over
i evigheden.
Nu havde det forbandede ur forpestet hans tilværelse
i langt over to måneder og to pibespidser af god kvalitet
var bidt over i ren og skært raseri, for slet ikke at
tale om poserne under øjnene der efterhånden
var så store, at de rigeligt kunne indeholde et par
måneders pension.
Pludselig som vågnede han op efter et mareridt, rejste
sig brat over ende, stirrede med et vanvittigt blik på
væggen – og så kom det.
Tolv rungende slag der fik væggen til at dirre og alt
hvad der var i forfatteren af nerver til, at danse skt. føj
dans.
Udmattet af ophidselse og med heftigt åndedrag, faldt
han tilbage i puderne, mens han priste sig lykkelig over næste
gang det satans ur gav lyd fra sig var klokken et og kun et
– kun et slag. Således, havde det gået for
sig hver eneste nat siden ” gammel Jens ” havde
arvet uret efter en afdød tante.
Klokken var halv syv og endnu var det mørkt udenfor.
Forfatteren sad tilbagelænet i sin yndlingslænestol,
mens hans rystende hænder holdt krampagtigt fast i kaffekruset
– den anden hånd kæmpede vildt med snapseflasken
der syntes at flimre for hans trætte udbrændte
øjne – og så kom det igen!
Syv rungende slag fra uret.
Forfatteren udstødte et skrig som fra et såret
dyr, tabte kaffekoppen og snapseflasken beskrev et ureglementeret
bue ud i rummet.
” Jeg bliver vanvittig” skreg forfatteren hysterisk
og stirrede vildt frem for sig.
Kvart over syv, havde forfatteren fået samlet sig så
meget, at han til dels kunne tænke klart.
Piben blev stoppet og tændt og snart efter bølgede
en krydret duft af ” Borcum Rief” tobak rundt
i den halvmørke stue.
Tyve minutter over syv, havde han fået så meget
hold på situationen, at både snaps og glas havde
opfyldt sit formål.
Forfatteren rystede på hovedet – det var gået
for vidt dette her. Arvestykke eller ej – væk
skulle djævelskabet, men hvordan?
Med en forholdsvis rolig hånd, fik han skænket
endnu en snaps op i glasset.
Et øjeblik sad forfatteren og betragtede stearinlysenes
glimte i glasset og skulle lige til at sætte det for
munden da uret slog halv otte!
Så knækkede filmen for alvor!
Forfatteren rejste sig som et vilddyr – udstødte
dyrelignende og uartikulerede skrig, fejede skrivebordet rent
for aviser og papir for derefter at fare rundt som en gal
hund i lejligheden.
Op ad formiddagen, havde forfatteren endelig langt om længe
fået sig samlet så meget at han kunne vurdere
situationen.
Han var klar over at det ikke blev bedre, så det var
nødvendigt at han lavede en plan og sluttelig klokken
tre om eftermiddagen havde han fundet en løsning –
hvis den da ellers virkede!
Forfatteren havde i dagen anledning købt fire guldøl
og en halv flaske Brøndums, så var der ligesom
lidt forslag i tingene og hvem vidste måske ville det
fremme hans planer.
” ja – hm” begyndte forfatteren efter nummer
to guldøl.
”Gammel Jens” der sad overfor ham kom af og til
på besøg, men han var aldrig direkte blevet budt
indenfor, men nu sad han altså her i forfatterens stue
– indbudt og drak guldøl.
” ja – hm” gentog forfatteren og fortsatte.
Det er et dejligt, æh ur du har!
Han stirrede stift på ”Gammel Jens” –
Jens stirrede op i loftet.
”jae” svarede han.
Det var min tantes – hun døde her i foråret,
men uret er godt nok.
” Gammel Jens” øjne lyste op.
”Jae” det er jo et ægte Junghans.
Junghans, vrissede forfatteren og forbandede sit stille sind,
Junghans.
Pludselig indskød forfatteren med et slesk smil.
”Ja – hm” og fortsatte, ”jeg har egentligt
altid ønsket mig sådan et ur”
et øjeblik, blev der stille i stuen og igennem stilheden,
kunne forfatteren høre djævelskabets tikken takken
på den anden side af væggen.
Der var blevet åbnet for snapsen nu og mens forfatteren
fyldte glassene sagde han.
” vil du sælge uret? ”
han stirrede stift på ” Gammel Jens” stadig
med flasken i højre hånd.
”Gammel Jens” stirrede stift på glasset
der endnu ikke var blevet fyldt. Jae, svarede han –
det hænger der jo bare.
I det samme slog uret fem rungende slag og forfatteren var
ved, at tabe flasken.
” vil du sælge det forb. – vil du sælge
uret?”
Nærmest skreg forfatteren.
Jens stirrede stadig på glasset og sagde så 500
kr. så er det dit!
Forfatteren skænkede op i Jens glas og satte sig. Fik
ild i piben og trak tegnebogen frem, fiskede fem hundredekronesedler
frem. Jeg vil have det med det samme, sagde han brysk og ”
Gammel Jens ” rejste sig og forfatteren stirrede stift
frem for sig.
Planen var lykkedes og en ekstra snaps fandt frem til glasset.
I et par måneder, havde forfatteren sovet aldeles udmærket
og selv den bevingede ”Pegasus” havde kigget frem
i tågerne fra forfatterens krumpibe, mens pennen for
hen over papiret. Et eller andet sted, nagede det forfatteren
at han så skammeligt og for ussel mammon måtte
prostituerer sig og rykke op med tegnebogen for, at blive
uret kvit.
Han smilede lidt i en pause under skriveriet, fik hældt
en god dram op og følte sig egentlig ganske godt tilfreds
med livet og havde for et par dage siden afleveret ikke mindre
end fire gode kraftige digte til det lokale folkeblad –
jo livet var ikke så ringe endda.
Men som sagt det pinte ham at han nu havde måttet betale
for at blive djævelskabet kvit og nu lå det her
undersofaen hvor han sov, til ingen verdens nytte.
Endnu to fulde uger lå uret under sofaen inden forfatteren
fik taget sig sammen til at tage bussen til Brønderslev
hvor han solgte uret for 400 kr. tabet på de hundrede
kroner var vel til at overkomme, under alle omstændigheder,
forfatteren havde fred.
” Gammel Jens ” savnede faktisk uret og de fem
hundrede kroner som han havde fået af forfatteren fik
hurtigt ben at gå på, men han havde også
været rundhåndet og havde gentagne gange inviteret
forfatteren på besøg og trakteret med øl
og brændevin, men uret savnede han nu.
En herlig fredag morgen, havde ” Gammel Jens ”
besluttet sig til, at tage en tur til Brønderslev,
han holdt meget af at komme til den by fordi der var så
meget at se på og hvem vidste hvad man kunne falde over
og samtidig manglede han alligevel en del dagligvarer. Det
meste af formiddagen traskede ” Gammel Jens ”
rundt i byen, så på vinduer, gik på cafeteria
og drak øl og længere og længere ud af
byen kom han indtil han til sidst stod foran antikvitetshandlerens
vindue og fik øje på uret der havde en fremtrædende
plads i det lille udstillingsvindue.
” Gammel Jens ” rystede over hele kroppen af ophidselse
ved, at se sit arvestykke.
Så havde forfatteren altså solgt det!
Han rystede lidt på hovedet over verdens dekadence,
tog beslutsomt fat i dørhåndtaget, åbnede
døren og trådte ind i der halvmørke støvede
forretningslokale.
Antikvitetshandler Olsen trådte frem bag et støvet
plys forhæng, trådte hen til glasdisken, lagde
begge håndflader på den øverste plade,
lænede sig lidt forover og stirrede stift på kunden
overfor ham.
Kan jeg hjælpe? – spurgte han og sugede luft ind
mellem tænderne. ”
” jae ” – ” Gammel Jens ” stod
et øjeblik lidt forlegen, men fortsatte så. –
det var jo uret , der hænger i vinduet – æh
jeg har lidt rekreationer – om jeg så må
sige, til – uret altså ”
Olsen stirrede på kunde – ”rekreationer”
– Uret!
Højt sagde han.
” ja, det er et særdeles udmærket ur –
Junghans når det er bedst ”
Jens nikkede – ” Hvad koster det?”
800 kroner svarede Olsen omgående.
” Gammel Jens ” spærrede øjnene op.
Ottehundrede kroner? Gentog han.
Olsen nikkede uden at foretrække en mine og gentog 800
kr.
” Gammel Jens ” snøftede arrigt, men trak
tegnebogen frem, talte 800 kr. op og langede dem forargeligt
hen over disken og gentog 800 kr.
Forfatteren havde haft en særdeles god dag.
Solen havde skinnet det meste af dagen og han havde fået
skrevet ikke så lidt endda og som sagt nu da dagen dont
var et overstået kapitel, havde han trukket sig tilbage
til det han kaldte skrivestuen med et svingende glas snaps
foran sig – han mente nok, at han havde fortjent det
for ordene var kommet til ham som en smuk kvindes berøring.
Pludselig rejst hårene sig på forfatterens hoved.
Han spærrede øjnene op – og stirrede vildt
frem for sig, slyngede snapsen ned med en voldsom bevægelse,
rettede sig op i stolen.
Det var løgn dette her – det måtte ganske
enkelt være løgn.
TIK TAK TIK TAK TIK TAK, lød det fra den anden side
af væggen og forfatteren stirrede vildt på sit
armbåndsur. 5 sekunder i otte!
Forfatteren blev tør i munden, det svimlede for ham
– han mærkede ukontrollerede trækninger
fare hen over ansigtet – og så kom det! Otte rungende
slag og forfatteren faldt på knæ foran lænestolen.
” Det er løgn – det er løgn ”
skreg han og bankede hysterisk i gulvet med begge hænder.
Men det var ikke løgn og uret fortsatte sit tikken
takken.
Den nat sov forfatteren på verandaen og det gjorde han
i øvrigt de kommende uger, men skrive kunne han ikke,
var totalt optaget af det forbandede ur.
Forfatteren og ” Gammel Jens ” sad over for hinanden
på verandaen. ” du sover herude? ” Jens
så spørgende på ham.
Forfatteren vrissede ondt – ” ja det gør
jeg, jeg hm elsker den ski.. - naturen - i øvrigt er
det sundt”
Et par guldøl blev trukket op og pludselig rejste forfatteren
sig. Han hældte snaps op, stoppede piben – fik
den tændt og stirrede verdensfjernt frem for sig.
” jae – Hm ” – forfatteren sagde altid
”Hm”, det var mere for, at samle sig om det han
ville sige.
” ser du Jens ” begyndte forfatteren og fortsatte
dramatisk.
Tid – han stod et øjeblik som smagte han på
ordet.
Tid er et vigtigt begreb, men ikke desto mindre et vigtigt
begreb som både kan være skidt oh godt.
Forfatteren stirrede ondskabsfuldt på ” Gammel
Jens ” der sad og pillede nervøst ved etiketten
på ølflasken.
Tid, fortsatte forfatteren, er om man så kan sige, summen
af vor aktivitet!
Det forstod ” Gammel Jens ” ikke, men han lod
som om han gjorde det. Forfatteren der nu havde tømt
glasset og sat det på det frønnede havebord fortsatte.
Tid kan være en god ting.
Forfatteren kneb øjnene sammen og stirrede vildt på
” Gammel Jens ” når tiden bliver larmende,
bliver tiden en plage.
Forfatteren næsten råbte nu, greb fat i snapseflasken,
skænkede op.
Hvor meget koster det forbandede ur.
Forfatteren slyngede snapsen i sig.
Jeg vil ha´ det forbandede ur – Junghans eller
ej – jeg vil ha´ det.
Forfatteren var nærmest hysterisk nu og naboen inde
ved siden af var begyndt at kigge nysgerrigt.
” Gammel Jens ” tørrede sig under næsen
med bagsiden af hånden.
Tolvhundrede kroner – så er det dit, svarede ”
Gammel Jens ”
Forfatteren satte sig tungt i havestolen og gentog 1200 kroner?
Tolvhundrede kroner gentog Jens og knappede endnu en guldøl
op.
Et øjeblik, stirrede forfatteren vildt frem for sig,
1200 kroner for et skide ur, men ” Gammel Jens ”
var urokkelig, det var 1200 kr. eller ingenting!
Forfatteren sukkede dybt, rejste sig, trak tegnebogen frem.
Hent det forbandede ur, brølede han.
” Gammel Jens ” grinede smørret og hentede
uret.
Et øjeblik efter stod forfatteren med uret i hænderne.
Så hårdt klemte han på urkassen at knoerne
på hans hænder blev kridhvide.
Med et dyrisk brøl, hev forfatteren pendulet af og
slyngede det i gulvet.
” Gammel Jens ” så rædselsslagen til
da forfatteren åbnede glaslågen til viserne som
brutalt blev flået ud og endte samme sted som pendulet.
Med et gutturalt skrig, løftede forfatteren uret højt
over hovedet, slyngede det så med voldsom urkraft i
gulvet på verandaen, trampede, dansede en vild dans
ovenpå resterne af arvestykket.
Udmattet sank forfatteren ned i stolen, fik en snaps skænket
op med rystende hænder.
” Gammel Jens ” snøftede og tørrede
næse.
” det var nu et godt ur, var det ”.
forfatteren stirrede hånligt på ham, løftede
glasset.
” skål på Junghans ” sagde han grinende
og sparkede med venstre fod resterne af Junghans ud over trappen
hvor det havnede mellem et par rustne cykelhjul og et gammelt
barnevognstel.
onde tunger ville vide at forfatteren købte uret tilbage
ikke mindre end fire gange, men – men.
|
 |
STEMMEN FRA FORTIDEN.
En herlig efterårsdag, står jeg på Løkken
kirkegård, foran min ven Knud Holst gravsten, hvor der står.:
” det værste i livet er at hindre udfoldelse”.
Jeg ryster lidt forvirret på hovedet, fordi han jo var stor
nok til at kunne have valgt en nok så bastant inskription,
men mest ryster jeg på hovedet over at otte år er gået
siden, han – mesteren og jeg drak vores sidste snaps sammen
og pludselig mindedes jeg et af hans sidste digt, for skrive gjorde
han, slutteligt med rystende pen til det sidste før han endeligt
slap op.
Det var et digt, skrevet med flammeskrift og rystende hånd
og hvor alt som var tilbage blev gjort op i få linier.
VEKSLEVIRKNING
Vor vekslevirkning veksler
Tidevand skifter-
nu er du fjernere en aftenstjernen
Der står over dit hus.
Alle veje er fjerne
Ufremkommelige
Vi møder vore egne skygger.
Jeg kysser din.
Min far har forladt mig.
Skæv vekselvirkning.
Knud Holst 95.
|
|
Et utroligt digt, født i smerte og erkendelse, men skrevet
blev det.
Jeg havde den ære at være ved hans side, de sidste to
år af hans liv og således fik jeg også afslutningen
tæt ind på livet og måtte erkende at han var kommet
til at betyde utroligt meget.
|
Forfatteren Knud Holst fyldte utroligt meget
i landskabet.
Hans silhuet – skikkelse var markant og karakteristisk
når han kom gående med sin mappe under armen,
let foroverbøjet og den evindelige krumpibe mellem
læberne samt murekasketten kækt på snur
afsluttende med en duft af tobakken Borkum Riff omkring sig
– man var overhovedet ikke i tvivl om hvem der kom her.
Men jeg havde en fornemmelse af at han i de senere år,
meget sjældent, følte sig hjemme i sig selv –
vidste på en eller anden udefinerbar måde, at
han ikke var lykkedes og at den indre samt den ydre virkelighed
ikke harmonerede og hvor han kompenserede for den ydre virkelighed
og fortrængte den med alkoholens dulmende virkninger
der kun gjorde ondt værre og forstærkede den indre
virkelighed.
Udadtil, var han jo forfatteren – ordet i sin magt –
en karismatisk personlighed, men jeg kendte ham bedre end
som så. Gennem mange ensomme natlige samtaler, fornemmede
jeg meget tydeligt hans indre smerte det ikke var et nyt fænomen,
men nærmere en opbygning gennem mange års nederlag
og hvor hans omgivelser sjældent forstod ham, men de
som fik hans fortrolighed, hvilket var sjældent, åbnede
han sig for.
Jeg fornemmede også meget tydeligt hans smerte overfor
døtrene. Uden at gå i detaljer er jeg sikker
på at bruddet med hans kone Kirsten Holst, efterlod
ham med smerte han aldrig kom over.
Der hvor han følte at han burde have taget fat på
problemerne orkede han det ikke og hengav sig i stigende grad
til sin indre virkelighed og på den måde skubbede
han bevidst sine børn fra sig – de skulle ikke
se eller føle deres fars virkelighed.
Der var megen smerte i min vens liv og uanset hvor meget han
selv var skyld i tingenes tilstand – resultatet var
ganske uomtvisteligt.
Knud Holst havde brændt sig selv op.
At jeg kom ind i hans liv igen, gav ham en stakket frist og
for en kort stund lyste han op igen, for derefter at fade
ud – forsvinde for evigt.
Knud Holst var en karismatisk person og det kan ikke undre
at der omkring en sådan person opbyggedes en del anekdoter
og dem jeg kender til, viser et utroligt humoristisk og barokt
menneske der når tingene skete, fik det skæve
smil på rystede lidt på hovedet, og det var så
det.
Jeg husker meget tydeligt, at det var Børge Willadsen
der leverede brændstoffet til vort første år
der for det meste foregik på ”kunstnercafeen”,
jeg vil samtidig påstå at der ingensinde er opstået
en tilsvarende cafe her i Løkken, men som sagt, her
boltrede vi os, gjorde os til og bemærket, malede og
skrev, blev feteret og havde det ganske fantastisk, selvom
det meste af det var luft, men det gav stødet til at
jeg blev inviteret hjem til Knud Holst i Vrensted.
Jeg var på forhånd blevet advaret – jeg
skulle ligesom ikke forvente for meget hvilket jeg heller
ikke gjorde. Jeg havde bemærket at Knud havde en ganske
forfærdelig håndskrift – kort sagt en krageklo
og da jeg undrende en dag spurgte ham hvorfor i alverden han
dog ikke havde en skrivemaskine, svarede han lakonisk, at
det havde han skam også, men lortet var brændt
sammen.
Da der et par dage efter var Løkken marked, besluttede
jeg sammen med min forlovede, at se om vi kunne være
heldige, at finde en lille rejseskrivemaskine som kunne passe
Knud. Jeg fandt en og tilbage var så kun at få
afleveret bæstet til forfatteren himself.
Dette skete dagen efter – jeg havde gjort ham opmærksom
på tingenes tilstand og jeg fornemmede at han virkelig
glædede sig.
Næste morgen kørte vi tidligt, men da vi havde
et ærinde blev min forlovede i bilen og gik dermed glip
af et helt fantastisk barokt optrin.
Hvor Knud Holst boede, var indgangen havedøren der
via en frønnet og halvrådden veranda nogle meter
over jorden, førte ind til Knuds gemakker.
Med skrivemaskinen under armen spadserede jeg de få
meter op til veranda døren og bankede på.
Der lød lidt hult hosten derindefra, og så blev
døren åbnet.
” godmorgen og guds fred ” sagde jeg.
Knud Holst vendte piben i munden et par gange.
” ja godmorgen den herre ” svarede han.
Jeg havde bemærket at det vakkelvorne havebord havde
undergået nogle forberedte stadier.
Med passende afstand lå to mursten.
Sandsynligvis skulle skrivemaskinen stå mellem disse
to sten.
Yderligere var bordet dekoreret med en porcelænslampe
uden væge, men ideen var der, et par andre småting
afsluttede de omtalte forberedelser.
” Hm – Hm ” mumlede Knud, ” herligt
vejr særdeles behageligt ”
Jeg kunne ikke andet end at give ham ret og overrakte ham
skrivemaskinen.
” Nå ”, udbrød Knud og gned sine
hænder med velbehag og fortsatte. ” Så må
vi jo hellere have fat i svinet ”
jeg stirrede forbavset på ham og gentog ” Svinet?”
Knud Holst tog piben ud af munden, blæste en blå
tobakståge ud over verandaen.
” jeg skal sige den herre, at jeg har liggende i køleskabet
et særdeles smukt svinehoved ” han så lidt
på mig og sagde så forklarende, ” Inspiration
– inspiration ”.
Jeg nikkede og kom til, at tænke på Hamlet der
med kraniet i hånden udtalte de berømte ord.
” At være, eller ikke være ”
jo den forstod jeg godt, at svinekraniet skulle ligge foran
skrivemaskinen som en forlænget ” Pegasus ”
Knud forsvandt ind i huset og lidt efter kom han tilbage.
Jeg fik et chok over det jeg så.
Knud Holst kom bærende højtideligt i den ene
hånd, med et svinehoved fra en forgangen grisefest,
æblet i kæften på dyret glimtede endnu og
i panden på var plantet en lilla parasol – der
var bare det ved det, at Knud Holst ganske og aldeles havde
glemt at det var måneder siden, han havde haft lys og
strøm i huset – det med at betale regninger var
han ikke så god til.
Råddenskaben fra svinet dryppede ned over Knuds hænder
og jeg udbrød skrækslagent.
” Du godeste gud Knud, svinet lugter jo!”
Knud Holst stoppede op på verandaen, vendte sig og kiggede
misbilligende på mig.
” Hvad er det du siger? – lugter svinet, ja men
så må det jo i jorden”
Jeg rystede på hovedet og overlod Knud til sine kunstneriske
udfoldelser, men da jeg var nået hjørnet af huset
kunne jeg ikke holde latteren tilbage og med tårerne
trillende ned af kinderne, satte jeg mig ind i bilen. Der
var ingen skævheder i det optrin, kun rendyrket barok
humor, men selvfølgelig analyserede man denne episode,
var der jo nok en hel del der udsprang sort realisme.
Knud Holst havde ikke haft lys og strøm i lange tider,
hvad var årsagen – ren og skært sløseri,
eller mere sandsynligt afmagt overfor realiteter der lå
ret udenfor trappen, eller en blanding af det hele, skal jeg
lade være usagt, jeg husker dog min første harmfulde
reaktion den tilstand han levede i, - der måtte jo være
nogen der kunne tage hånd omkring disse ting.
Mere blev det ikke til for til syvende og sidst var det jo
nok Knud Holst selv der levede i sin helt egen verden som
vi andre dødelige ikke havde adgang til og det med,
at bede om hjælp, - det var ikke Knud.
Knud Holst begyndte at skrive igen.
Finurlige og sjove digte blev nedfældet på papiret
det var som om hans skygge havde fået sin skikkelse
tilbage og jeg supplerede ham med ligeså finurlige streger
og djævelskab, et udtryk som Knud tog til sig, for som
han sagde.
” Poul Erik, det udtryk er til at smage på ”.
At Knud Holst kunne tegne og male, vidste jeg ikke før
jeg ved selvsyn kunne konstatere, at her var et naturtalent
som aldrig fuldt ud havde fået lov til, at udvikle sig.
Jeg havde jo selv været igennem de forskellige stilarter
og havde altid taget afstand fra det nonfigurative, men med
gennemsyn af de få ting jeg så hos Knud Holst,
krakelerede min skråsikre opfattelse.
Jeg fornemmede også meget stærkt at i hans nonfigurative
billeder var der så absolut intet letkøbt –
samtlige af hans billeder om end det ikke var mængden
der gjorde sig gældende, viste tydeligt og smerteligt,
aet menneske i stor konflikt med sig selv.
Hver eneste tegning eller oliemaleri indeholdt en kolossal
kamp mod de kræfter der slutteligt fældede ham.
Den bedste beskrivelse af min ven forfatteren Knud Holst,
finder jeg i hans kollega Klaus Rifbjergs fantastiske digt.
Mere rammende kan det ikke gøres.
|
|
|
Rovfugle ser på verden som han så
Mørkt sultent mistroisk
Før de tager til vingen
Eller kaster sig ud fra klippen
Jeg ser ham stående på
trappen
Forover ud for døren til lejligheden
En sorthåret ranglet skolelærer med digtedrømme
En tater – Apollon med adresse i Løkken.
Det var forår og spurvene
fløjtede
Deres gamle signal og trak nordpå
Der blev sommer og husene voksede i takt med digtene
En dag kom han ind med en Grand Danois
Hvis taktfaste logren
Ryddede flere borde for flasker og glas
Mr. Holst, I presume fik man
lyst at sige
Når han mødte op i hovedstaden
Iført kameluldsfrakke og pibe
Tilkæmpet ro og verdensmandslader
Accenten var ikke til at tage fejl af.
Som ægte dansker beskeden
ambitiøs
Og med drømmenes vældig køter i snor
Fuld af raseri og sødme og de flasker
Der stadig stod op efter hundens huseren.
Til sidst brasede alting sammen
Selv huset han boede i brændte.
Rovfugle ser på verden
Som han så
Før de tager til vingen
Eller kaster sig ud fra klippen
Og forsvinder stigende stigende
Højt over digtenes brandtomt.
KLAUS
RIFBJERG.
|
At slippe op, var
et udtryk som Knud Holst lærte mig. En dejlig sommerdag,
gik vi tur i Hune bakker og med et så jeg en lille smuk
fugl ligge på vejen foran os. Jeg gjorde Knud opmærksom
på fuglen, ville til at sige et eller andet, men han kom
mig i forkøbet med udtrykket, ” Den slap op ”!
Et udtryk som var meget rammende for ham – han havde det
jo med at smage på ordene, sætte dem op mod hinanden
så en hændelse, en oplevelse ikke alene blev beskrevet
præcist, men også gav det skete en ekstra farve
og pondus.
Løkken billedsamling udgav 15.april 1996 et lille mindehæfte
i anledning af Knud Holst 60 års dag.
Hæftet var sikkert velment, men gav overhovedet intet
fingerpraj om hvem Knud Holst var det skulle da lige være
for Klaus Rifbjergs eminente digt og at Knud Holst var en sand
patriot hvad angik vendelbo målet er jo ingen hemmelighed,
men at fylde et helt hæfte baseret på en artikel
i Vendsyssel tidende 12 august 1979 gav overhovedet intet billede
af kunstneren og forfatteren Knud Holst, men det viser dog hans
ekvibrilisstiske evner udi det danske sprog, men som sagt hæftet
halter og er ubrugelig i en større sammenhæng. |
Det er uomtvisteligt,
at det var alkoholen – de mange kyllinger der slutteligt
blev hans banemand og hensatte ham i en lammende afmagt overfor
de evner han var født med.
Også netop dette problem havde vi mange samtaler omkring,
jeg følte til tider at jeg heller ikke selv gik ram forbi,
men havde dog evnen til at bremse op, mens det for Knud var
anderledes og forstærkede den indre virkelighed mens den
ydre virkelighed der indeholdt basale ting såsom regninger
der skulle betales med videre kunne indeholdes i et skruelåg
på en flaske snaps – hårdt sagt men rigtigt
og Knud Holst vidste det udmærket, skrev endog et digt
omkring problematikken som jeg illustrerede – jeg vil
tro at Løkken billedsamling, har netop dette digt.
Knud Holst var som sagt udmærket klar over sin situation
og den blev absolut ikke bedre af at han levede i et samfund
der nok skulle vide at fortælle – om end pakket
ind, hvordan livet skulle leves.
Han blev med andre ord offer for både sin egen afmagt,
omgivelsernes bedreviden og afstandstagen, der slutteligt resulterede
i at han sjældent blev taget alvorligt. |
HAVETS MUR.
Hvor megen plads kræver et menneske?
Ikke et eneste kan stå
På denne strand og være et menneske.
Her er åbent og for violet eller for lysende.
Afgnavet ligger landet til knoglerne
Mægtige gebidser rasper under klitpelsen
Uddriver lunserne, knaser badehus og bunkers
Blikbøtterne og flaskeposten fra England
Spyttes ud og op.
Hvor megen tid har et menneske
Til at stå her og falde i staver?
Uddrag: Knud Holst.
|
Jeg har med vilje
kun medtaget et vers ud af tre fordi jeg finder at netop dette
vers, det første afspejler hele essensen af Knud Holst
kærlighed til hav og land med en betagende kraft.
Livet knækker alle.
Hvis det ikke gør det med det samme, har det ikke særligt
travlt med det, men det gør det alligevel.
Alt dette vidste Knud Holst udmærket – men han
klagede ikke og hvad skulle det i øvrigt hjælpe,
omgivelsernes reaktion var hård og kontant som den nu
engang er i et lille samfund.
Han lå som han havde redt.
Han gik så stille til sidst.
Lidt skæv af og til. – måske for endnu engang
at fange sin egen skygge der slæbte pinefuldt efter
ham.
Vi andre der fulgte ham den sidste tid måtte smertefuldt
og magtesløs se til at en karismatisk og stor kultur
personlighed var ved at forlade os.
Slutteligt slap han op, bøjede sig ydmygt i det støv
hvorfra alt opstår, men minderne består og sender
bølger af tanker fra en tid for ikke så længe
siden for derefter langsomt at viskes ud af den evindelige
vestenvind.
Poul Erik Von Duchnik. Oktober 2003.
|
|
først hen under aften, lagde vinden sig og snedriverne
faldt til ro.
I fire dage, havde det blæst voldsomt og vestenvinden
havde bøjet folk og fæ.
Vrensted kirke tog sig ud som et forsinket julekort og indenfor
i præsteboligen, sad pastoren travlt optaget af den
kommende søndagsprædiken.
En dampende kop kaffe stod foran ham, brygget med kærlig
hånd af husholdersken – ” Det usynlige menneske
” som han kaldte hende.
Pastoren strakte sig, lænede sig tilbage i stolen, tog
en pibe frem drejede den et øjeblik rundt i hånden
og tændte den.
Et øjeblik rynkedes hans høje pande i dybe rynker.
Forfatteren – forfatteren.
Hvordan mon han havde det?
Han plejede jævnligt at kigge ind, få sig et glas
og en sludder, men det var jo længe siden han havde
haft tid til det og i øvrigt havde der været
så meget andet – det andet, var måske kun
en undskyldning, men nu da vejret var faldet til ro måtte
han bevæge sig over for at give sin gamle ven et besøg.
Et par timer senere, - ordene havde haft svært ved,
at nå ham, men nu endelig var prædiken færdig,
kaffekoppen tømt, og piben brændt ud.
Han rejste sig, strakte den lange magre benede krop, gav besked
til husholdersken om, at han gik ud for, at få lidt
frisk luft.
Et øjeblik, stod han udenfor døren og indsnusede
med velbehag den frostklare luft.
Herligt, mumlede han og gentog.
Særdeles herligt og satte i gang med den frostklare
sne knasende under fødderne.
Mens han var ude, ville han som sædvanligt se til kirken,
drejede omkring hjørnet og skulle til at sætte
nøglen i døren ind til våbenhuset da der
lød en underlig raslen oppe fra tårnet.
Et øjeblik stod han helt stille og kiggede i vejret.
Nu raslede det endnu mere – lyden af flagrende vinger
og så et sagte bump i sneen foran ham og der lå
den – Katuglen.
Den lå på ryggen med vingerne underligt udfoldede
til siderne, men det var dens øjne han lagde mærke
til, de var så underligt blanke, men sekunder senere,
forsvandt det blanke og afløstes af en sær tomhed.
Pastoren stak tøvende nøglen i lommen, han
kunne se til kirken senere, vendte sig og spadserede i retning
af forfatterens hus.
Vinden havde haft godt fat her i nat.
Overalt i byen lå væltede plankeværker,
brækkede træer og grene havde pløjet dybe
furer i de små haver og selv forfatterens postkasse
sad skævt.
I øvrigt var der intet navn på postkassen, der
stod kun ”forfatteren” – intet navn.
Pastoren smilede blidt.
Egentligt var forfatteren en snurrig fyr med en til tider
barok attitude, men han vidste det ikke og nogle gange, kunne
man fristes til at tro, at han tog sig selv overordentligt
højtideligt, hvilket til tider, havde ført til
hovedrysten og skæve smil.
Pastoren var nervøs for verandaen.
Ikke alene var den halvrådden, men direkte livsfarlig
og foran indgangsdøren, var der lagt en ligeså
halvrådden spånplade – man skulle vare sig
for hvor man gik.
Han tog mod til sig, betrådte trappen helt ud til højre
hvor støtten var stærkest og holdt godt fast
om gelænderet der vaklede faretruende.
Pastoren havde brugt så meget koncentration på
den faldefærdige trappe at han fuldstændig havde
glemt spånpladen der lå foran døren.
Pastoren lænede sig forover, bankede på døren
ind til forfatteren og trådte derefter et skridt tilbage
– det var der det gik galt. Med et brag og spånpladerne
flyvende omkring sig, brasede pastoren gennem verandaen og
stod med et, kun med hovedet over verandagulvet.
I det samme åbnede forfatteren døren, stod et
øjeblik med krumpiben i munden og stirrede nærsynet
ud over græsplænen inden han fik øje på
pastorens hoved der stak op gennem verandagulvet. Ikke en
trækning viste sig på forfatterens ansigt.
Han tog et par kraftige sug af piben, bøjede sig hen
over pastorens hoved.
” Du godeste Hr. Erimeritus ” mumlede han og fortsatte.
” jeg var virkelig ikke klar over at De havde kontakt
med de underjordiske ”.
DEN SYNGENDE SKOVL.
Der var ” Tosse Erik ”, men der var også
en anden Erik og om det var ” Sut Erik ” eller
” Sorte Erik ”, skal jeg lade være usagt.
Hvorom alting er, de to Erik´er, havde det tilfælles,
at for det første faldt de udenfor de normales rækker
og for det andet, har jeg ladet mig fortælle, at de
begge var børn af Tyskere som dengang lige efter krigen
var noget af et skældsord selvom de omkringboende, tjente
styrtende med penge på Hitlers Atlantvold – bunkers
med mere. Hvorom alting var, jeg husker Sut Erik som en spinkel,
alt for mager knægt 8 – 10 år som os andre
mere eller mindre og begge kørt lidt af sporet hvad
der angik socialt samvær, det så man ofte dengang
og gør det vel stadig!
Jeg husker det var en trist fredag formiddag med gråvejr,
støvregn og det meste af banden fra ” Nørre
i by ” var ganske stille sivet sammen nede ved Furreby
bæk.
Byen var ganske enkelt dengang delt i to, nemlig ” Nørre
i by ”og” Sønder i by ”.
Den samling møgunger der var i hver sin bydel, kunne
om ingen omstændigheder fordrage hinanden og ganske
naturligt, bekrigede vi hinanden med alle til rådighed
stående midler – endog ganske overordentligt drastiske
midler hvor vor kære Importør Andersen igen kom
ind i billedet med sin udlejning af luftbøsser –
1 kr. per dag!
Der blev skudt på alt og alle og jeg må sige,
at det var et guds under at det aldrig gik galt, men jeg er
sikker på, at importørens luftgeværer var
så vind og skæve, at det var årsagen til
de manglende tragedier.
Omme bag kirkegården, stødte Sut Erik til os,
jeg husker at Lous Sloth også var kommet daskende med
sin evindelige jødekage i munden og så gik vi
tur langs bækken i retning af udløbet mod havet.
Pludselig, dukkede Sut Erik sig, han havde fundet noget og
rejste sig så med en afdanket gammel skovl hvor det
halve af skaftet manglede og rusten havde tæret huller
i selve skovlbladet.
Den ka a´ bruge, råbte Sut Erik højt!
Vi andre så mistænksomt på ham, hvad i alverden
skulle han bruge en gammel skovl til?
Lad mig se den, sagde jeg til Erik for jeg havde fundet en
ide som skulle udføres nu og her.
Tøvende rakte Erik mig skovlen som jeg tog imod, vejede
tyngden i hænderne, mens jeg ondskabsfuldt stirrede
på Louis brede ryg der gik op og ned for hver gang han
tog en bid af jødekagen.
Jeg smilede sardonisk for mig selv, for det var ikke mere
end to dage siden at Louis havde givet mig en næsestyver
så jeg havde fået en gevaldig blodtud.
Nu skulle det hævnes.
Der var et godt sving i den skovl.
Langsomt listede jeg tættere på Louis som intetanende
sjokkede videre.
Tosse Erik grinede fjoget, han havde luret hvad jeg var ude
på!
Og så skete det!
Med et gevaldigt klask ramte skovlen Louis Sloth over rygstykkerne
så rester af jødekagen stod som en sky fra ham!
Jeg havde egentligt tænkt mig at gennembanke ham noget
så listeligt, men der var for meget kylling i mig, så
jeg smed skovlen og stak af med en rævs hurtighed!
Bag mig hørte jeg Tosse Eriks skingre latter for Louis
turde ikke rigtig binde an med ham.
Jeg havde regnet den ud for jeg ville have fred for Louis,
i hvert fald til om mandagen hvor vi så skulle i skole
igen – så var galden nok rendt af ham, ellers
kunne jeg måske fedte mig ind hos Tosse Erik og få
ham til, at mule Louis!
Det kom til, at gå som jeg havde planlagt, Louis havde
glemt alt om episoden ved bækken, men der skete noget
andet.
Sut Erik kom ikke i skole hverken mandag eller resten af ugen
og det var faktisk helt oppe ved vitrupkanten at vi fik opsnuset
at noget var i gærde, noget med, at Sut Erik havde lavet
et eller andet apparatur ud af skovlen – mere eller
mindre løse rygter, hvorom alt måtte det være
et temmelig krævende projekt siden han havde pjækket
en hel uge.
Det var om søndagen, at det skete.
Herlig søndag formiddag og lige midt i kirketiden og
helt nede ved det gamle vaskeri i Vendelbogade.
Jeg var kommet daskende sammen med Tosse Erik spekulerende
på hvad vi nu skulle finde på af djævelskab,
da vi med et, hørte nogle gudsjammerlige hyl og skrig
der kom i retning af vaskeriet og i det samme var vi nær
blevet rendt over ende af et par af Zonesens de mindste unger
der i fuldt firspring og samtidig hylende og skrigende for
i mod os.
Erik og jeg kiggede forbavset og råbte efter dem.
Hva pokker sker der?
Den virker, skreg en af ungerne, den virker satan edmende!
Ja det blev vi jo ikke meget klogere af, men efterhånden
nærmede vi os skrigenes kilde og stod så pludselig
foran et frønnet fyrretræsplankeværk hvor
der hang en ubehjælpsom plakat.
Her stod!
Prøv den syngende skovl – kuns ti øre!
Erik og jeg spærrede øjnene op det måtte
vi se og atter lød der et hyl som fra en stukket gris
og atter kom en møgunge strygende ud fra plankeværket.
|
|
I guder
for et syn der åbenbarede sig for os.
Det var Oda der stod for tur nu!
Sut Erik stod med et par ledningsstumper i hænderne og
havde beordret Oda til, at stille sig på en omvendt ølkasse
– det var dengang hvor der var 52 flasker i en kasse,
men den stod hun altså på.
Sut Erik havde påsat en tøjklemme med sølvpapir
på hendes ene øre og i hænderne holdt hun
så den gamle skovl, som Sut Erik havde fundet ved Furreby
bæk og som Louis havde fået sig et par gode rygvarmer
af.
Stå stille for satan Oda hvæssede Erik, når
jeg siger til, sætter du skovlen for øret, så
skal jeg den unde mig få den til at synge!
Tosse Erik og jeg stod lamslået for der var ledninger
overalt på det arme pigebarn.
På en taburet, lå en gammel tandspole 12 volts fra
en bil og et 12 volts batteri var sindrigt koblet til hele manegeriget. |
Så er det
nu, skreg Sut Erik, han kortsluttede ledningerne så
der stod gnister ud fra dem og Oda spærrede øjnene
op da 7000 volt for igennem hende og var hun ikke skeløjet
i forvejen, blev hun det og håret strittede som et pindsvins
pigge i alle retninger, og så kom hylet og da nu Sut
Erik havde tilskuer på lod han Oda få for lidt
mere end ti øre og Oda hylede og skreg, tissede i bukserne
men det blev det værre af. Så stoppede Sut Erik,
seancen var ovre og Oda ja hele hendes lille krop, krummede
sig sammen til en kugle der med lynets hast for ud af ledninger
og andet djævelskab og forsvandt som en raket op ad
Vendelbogade mens hun hylede og skreg alt det hun havde lært.
Hvordan i alverden var Erik kommet frem til det apparat?
Vi får det aldrig at vide, vore veje skiltes og senere
hørte jeg at han senere i livet slap op på dramatisk
vis, men igen, var der en der leverede et blændende
lysglimt af vid og barok humor i den lille by ved havet.
|
STUDENTEN.
De fleste husker forfatteren og humorristen Finn Søborg
med et langt repertoire bag sig af sprudlende og morsomme romaner
og novellesamlinger.
Det var det barokke og de skæve eksistenser Finn Søborg
fandt frem til i sine noveller og bøger, blandt andet udgav
han i sin tid en novellesamling under en samlet titel: Alfred og
andre historier.
Som enhver anden humoristisk forfatter, måtte der nødvendigvis
bag alt, ligge et research arbejde, med andre ord, man måtte
have kendskab til det man skrev om og det gjorde han særdeles
godt.
I novellesamlingen ”Studenten” der omhandler en københavnsk
student der ved nytårstide, kommer helt galt af sted, en forvekslingshistorie
der antager helt vanvittige proportioner, kommer fra virkeligheden
der under alle omstændigheder ikke var mindre vanvittige end
det Finn Søborg oplevede.
Jeg kender nøjagtig Finn Søborgs research for den
fik han af forfatteren Knud Holst, der fandt at historien var så
vanvittig at den måtte foreviges og da humor jo ikke ligefrem
var Knud Holst mest fremtrædende karaktertræk, gav han
Finn Søborg ideen.
Og her kommer så den sandfærdige udgave af Studenten
fra Novellesamlingen Alfred og andre historier.
Årstal har altid været min svaghed, jeg husker ikke
rigtigt fordi der i hele mit liv, er sket så mange indkøb
der måtte passe til lejligheden og deriblandt indgik 16 guld
øl samt et ikke ringe antal bordbomber som jeg selvfølgelig
ikke kunne nære mig for, at pille ved.
Forsigtigt, fik jeg åbnet for låget på hver bordbombe
hvorefter jeg fyldte hver beholder op med en ekstra skefuld sortkrudt
– hvor jeg fik sortkrudtet fra, husker jeg ikke, men mener
at vi, holdet fra min klasse, havde fundet frem til en bøssemager
på Valby Langgade.
Turen til Nordjylland, var lang og farefuld – den tog det
meste af en dag hvor man nu om dage er der på 5, 5 timer,
så bevæbnet med mine brune papirsposer der indeholdt
bordbomber samt de omtalte 16 guldøl entrede jeg toget på
Københavns hovedbanegård præcis kl. 07,45.
Dengang, var det kupeer og stort set, måtte man ryge alle
steder, ikke ligesom nu til dags hvor det at være ryger, er
en skændsel, næe, dengang måtte man ryge og jeg
havde fundet en tom kupe, sat mig tilrette, fik stoppet min pibe
med en specialtobak og befandt mig faktisk rigtigt godt i tilværelsen.
Det begyndte at gå galt i Roskilde.
En familie stod på og bemægtigede sig resten af kupeen,
kone og mand – ja mand var vel så meget sagt for rent
ud sagt var konen to gange større end den lille forhutlede
mandsperson der i al sin lidenhed havde besvær med at holde
samling på familiens fem uvorne unger der alle var rødhåret.
Konen pustede og den arme mand svedte, ja så maget at det
ligefrem perlede på panden af ham, konen rettede ustandseligt
på ungerne hvoraf to af den var piger med fletninger i håret
– de var for resten lyserøde og alt i mens sad den
arme mand og svedte tran og så ud til, at være et sammenbrud
nær.
To af ungerne, knægtene, havde omgående bemægtiget
sig bagagenettet, men da der var tre drenge og det faktum at de
var lige gale alle tre gjorde jo ganske naturligt at der kom til
at mangle et styk bagagenet til den sidste og mindste.
Sidste nævnte morede sig i stedet gevaldigt med, at prikke
til de to der lå i hvert sit bagagenet så de hylede
og skreg som grise hver gang den mindste havde held til, at jage
en stoppenål i bagen på sine brødre.
De to piger på henholdsvis syv og ni år skønnede
jeg, holdt sig pænt i ro troede jeg da, indtil det gik op
for mig, at disse to engle var ved, at smøre kupevinduet
ind i leverpostej!
Kort efter Roskilde viste konduktøren sig, men da han så
manegeriget, rystede han på hovedet, lukkede kupe døren
stille efter sig.
Da vi nåede til Ringsted, mente jeg at den arme mand ikke
kunne klare mere, så jeg fandt det på sin plads at åbne
et par guldbajere hvoraf jeg gav manden den ene – konen rystede
harmfuldt på hovedet – nej tak hun skulle ikke have
noget. Den lille mand, sendte mig et taknemmeligt blik, a la ”
du har reddet mit liv ” satte flasken til munden og tømte
til min forbavselse hele flasken i et langt sug og så måtte
jeg jo gøre det samme.
Den mindste af drengene, ham der ikke var plads til i bagagenettet,
havde været på jagt i sin mors omfangsrige taske uden
at hun havde opdaget det.

hvad hun derimod havde opdaget var, hvor langt en leverpostejmad
med asier på kunne række på en kupe vindue.
Reaktionen var omgående og konsekvent.
To styk lussinger efterfulgt af to større hyl og midt i al
den hurlumhej havde den mindste af brødrene fundet frem til
mutters sysaks af ikke ringe kvalitet.
Ved nummer to guldøl, så jeg ud af øjenkrogene
og med et slet skjult satyr smil, at den fremmelige pode nu systematisk
var ved at klippe storbroderen ned.
Faderen sagde stadig intet og svedte stadig og kort før Nyborg
lød der et skingrende hyl fra konen der havde sat sig godt
tilrette med en madpakke der sirligt var pakket ind i en skotøjsæske.
Det var lykkedes for den mindste og ve brug af saksen flittigt,
at få befriet bagagenettet for sin byrde – sidste snor
– klip et skrig og et vræl der kunne høres i
hele vognen.
Attentatet var fuldført og storebroderen fald som en sten
ret ned i skødet på moderen og madkassen.
Den mellemste broder i det andet bagagenet grinede hysterisk, tøserne
sat i et hyl kort sagt, alt var et stort kaos og faderen og jeg
fik os endnu et par guldøl.
Faderen og jeg, begyndte ikke at tale sammen før vi nåede
færgen og efter at toget var kørt ombord.
Da mente fruen åbenbart at ynglet skulle have lidt frisk luft,
så snart færgen var afsejlet forsvandt det meste af
selskabet hvorefter kun faderen og jeg sad tilbage,
Det var hårdt mumlede jeg og skålede med ham.
Den arme mand rystede på hovedet og svarede, det er et mareridt!
Han fortsatte: ser du, vi er faktisk på vej over til min søster
og svoger og skal holde nytårsaften,
Ja han er mejerist i Vrensted – han så pet øjeblik
spørgende på mig – ved De hvor Vrensted ligger?
Jeg lo højt, ja det i allerhøjeste grad jeg ved, fem
kilometer fra Løkken og der skal jeg også til, jeg
skal holde nytårsaften sammen med min farbror Jens Svenninggaard
på godset ”Enggaarden”!
Det kendte han intet til, han havde kun været i Vrensted en
enkelt gang – ja han ville vel dårligt kunne kende det
igen, hvorom alting var, de skulle med toget til Vrå hvorefter
familien så skulle hente dem.
Jae, sagde manden det er jo egentligt mejeristen i Vrensted, han
rettede sig lidt op i sædet – han er en stor mand og
jae, det er jo ikke bare for lidt nytårsskalas, for ser De
vi har et lille husmandssted i nærheden af Roskilde –
sådan et til husbehov om jeg så må sige, men det
er dårlige tider for landbruget, han rystede fortvivlet på
hovedet og fortsatte, vi har vel dårligt til dagen og vejen,
sygdom og andet djævelskab tynder godt ud i rækkerne,
selvom Vorherre skal vide at jeg gør mit bedste, men lige
meget hjælper det.
Et øjeblik stirrede han tavs på mig og sagde så.
Vi havde ti høns, nu har vi kun seks, for den satans ræv
rendte med de andre og godt nok fik vi dem billigt fordi de kun
havde et ben, men det er jo ligegodt, høns var det da, for
slet ikke at tale om kålrabierne, det gik helt galt.
Der kom endnu et par guldøl på bordet og den stakkels
husmand fortsatte.
Nu var han begyndt, at blive godt tilpas, fire guldøl gør
sin mand!
Det var ormene – de satans orme, udadtil så det helt
godt ud, men jeg siger Dem, de var ædt indefra – manden
klaskede ølflasken hårdt i bordet – indefra,
sagde han og fortsatte.
Sukkerroerne gik det ikke stort bedre og til sidst måtte vi
sælge en af køerne, den var nu heller ikke meget bevendt,
men det var da trods alt en ko, så nu har vi kun en trepattet
tilbage, en hest der har set bedre dage, fire katte der aldrig laver
dagens gerning og som sagt seks etbenede høns.
Jeg var ved at være færdig af grin, men jeg viste det
selvfølgelig ikke, man må ikke grine af andres elendighed.
Højt sagde jeg.
Så må familien vel kunne hjælpe jer. Jeg så
spørgende på ham, han nikkede. Ja det var jo det vi
skulle spørge om, at få et lån til det mest nødvendige,
der skal jo være mad på bordet til ungerne, han rystede,
jeg går til af dette her, de er såmænd meget søde,
men de kræver, han så stift på mig, jeg siger
den herre, at de kræver, han rystede fortvivlet på hovedet
og tav.
Resten af turen gik uden de store udskejelser, vi snakkede om løst
og fast, ungerne var efterhånden blevet møre af den
lange rejse og da vi nåede Ålborg, hvor jeg skulle af
for, at tage bussen til Løkken og derfra videre til Vrensted,
havde jeg to guldbajere tilbage.
Allerede før Skørping, var det begyndt at sne, ikke
meget, men det sneede og påvirkningen af guldøllene
begyndte at sætte sine spor, det var faktisk min gamle ven
Chauffør Erik der reddede mig.
Hva´ søren, er det dig Poul Erik? Chauffør Erik
bandede aldrig, men til gengæld drak han øl.
Chauffør Erik fortsatte.: Skal du hjem til Else Marie?
Jensen virrede med hovedet, de guldøl havde vist været
lige lovligt skrappe.
Højt sagde han.: Jeg skal sgu op til Jens og Lisbeth på
Enggaarden!
Chauffør Erik lo, ja så er du sandelig heldig for det
her er min sidste tur til Løkken i år, men busserne
til Brønderslev, de passer, så du skal nok komme til
Vrensted min dreng og i øvrigt, tillykke med eksamen!
Jensen hvis hår strittede vildt til alle sider, havde svært
ved at holde brillerne på plads, grinede fjoget, entrede rutebilen,
fandt sig en plads og vågnede stort set ikke op før
ankomst til Løkken rutebilstation, hvor han ør i hovedet,
vaklede ud i den friske luft – hae hae, grinede han fjoget,
der var stadig to guldbajere tilbage.
Rutebilen fra Løkken til Brønderslev, afgik planmæssigt
og uden forsinkelser denne sidste dag i det nye år.
Vinden var taget til, ja faktisk føg det og sneen piskede
ned, da rutebilen satte i gear og påbegyndte sin tur til Brønderslev.
Vrensted var en lille flække, der lå blot 5 km. Fra
Løkken, så de tre til fire minutter var hurtigt overstået,
det kom lidt bag på Jensen, for faktisk var han faldet hen,
da bussen pludselig stoppede!
Maskinist Jensen vaklede ud i uvejret og efter at han havde set
bussens røde baglygter, rømmede han sig og følte
sig som Palle alene i verden.
Under normale omstændigheder, ville vor kære ven Jensen
omgående have fundet Pilgaardsvej, men bare ikke i aften!
Han hankede op i de to guldbajere og posen med bordbomber og påbegyndte
sin vandring i stik modsat retning af hvad han skulle, nemlig ret
op ad stationsvej og efter en halv times tid, var han lige vidt
og havde rundet gadekæret to gange og nu var det virkeligt
begyndt at sne og fyge.
Endnu en gang så han det forbandede gadekær, følte
sig tørstig, trak en guldbajer op og fortsatte sin slingrende
gang, indtil han igen befandt sig på Vrenstedvej.
Pludselig så han forude, en lang bygning, en masse vinduer
fuldt oplyste, hans mål var nået!
Et eller andet sted i Jensens fortumlede hoved, fandt han, at indgangsdøren
var lige lovlig lille, Jensen fniste, alt forandrer sig jo og fuld
af beslutning, tog han fat i dørhåndtaget og befandt
sig således i en mørk gang!
Døren ind til storstuen, som han mente det var, stod halvt
åben og lys sivede ud gennem sprækken, samt liflig duft
af andesteg og andre lækre sager.
Han var jo kommet for sent, var Jensen, så han mandede sig
op, åbnede døren og trådte ind med et verdensmandsagtigt
smil på læberne.
God aften, råbte han og tilføjede som skik var hos
hans bedstemoder, godaften og guds fred – han så sig
lidt omkring og tilføjede så: undskyld jeg kommer lidt
sent, men det er jo et herrens vejr.
Jensen fik lukket døren bag sig, fik tørret øjnene
og så sig omkring.
Ved et langt bord i hele stuens længde, sad en masse mennesker,
som han ikke rigtigt kunne genkende og for enden af bordet, nærmest
indgangsdøren, sad i en gyngestol, en gammel bedstemoder,
der ved synet af Jensen, begyndte at fnise højlydt.
Hae hae, gnækkede hun og syntes at det hele var ustyrligt
morsomt!
For enden af bordet, sad en fedladen mand i hvid skjorte, ja faktisk
gik hans krop i et, sammensat af to kugler, hvoraf hovedet var den
mindste og Jensen snakkede som et tærskeværk ved høsttid
og en tallerken blev sat foran Jensen, der nu kastede sig over bedstemoderen
i gyngestolen.
Andesteg samt brunede kartofler i overstadig mængde, blev
sat foran gæsten, Jensen huggede i sig efter den anstrengende
rejse, kiggede sig omkring og fandt, at der var et par ansigter,
han kunne genkende, hvilket blot bevirkede at hans indre ro styrkedes.
En noget kraftig kvinde bar snapsen rundt, men da hun kom til Jensen,
som hun så på med et syrligt smil, var Jensen konsekvent
og snuppede flasken ud af hænderne på hende, hvorefter
han trakterede den gamle bedstemoder i gyngestolen, der sad og rokkede
med hovedet, kørte frem og tilbage i gyngestolen –
Hae hae gnækkede hun og løftede glasset.
Den fedladne oppe for fjerneste bordende, så ud til, at ville
sige noget, men så langt kom han dog ikke, for Jensen rejste
sig pludselig og proklamerede et vers af Kong Kristian står
ved højen mast i røg og damp, hvorefter han resolut
fremdrog sin brune papirspose med bordbomberne, satte et par stykker
foran bedstemoderen, som rokkede vanvittigt i sin gyngestol.: Hae
hae, gnækkede hun og væltede et glas snaps, som Jensen
lynhurtigt fik genopfyldt.
Og bomberne kom frem, han fik endog den fedladne oppe for bordenden,
til at kaste en æske tændstikker ned til ham.
Der lød et brag – to brag, tre brag og hele stuen indhylledes
i krudtrøg, samtidig haglede det ned over bedstemoderens
andesteg med serpentiner og papirs palietter og et øjeblik
var der vild panik i stuen og gennem larmen, hørte Jensen
et par stemmer, som han nok mente at kunne kende.
Røgen fra bordbomberne fadede langsomt ud og det syn der
mødte Jensen, så helt galt ud.
Hanebjælkerne var sortsværtede samt bedstemorens hår
der var sat op i en knold holdt sammen med en strikkepind nr. 5
var overbesat med papirstumper og dannebrogsflag – hun morede
sig kosteligt og Jensen var ikke sen til at få skænket
endnu en gevaldig snaps op til fruen.
Pludselig blev der et øjebliks stilhed, man kunne have hørt
den berømte knappenål falde på gulvet –
en isnende stilhed.
Den fedladne oppe for den fjerneste bordende, rejste sig pludselig.
Nu er det sateme godt!
Nu er det satelyneme godt – hvem fanden er du?
Den fedladne havde sat begge håndflader i bordet og nu var
han ikke bleg i hovedet mere, nej han var kogrød!
Ja det ville jeg sgu også gerne vide, grinede Jensen og hvor
fanden er Jens og Lisbeth?
Den fedladne så ud som skulle han kvæles og råbte
så.
Det tænkte jeg nok, ja det tænkte jeg sateme nok, hvorefter
han snurrede omkring, vendte sig mod telefonen der hang på
væggen, drejede centralen.
Må jeg få Enggaarden – omgående.
Ja det var så studenten og afslutningsvis, kan jeg fortælle,
for der er jo ingen grund til, at tage al æren fra Finn Søborg,
men jeg kan da fortælle, at da farbror Jens fra Enggaarden
indfandt sig, kunne han jo ikke uden videre bære nytåret
ud, men måtte nyde et glas og et eller andet sted, fandt jeg
ud af, at jeg havde været hovedpersonen i den helt store forvekslingskomedie
til stor glæde for den gamle bedstemoder, der helt sikkert
havde oplevet sit livs nytår, sammen med en tovlig og lettere
hjerneforstyrret student fra København.
På et tidspunkt, havde jeg helt glemt, at farbror Jens var
tilstede og efterhånden kedede selskabet mig, så jeg
rejste mig og forsvandt ud i snestormen.
Endnu engang gik jeg tre gange rundt om det forbandede gadekær
i Vrensted, hvorefter jeg igen stod i samme position som tidligere,
nemlig ret udenfor mejeristens bolig og masede mig ind.
God aften og guds fred, råbte jeg og undskyld jeg kommer for
sent!
Bedstemoderen var ved at kløjes i desserten og den fedladne
oppe for bordenden rejste sig omgående, tog sine briller af,
nedstirrede mig og råbte! UUUD!
Og så gik jeg selvfølgelig og fandt denne gang uden
besvær Pilgaardsvej og endte i dyb drømmeløs
søvn, i et af karlekamrene.
Ja, sådan gik det til.
Enggaarden har direkte paralleller til min bog ” Lad gå
for agter, midtskibs er sejlet ”
Det var nemlig Enggaarden jeg fik min første hyre som maskinist
på det gode skib, M/S Zeus og som man vil kunne læse,
blev det et af de helt store eventyr i mit liv, måske med
nogen fiktion, men der skal jo være lidt for fantasien, men
det var så det!
Rævejagten:
Efter en lang hektisk og varm sommer, har efteråret definitivt
holdt sit indtog.
De gyldenbrune blade på træerne slipper langsomt men
sikkert deres greb – har opbrugt deres fotosyntes og dermed
deres mission – daler flagrende, men værdigt ned mod
den kølige skovbund, forrådner og bliver til muld for
derefter igen at indgå i livets evige kredsløb.
” Bess ” den gamle gravhund har også bemærket
forandringerne i naturen og så snart den snusede til det nedfaldne
løv i skovbunden, vågnede dens instinkter.
Kræn havde inviteret vennerne på årets første
rævejagt.
Den lille tykke manufakturhandler inde fra byen – ja egentligt
var det kun for syns skyld han skulle have med, for ham og en bøsse
var ikke de allerbedste kombinationer, men pyt, han havde altid
en god flaske ” Gammel Dansk ” med og det mente Kræn
nok kunne opveje skavankerne og manglerne udi jægerfagets
ædle erhverv.
Ugeavisens redakteur, var stort set ikke bedre, mente Kræn,
men igen der skulle jo være lidt udenfor kransekagen og det
var så det.
Kræn mindedes med en sagte hovedrysten sidste års rævejagt
der endte i det helt store kaos og hvor den kjære redakteur
i et anfald af momentant vanvid havde skudt en kvie!
Kræn stoppede invitationen i kuverten og skrev den kjære
redakteurs navn på.
Bæstet havde endda i flere tilfælde og under indtagelse
af en ikke ringe del alkoholiserede varer pralet af drabet. Der
var også dyrlæge Hassellund, han var fast gæst
på Kræns jagter, han var god til, at holde rede på
skytternes stillinger og samtidig var han den der betjente jagthornet
jo dyrlæge Hassellund var en person man kunne være bekendt
at have med, men for sin død kunne Kræn ikke finde
ud af hvad i alverden der havde bevæget ham til i sin tid
at indlemme egnens vanvittige poet og forfatter i sit jagtrevir.
Manden havde overhovedet ikke forstand på hvad der var for
og bag på et gevær og yderligere drak han som en kamel.
Som toppen af kransekagen og sidste deltager var Kjeldsen, Torben
Kjeldsen – sognefogeden, det var for resten hans kvie redakteuren
havde taget livet af, men pyt han havde jo nok af dem.
Altså lørdag den femte skulle slaget stå, fremmøde
på gårdspladsen med efterfølgende morgenkaffe
og så af sted.
” Bess ” rørte uroligt på sig, men om det
var fordi en brændeknude i kaminen faldt sammen med en hvæsen,
eller om det var forventningerne til den kommende jagt var ikke
til at sige.
Forfatteren Knud Haraldsson, var oprindelig Nordmand, men var tilflyttet
egnen for langt over tyve år siden og havde lært sig
det Danske sprogs finurligheder og fortsat sit forfatterskab med
egnen som baggrund.
Onde tunger påstod at den arme mand var stenet ud af Norge.
Kræn rejste sig fra skrivebordet, efter at have påsat
den reglementerede porto.
Henvendt til hunden, sagde han højt.
” Nå gamle tøs ” nu trænger vi sgu
til en dram.
Dyrlæge Hassellund var noget bekymret for den kommende rævejagt
– ikke for de medvirkende, men mere det faktum, at Ove Sørensen,
en forhutlet husmand hvis eneste kvie skulle til at kælve
lige netop natten før den femte og som det så ud nu,
var der tegn på, at det kunne blive en noget vanskelig affære
og Kræns jagter ville han under ingen omstændigheder
gå glip af – for som han sagt der skulle nok ske et
eller andet uforudset – som der plejede.
Knud Haraldsson havde store planer med den kommende jagt. Mest glædede
han sig til højdepunktet på jagten, nemlig middagen
med helstegt pattegris, vin ad libitum med videre det var især
det ” med videre ” der tiltalte den Norske poet og i
den anledning, havde han i fuldt alvor påtænkt at skrive
et til dagen hørende ”Epos”.
Knud Haraldsson var en spøjs størrelse.
På en måde, var det ligesom om han var sat forkert sammen
hvilket skal forstås på den måde, at selvfølgelig
var han et menneske med dertil indrettede funktioner, men det var
selve kropsbygningen der faldt i øjnene.
Knud Haraldsson var høj som en Nordbo skal være, eller
i hvert fald begrebet omkring dem, men der hørte ligheden
op.
Hovedet var alt for stort set i harmonisk sammenhæng og i
forhold til resten af kroppen der syntes, at være tilfældige
og lunefulde påhit fra en grusom naturs side.
En kraftig tyrehals bar det store runde kuglehoved oppe og blev
yderligere støttet af en tøndeformet brystkasse, der
slankede ud i en alt for tynd midte – nærmest kvindeagtig.
Hele herligheden afsluttedes af et par enormt lange ben og det var
her man kunne sætte tvivl ved Darwins ” Arternes udvikling
”
Hvorom alting var.
Knud Haraldsson var en herlig personage der boede på et nedlagt
landbrug lidt uden for byen og udover et par katte samt en halvgammel
labrador uden fortænder, var han alene og havde det godt med
det.
Og så skrev han.
Hans mere jordbundne omgivelser havde dog indimellem lidt svært
ved at kapere hans udgydelser og ideer, men hvorom alting var.
Skrive det kunne han.
Knud Haraldsson sad og svedte over papiret.
Indledningen var fastlagt.
” I regn og slud skal ræven ud.
og så var det ligesom om han var gået i stå og
han kæmpede virkelig en hård kamp for, at få tingene
til at glide, men lige meget hvad og hvor meget han vred det store
hoved kunne han ikke få det til.
” Satans ” mumlede Haraldsson og langede ud efter snapseflasken.
Det var Haraldsson i øvrigt ret god til når noget brændte
på, tyede han til akvavittens dulmende glæder og straks
efter, som et lys der bliver tændt, indfandt pegasussen sig.
Men denne gang var det ligesom anderledes, måske fordi han
anstrengte sig, men det fandtes der råd for – poeten
kendte akvavittens virkninger og om så hele den elendige knaldhytte
skulle falde ned over ørene på ham, skulle eposet om
årets første rævejagt gøres færdigt.
Fandme ja.
Haraldsson rejste sig, stavrede hen til klædeskabet der stod
solidt plantet i den mørke ende af stuen, åbnede en
dør og fremtryllede en flaske af de bedre årgange udi
akvavittens regi, - nu skulle det være.
Kræn.
Kræn Pedersen var ejer af familiegården ” Enggården
”
” Enggården ” var en stor velholdt proprietær
gård som det hed i ældre tider og lå lidt udenfor
den lille turistby der om sommeren myldrede med turister hvilket
den lille trinde manufakturhandler Mortensen profiterede på
og var en af byens solide samfundsstøtter og efter hans egen
mening, rangerede han betydeligt højere på samfundsstigen
end den Kjære redakteur der stod for omegnens ugeavis, men
siden han averterede i bladet ugentligt, følte han sig nødsaget
til at acceptere bæstet selvom han nok mente at lødigheden
i den kjære redakteur havde sine betydelige mangler i form
af både sprog og pli.
” Enggården ” var en firelænget bindingsværksgård,
men var stykket sammen af mange mindre brug og store engstrækninger
samt to halvstore plantager med forkrøblede graner.
Det var i disse plantager rævejagten skulle stå og eftersom
Kræn Pedersen var en driftig mand havde han en del svin gående
på friland, hvilket senere skulle komme til at koste en del
problemer.
Kræn Pedersens kone den lille kraftige og trinde Ragna hersede
med gryder potter og pander i køkkenet for, at være
på forkant med den kommende jagtmiddag.
Ragna havde sin helt egen mening om jagtdeltagerne og det var faktisk
kun dyrlæge Hassellund der gik rent ind.
Men som den gode hustru hun var, blev eventuelle bemærkninger
på tungen og blev ikke bragt til torvs – det ville i
øvrigt have hjulpet slet for Kræn var stædig
og når han havde taget en bestemmelse kunne ikke ti vilde
heste forandre på noget som helst.
” så trækker vi ” råbte dyrlægen.
Ove Sørensen svedte, kæderne var sat på kalvens
forben, ja nu skulle der arbejdes forbenene stak allerede godt frem.
Nu håbede han kun at det blev en kvie og ikke en tyrekalv
der kun skulle fødes op.
” træk for satan Ove ” skreg Hassellund –
nu kommer den.
Og det gjorde den.
Med et svup så en lille kviekalv for første gang livets
lys – ønsket var opfyldt og Ove Sørensen takkede
i sit stille sind sin gud og skaber for heldet og samtidig var dyrlægen
overmåde tilfreds.
Rævejagten var reddet.
Den femte, der var en lørdag oprandt med trist gråvejr
og støvregn.
” Bess ” – Kræn Pedersens gravhund rykkede
utålmodigt i tøjret, nu skulle der ske noget og da
den var eneste hane i kurven var det dens dag.
Nu begyndte køretøjerne at trille ind på gårdspladsen.
Knud Haraldsson var den første på stedet, han ankom
nu ikke så standsmæssigt som de andre, men på
cykel idet kørekortet i hine tider var fordampet sammen med
indtagelsen af akvavittens glæder, men dette forhindrede ikke
poetens overstadige humør.
Kræn Pedersen rystede på hovedet – Haraldsson
var et syn for guder.
Iført en slidt kedeldragt samt under den utallige uldtrøjer.
De lange ben afsluttede menageriet med et par store militærstøvler.
Tværs over den tøndeformede brystkasse espalierede
sig et patronbælte der ville have været revolutionæren
” Pancho Villa ” til ære.
Et gammelt Hanegevær af Tysk oprindelse hang nonchalant i
sin rem over den kraftige ryg.
Haraldsson briller duggede og da han havde fået stillet sin
jernhest op ad ladeporten og behørigt sikret sig at den blev
der, udbrød han.
” Fy for fanden et vejr og jage ræve i ”
” ja ja ” grinede Kræn, det er årstiden
Haraldsson – det er årstiden, den ka vi sgutte lave
noget om på.
Endnu en vogn ankom.
Det var selveste redakteuren.
Kræn rystede på hovedet, for den kjære bladsmører
havde lidt besvær med at befri sig for sikkerhedsselerne som
var nymodens fænomen og det gik da helt galt da han skulle
bjærge geværet.
I mellemtiden var dyrlægen ankommet.
Han gjorde sin entre med et rungende ” god morgen de herrer
” dette brøl forfjamskede redakteuren til eksplosionspunktet.
Det satans bøsseløb havde kilet sig fast i rygningen
på bagsædet.
Redakteuren var kogrød i hovedet af arrigskab, med en frygtindgydende
ed hev han voldsomt fat i geværkolben og endelig kom bøssen
fri, men forsagede en uventet overraskelse i form ag ren og skær
fri inerti, således at redakteuren der i forvejen var gumpetung,
gik bagover og landede på gårdspladsen.
Til alt uheld for den arme mand var det meste af bøsseløbet
stadig inde i bilens forkabine og da vor kjære redakteur havde
villet sikre sig mod overraskelser af enhver art, havde han inden
sin afrejse fra kontoret, ladt geværet med to styks kaliber
tolv – dyrhagl.
Verden stod stille et øjeblik.
Så lød et øresønderrivende brag og en
ladning dyrehagl flåede på brøkdele af sekunder
stoffet på vognens himmel op, fortsatte målrettet gennem
taget, efterladende sig et gabende hul.
Knud Haraldsson knækkede sammen og forover i et rungende latterbrøl.
” nej satame nu har meg sjet det med ”
Dyrlæge Hassellund spærrede øjnene op fumlede
febrilt efter flasken med ” den gamle danske ”
Kræn Pedersen brølede.
” I himlens navn din store idiot, du kører vel for
pokker ikke rundt med et ladt gevær i bilen”
redakteuren havde fået rejst sig og uden et ord, knækkede
han bøssen hvorefter den afskudte patron foer ud.
” hæ hæ hæ ” grinede redakteuren fjoget,
ska vi så se, at komme i gang!
manufakturhandleren der just var ankommet, stirrede misbilligende
på redakteuren og rystede på hovedet – for meget
tryksværte, tænkte han.
Sluttelig arriverede sognefogeden Torben Kjeldsen og var lige på
nippet til at kommentere redakteurens vogntag., men tog sig i det.
Glassene kom frem og de ædle dråber hældtes op,
hvorefter Dyrlæge Hassellund fordelte posterne, men da han
kom til redakteuren trak det konvulsisk i øjenkrogene.
” Vi to går sammen – Hm det er vist det bedste
” Redakteuren grinede fjoget og så var det af sted.
Den første plantage, følget kom til, var for at sige
det kort, rektangulær størrelse, men Kræn vidste
af erfaring, at netop dette stykke, var der hvor rævene holdt
til.
Strategien var på forhånd blevet sat og redakteuren
og dyrlægen skulle begynde fra nordsiden, mens Manufakturhandleren
og Sognefogeden, skulle begynde østfra.
Poeten Knud Harraldsson skulle således mødes med de
fire, nogenlunde midtpå.
Kræn var ikke helt sikker på, at den Norske skribent
vidste hvad der var midtpå, men det fik nu være.
Kræn havde besluttet sig til at støde på følget
fra den anden side også sådan midtpå, han havde
jo ”Bess” og vidste nogenlunde hvor rævegravene
lå – og så gik de.
Knud Haraldsson havde forsyningerne med og i brystlommen på
den slidte overall lå to stykker tætskrevne a fire sider
med eposet der under højtidelige former skulle læses
op under middagen.
Knud Haraldsson så allerede for sig selskabets begejstring
og måske den kjære redakteur ville indlemme det i næste
ugeavis.
Kræn Pedersen og ”Bess” havde forceret et lille
stykke vildnis bestående af irriterende brombær der
stak og flåede i tøjet, men frem kom de da og med et
stoppede mand og hund op i passende afstand af et kæmpe stort
egetræ.
Kræn kunne mærke på ”Bess” at det
var her, bøjede sig ned og slap hunden løs.
”Bess” stod et øjeblik stille i stivnet position,
så foldedes den lange krop sammen som en fjeder og frem foer
den mod egetræet.
Sekunder efter forsvandt hunden under træet og det var først
helt tæt på træet man både kunne se og lugte,
at her var der en ræv.
Kræn kunne høre hunden tumle under jorden, det var
således kun et spørgsmål om tid før ræven
kom farende ud, men det der skete kom helt bag på Kræn.
Kræn stod med begge ben spredte og bøssen parat til
at fyre af.
Pludselig blev der røre ved hullet og med ét, i en
støvsky kom Mikkel stormende ud og så hurtigt gik det,
at Kræn ikke fik en chance til, at lægge an.
I nogle gevaldige spring, jog ræven, en stor flot hanræv
ind mellem benene på Kræn mens ”Bess” havde
bidt sig forsvarligt fast i halen på ræven.
Og så var de væk og Kræn havde ikke så meget
som fået løsnet et skud.
Bagude Nordfra hørtes et par skud, lidt senere igen og Kræn
formodede at det var Dyrlægen og Redakteuren der skød
efter skovduer men Østfra, ingen lyd.
Knud Haraldsson stred sig gennem det halv våde vildnis, han
gik fuldstændigt opslugt i sine egne tanker, men efter at
have stridt i en halv times tid, mente han at tiden var inde til,
at smage på den medbragte akvavit og samtidigt ikke at forglemme
en god pibe tobak.
”AAAAH” udbrød Haraldsson mens han satte sig
på et nogenlunde tørt sted, trak akvavitflasken frem
og stirrede kærligt på den, fremtryllede et glas hvorefter
han med omhu skænkede de ædle dråber op til randen.
Piben blev stoppet og andagtsfuld tændt – verden var
jo vidunderlig og han lo højt da han pludselig kom til, at
tænke på redakteuren og de forbandede sikkerhedsseler.
Endnu en gang åbnede Haraldsson brystlommen og hev de to A4
sider som havde kostet så megen besvær frem. Endnu en
akvavit fandt frem til glasset og Haraldsson indre.
” I regn og slud skal ræven ud”
med skud og hundeglam den
døden skal lide
Hali Halo Hali Halo.
Så kort var verset og nu kom selve talen.
” Mine venner”
mine kære venner – i aften er en stor dag for os alle.
Igen i år har Kræn Pedersen beæret os med en kongelig
invitation ikke at forglemme den hulde Ragna der ødselt trakterer
os fra sit kulinariske kjøkken. Vi skød ikke mye,
men vi åd og drak mye.
Her stoppede Haraldsson op og trak en blyant frem. Her måtte
redigeres selvom han i og for sig fandt sætningen korrekt
så, kunne den måske modereres. En ny snaps blev skænket
op, piben kradset ud – tændt. Så optaget var poeten
at han fuldstændig glemte både tid og sted i redigeringens
ædle kunst. Ja så optaget var han af sine egne tanker
at han totalt glemte de andre jagtdeltagere selvom han af og til
hørte skud – og tiden gik,
Samtidig med at tiden gik, svandt indholdet i akvavit flasken ind
og naturen krævede sin ret. Poeten faldt i søvn med
en højlydt snorken.
--------------------------------------------------
Kræn Pedersen redakteuren samt sognefogeden manufakturhandleren
og dyrlægen havde lagt dagens jagtudbytte frem på gårdspladsen,
pænt dekoreret med friske grangrene. Det var blevet til fjorten
skovduer en enkelt ræv, men ikke den gamle ”Bess”
havde jagtet og bidt sig fast i. Det var tværtimod redakteuren
der havde fået et skud ind. Mere var det ikke blevet til,
men hvor fanden var poeten?
Det var et godt spørgsmål som ingen kunne svare på.
----------------------------------------------------
Haraldsson blev brat revet ud af ”Morfeus” verden ved
et par solide grynt.
Langsomt rejste han sig op i siddende stilling og så pludselig
ind i øjnene på den største so han nogen sinde
havde skuet.
Pludselig gik der panik i poeten.
Svinet stod og gumlede.
Ikke nok med at dyret gumlede, svinet var i færd med, at nedsvælge
den sidste A4 side af Haraldssons vers samt tale.
Med et uhyggeligt skrig svang poeten sig på benene og forskrækkede
i den grad soen der sporenstregs tog benene på nakken.
Poeten jog bagefter fuldstændig forblændet af raseri.
soen hylede som en dæmon, mens den forcerede tjørnekrat
og brombærbuske mens Haraldsson ordret åndede dyret
i nakken.
Dyrlægen rettede sig pludselig op, alle mand stod på
gårdspladsen med glassene i hænderne.
Ti stille for pokker udbrød dyrlægen, der sker sgu
et eller andet – ka´ i ikke høre det?
Alle lyttede og nu hørte de tydeligt postyret der kom nede
fra Kræns frilandsareal.
Dyrlægen Hassellund satte glasset fra sig og styrtede af sted
mod lydens retning og stoppede så pludseligt op ved siden
af et par læskure for søerne.
Dyrlægen spilede øjnene op over det syn der mødte
ham.
Haraldsson havde formået at trænge soen op i en krog,
men ikke desto mindre var dyret ikke mere ophidset end at den sindigt
gumlede på de sidste rester af poetens tale. Haraldsson stod
med bøssen i anlæg og havde et satanisk smil i øjnene…
Dyrlægen stirrede forfærdet på synet, men kunne
ikke få et ord indført og pludselig lød skuddet.
Det arme dyr fik kerneskuddet ret i panden og sank sammen som en
vissen klud og i det samme brød helvede løs.
Kunsten – kunsten, skreg poeten – Det satans urene dyr
har ædt kulturen.
Så så så så, beroligede dyrlægen ham.
Hvem fanen har ædt hvad, hylede Kræn og stirrede vildt
på soen der strakte sig i sine sidste krampetrækninger.
”Norske fjeld abe” skreg Kræn Pedersen, og fortsatte.
”Ved gud om du ikke har skudt min præmie so”
Knud Haraldsson rettede sig op.
”Det har sin forklaring” skreg han – ”Jeg
skrev for pøbelen og svinet åd litteraturen –
det er hvad der skete.
Redakteuren og manufakturhandleren samt sognefogeden der nu var
kommet til stede, satte i et latterbrøl.
Poeten slyngede med en pludselig bevægelse bøssen til
jorden, bredte armene ud og citerede med øjnene vendt mod
de grå jagende skyer.
I regn og slud skal ræven ud!
Længere nåede han ikke før bevægelsen og
indtagelsen af akvavitten gjorde sig gældende.
Poeten faldt hulkende på knæ, mens han mumlede.
”Svinet åd kulturen, det er således det kommer
til at gå i dette land.
Det var dyrlægen der skar igennem.
Mine herrer skal vi lade soen gå på tabs kontoen?
Hassellund stirrede stift på Kræn Pedersen.
Så vidt jeg husker Kræn, fortalte jeg dig for tre måneder
siden at den præmie so som du så smukt omtaler her,
kun var egnet til sæbelud, så lad du nu ”Kronjyden”
tage sig af det golde dyr og lad os andre liste hjem til Mor Ragnas
kødgryder.
Redakteuren fik grinende hanket op i poeten hvorefter det gik hjemover
til stadsstuen hvor et vældigt middagsbord var dækket
op og man kunne ligefrem høre hvorledes manufakturhandleren
og redakteuren smækkede med tungen.
---------------------------------------------------
Poeten havde alligevel besluttet sig til, at holde sin tale –
man kunne vel improvisere og efter kaffen gik det løs.
Cognacerne var store og gyldne, cigar og piberøgen kælede
for loftsbjælkerne, Bess lå tæt på kaminen
og spjættede i søvne og hele selskabet passiarede hyggeligt
mens poeten sad i dybe tanker, men pludselig rejste han sig.
Mine herrer, udbrød han.
Nu ska´ det fame være.
På det tidspunkt hvor poeten rejste sig, var hele selskabet
særdeles godt tilpas.
Manufakturhandleren morede sig åbenlyst skadefro over den
arme redakteur der skulle køre hjem i åben vogn. Betegnelsen
”Åben vogn” fremkaldte et buldrende latteranfald.
”Hold kjæften” skreg poeten, mens han skænkede
endnu en kraftig cognac op.
I regn og fjæll ska vi faneme ut.
”fanen ta det forbandede svin, men låt det fare. I dag
er en stor aften for os alle, førre året skjøt
vor kjære redakteur, sognefogedens kvie och fik inte skjæld
ut.!
Poeten fortsatte med et fast greb i stoleryggen.
Det kalder jeg fame for racediskrimination af første klasse.
Poeten stod et øjeblik og svajede frem og tilbage mens han
stirrede stift på resten af selskabet.
Det var i dette øjeblik, at kronen på værket
indtraf. Gangen ind til stadsstuen var på den ene side besat
med udskårne knagerækker hvorpå jagtdeltagerne
havde hængt deres overtøj, samt geværer, alle
undtagen poeten der havde stillet sit gamle ”Gebruder Merkel”
op ad væggen og af en eller anden årsag – rystelser
eller deslige, væltede geværet pludselig.
Der lød et voldsomt brag ude fra gangen.
Skuddet gik af da geværet ramte gulvet og påvirkede
den slidte hane.
Virkningen var ret voldsom i den trange gang hvor ikke en eneste
af jagtgæsternes frakker gik ram forbi.
Et øjeblik, bredte sig en lammende tavshed i stuen og langsomt
drejedes alle hoveder som på kommando mod døren ud
til gangen.
En svag røg spiral sivede langsomt ud gennem nøglehullet.
Kræn rejste sig med håret strittende til alle sider.
”Hvad satan var det”?
”hø hø” grinede redakteuren og benyttede
chancen til, at skænke endnu en cognac op.
Med et snuptag havde Kræn fået døren ud til gangen
åbnet.
”HARALDSSON” skreg Kræn med vildt opspilede øjne.
Røgen fra skuddet bølgede ind gennem stuen. Sognefogeden
udstødte et ”Du godeste gud”.
Alle havde nu rejst sig og stod nu på tæerne for at
besigtige skaderne i gangen.
Dyrlæge Hassellund kløede sig i nakken og udbrød.
”Det var satans, det var da ligegodt satans” Kræn
Pedersen rystede hovedet, hele gangen var raseret af den kraftige
ladning dyrehagl, gennemhullede jakkeærmer ituskudte hattepulde
blandet med fjerene fra en udstoppet ugle.
Redakteuren var ved at dø af grin og tårerne trillede
ned over hans tykke kinder.
Haraldsson stirrede fjoget på Kræn Pedersen og udbrød.
”Nu får du faneme tapetsere Kræn” –
Kræn stirrede tvivlende på poeten, rystede på
hovedet hvorefter han roligt lukkede døren og satte sig ved
bordet, mens de andre grinende fulgte hans eksempel.
Først langt ud på natten, brød selskabet op
og poeten der havde fået mere end rigeligt, sad og halvsov
henne ved kaminen og det blev derfor besluttet at den kjære
redakteur skulle køre ham hjem idet ham en cykel plus gevær
ville være direkte uforsvarligt.
Og således skiltes det lille jagtselskab. Idet redakteurens
vogn kørte ud af gårdspladsen, vågnede poeten
pludselig op, virrede lidt med hovedet og udbrød så.
”Det var dog fanens til træk du har i den her vogn”?
Redakteuren kiggede ondskabsfuldt på poeten og mumlede.
”Årh. hold kæft”.
Som små støvkorn, har jeg i det foregående fortalt
løst og fast omkring de mere eller mindre barokke oplevelser
der nu ligger bag mig.
Lidt poesi, i hvert fald min form for poesi hvor jeg skuer meget
til det forgangne og ikke så meget til det nutidige.
Dels ligger det foran mig og dels er det noget der skal bearbejdes.
Et eller andet sted, skal man vel passe på ikke at komme til,
at analysere sig selv ihjel hvilket jeg mener, heller ikke er tilfældet.
Det nutidige, har i øvrigt en eller anden tendens til, at
ligge for tæt på. Der er mange år hvor jeg ikke
var hjemme i Nordjylland.
Dels var jeg blevet gift, et kapitel der ikke var så heldigt
og førte andre endnu mere uheldige ting med sig og dels havde
min karriere til søs som jeg mere eller mindre beskriver
i min bog ”Lad gå for og agter, midtskibs er sejlet”
men det er rigtigt, vanviddet, lurer lige om hjørnet.
Selv i firserne hvor jeg havde nogle dramatiske år, måtte
jeg af og til ryste på hovedet af de totalt vanvittige oplevelser
jeg havde.
Der var noget med en grøn ged!
Hverken mere eller mindre.
Jeg havde fået en opgave på Mallorca for en af de såkaldte
rigmænd, prisen var aftalt, det skulle være noget med
cirkus en gul kornmark og en grøn ged!
Nu var omtalte personage noget excentrisk og helt ærligt,
tvivler jeg på, at den arme djævel i det hele taget
vidste hvem han var, men geden ville han have. Billedet blev færdigt
og da det ikke kunne være mindre end stort var vi to mand
der en aften fik det slæbt ned på restaurant ”Huckleberry”
hvor Preben Jensen fra tidligere tiders kunstner kro serverede.
Jeg husker at jeg var hård nok til, at gå i kødet
på excentrisen og jeg fik mine penge, men han ville ikke have
billedet, men her var der kort proces for med et, stak Preben mig
et skævt smil og så købte han skidtet for 5000,00
pesetas og så vidt jeg ved, var det formanden for den Danske
forening, stoffer der købte det af Preben – alt kan
sælges og Preben købte en overgang i et større
anfald af vanvid alt hvad jeg lavede af oliemalerier og som sædvanlig
fik de lov at stå ude bagved på ”Huckleberry”
fordi intet af det var tørt og samtidig var det de mest vanvittige
materialer jeg malede på – lige fra gips eternitplader
til tagpap, jo der var sgu gang i kunsten.
Men der var en anden ged involveret i mit liv.
Sommeren 1980, var jeg på besøg i Løkken og
den gik ikke stille af, det var mens Kjeld Martin levede og vist
nol det år hvor jeg købte hans hund Filou for ikke
mindre end femtusinde kroner kontant.
Kjeld Martin og jeg samt min fætter ”Ole femogtyveøre”
raserede byen på godt og ondt og en formiddag, besluttede
vi at tage ud til en tidligere fabrikant af Løkken pejse.
Salget var det sidste stykke tid gået skidt for ham, han var
således flyttet et stykke fra byen, hvor han nu stred med
minderne om en svunden storhedstid, en rappenskralde af en kone
samt et hav af unger i alle størrelser.
Vi tre Kjeld Martin Ole og jeg besluttede at aflægge erimeritussen
et besøg, han skyldte mig for resten 20 kr. men hvorom alt
var pakkede vi bilen med en stak øl samt unævnelige
flasker Jægermeister, som vi købte hos Orla ude på
Strandvejens camping – og så af sted.
Jeg husker ikke rigtigt hvad den her fabrikant hed, det er der sikkert
andre der gør, men hvorom alting er, vi ankom og selvfølgelig
blev der fest i laden – konen ville ikke have at han drak
inde og ryge måtte han heller ikke – hvor langt kan
et menneske synke.
Midt under hele festivitassen, bragte jeg de tyve kroner på
bane!
Du skylder mig tyve kroner gamle ven, sagde jeg med et smørret
grin.
Et øjeblik, stod den tidligere fabrikant og sundede sig,
så satte han ølflasken på en huggeblok hvor adskillige
suppehøns, havde ladet deres arme hoveder. Efter en stund
svarede han.
Dem hår a godt nok int lien o, men hved du hvad, ka do se
den ged der går over på den anden side af vejen?
Det kunne jeg udmærket.
Godt, sagde han og fortsatte.
Du kan gå over og sparke geden i røven for de tyve
kroner.
Kjeld Martin og Ole stak i en hysterisk latter og så var der
jo ikke andet for, end at jeg måtte over på den anden
side af vejen – nu var der jo sat gang i den. Jeg havde i
øvrigt aldrig haft noget imod geder, så venlig som
jeg var, satte jeg træskoene fra mig, kiggede lidt på
dyret der ikke lod til at tage sig noget af at jeg stod og beskuede
dens bagdel.
I øvrigt var geden sgu større end jeg havde regnet
med, store krumme horn og et gevaldigt lykketoft skæg.
Endelig tog jeg mod til mig, løftede det ene ben og langede
geden et gevaldigt spark i røven! Det sku jeg aldrig have
gjort.
Aldrig i mit livs skabte dage, har jeg set et dyr reagere så
hurtigt som den forbandede ged,
Den vendte sig i brøkdele af et sekund, hovedet ned mellem
benene og fremad mod den formastelige.
Fire fem voldsomme stød fik det satans dyr sat ind i maveregionerne
før det lykkedes mig at slippe væk!
Ja der ka du se, sagde fabrikanten med et skævt smil.
Den gir byttepenge tilbage.
Det lærte jeg noget af!!
Oppe ved signalmasten står en gammel signalkanon.
Den har ikke altid stået der, men derimod blev den af mig
ukendte årsager flyttet fra den plads hvor den står
nu, til den dengang nyanlagte plantage og anlæg.
Nu er den så flyttet tilbage til sit vante sted og står
deroppe ved signalmasten der varskoede folk og fæ og specielt
fiskerne når der var ondt vejr i sigte. Dengang i halvtredserne
eksisterede begrebet banditter ikke, kun møgunger og vi var
nogle stykker der gik ind under den kategori.
Den lange elendighed samt den brødløse bager var selvskrevet
i klubben der kun havde det eneste formål, nemlig at gøre
livet surt for landbetjent Boesen der næppe i de år
oplevede at få ridebukserne af ret mange gange grundet alt
det djævelskab os unger præsenterede for ham.
Opfindsomheden havde ingen grænser og vor kære ven Louis
Slot var så sandelig heller ikke sen til, at udnytte situationen
– men på andres bekostning og ganske naturligt, egne
præmisser.
Det var mens Bager Frandsen havde bagerbutik på hjørnet
af Præstevangen og Nørregade at jeg fik indblik i hvad
”tosse Erik” kaldte, til fingerpris og det var dengang
en pinocchiokugle, kostede en øre.
Fremgangsmåden var i og for sig ganske enkelt og lykkedes
hver gang og bestod i, at vi var tre der gik ind i bagerforretningen
og hvor jeg som den mindste skulle dukke mig bag disken mens Fru
Frandsen møjsommeligt talte kuglerne op, vi købte
gerne for en krones penge og dem var vi som regel kommet til, på
tallerkenrækkerne! Når så Louis og tosse Erik
havde fået hvad de skulle have, forsvandt de og det var så
overladt til mig, at pr. fingerpris at rage så mange jødekager
til mig som muligt.
Jeg var vist nok lidt bange for Louis dengang, jeg var jo den mindste
og havde bare at makke ret.
Jeg husker det havde været en trist sommer uden mange sommergæster
som vi kaldte dem dengang, den røde skoles trivialiteter
den røde strikkede hue som altid sad på hovedet af
mig og irriterede, det evindelige terperi, lyden af tavlekridtet
og griflernes hvinen hen over skifertavlen der lå på
skolebordet foran os og sidst, men ikke mindst havde jeg lagt blækhuset
for had og havde mangen en gang moret mig med, at putte toiletpapir
ned i det så blækket, blev en stor klump.
Kongepennene var en anden historie og hvem der egentligt fandt ud
af det, er jeg egentligt ikke klar over, men hvorom alt er så
havde en af os fundet ud af at man kunne flække skaftet i
to snit, ned på stranden få fat på et par mågefjer
og man havde en dødsens farlig pil som vi kaldte den vingede
pegasus!
De var virkelige livsfarlige og jeg mener, at huske at dette eksperiment
stoppede brat da en eller anden tøs fra Vittrup via tosse
Eriks armbevægelser blev bestykket med et styks kongepen med
skaft og mågefjer i bagerste ende på en afstand af fire
meter.
Så blev det overlæreren Sørensen for meget og
spanskrøret svirpede – det var ikke blot Erik der fik,
næ et spirende demokrati i den røde skole gjorde, at
samtlige som var i besiddelse af missilerne, fik en omgang.
Nu var der som sagt gået en del måneder og egentlig
tror jeg, at selv Boesen landbetjenten var lidt utilpas, for der
skete ingenting – absolut ingenting og os møgunger
var frustrerende, der måtte ske noget.
Jeg husker at sommeren der som sagt ikke var alt for god, var gået
med at leje knallerter, de hed for resten Mobylette, hos importøren
der var total ligeglad med hvor gamle vi var og så fræsede
vi rundt i Løkken til skam og skænde for løsgående
hunde samt gamle fruer.
Hvor det egentligt kom fra er jeg aldrig blevet klar over, men det
må nødvendigvis have haft noget at gøre med
Farbror Aages indmeldelse i hjemmeværnet.
Farbror Aage var den yngste i flokken af bedstes børn hvor
af Poul Marius Jensen blev min far.
Hvorom alt er, farbror Aage var i komilære hos købmand
Laubjerg i Løkken, men han var som sagt også meldt
ind i Hjørring hjemmeværn og om det var i den forbindelse
sortkrudtet stammede fra, skal jeg lade usagt – jeg havde
set, at på øverste hylde i et af skabene i bedstes
køkken, stod der en stor hvid beholder.
Den dag i dag husker jeg stadig hvordan dåsen så ud.
1 kg. Sortkrudt hverken mere eller mindre, prydet med to korslagte
Dannebrogsflag og påskriften ”Herrens krudtværk
Frederiksværk”
Hvis jeg skal være ærlig, var det mig der kom med ideen
til plottet. I min daglige fantasi var jeg konstant omgivet af pirater
– med røde tophuer, så løsningen på
vores trivialiteter lå ligefor.
Kanonen i plantagen skulle fyres af, men det krævede forberedelser
og for både tosse Erik og mig var det ensbetydende med, at
tallerkenrækkerne igen måtte stå for skud, for
når kanonen i plantagen skulle fyres af, ja så skulle
det gøres ordentligt så vi var sikre på at Boesen
blev vækket af sin dvale.
Vi havde hos importør Andersen udset os en stor kasse papsøm
af ikke ring kvalitet, men den kostede en formue, 1 kr. og 25 øre,
så der måtte spinkes og spares, der måtte jo heller
ikke drives for megen rovdrift på tallerkenrækkerne,
fordi så risikerede vi jo, at blive afsløret allerede
før projektet var begyndt. Endelig en dag var målet
nået og de 1 kr. og 25 øre brændte i lommen på
os. Vi havde intet sagt til nogen sjæl, ikke engang den brødløse
havde fået nys omkring vores forehavende, der var kun os to
sammensvorne – Tosse Erik og mig!
Papsømmene var blevet indkøbt, jeg havde fået
fat på krudtet, selvom jeg vidste at blev jeg opdaget, så
vankede der stryg i lange baner plus landbetjentens pisk som han
altid gik med – men vi var fast besluttet på at fuldføre
vort forehavende.
En lille del af krudtet, brugte Erik og jeg til lunte der bestod
af en lang selvbindersnor, krudt der blev opløst til en grød
i vand og som derefter fik lov at tørre, lunten var klar
– papsømmene var klar og bestykket med et styk Aalborg
Stiftstidende, listede Erik og jeg os en søndag formiddag
ved kirketide ud i plantagen.
En lang stang der blev brugt til ladestok kom i brug, løbet
på kanonen blev behørigt renset, lunten blev lagt helt
ned i bunden af løbet fordi den ikke ellers kunne affyres,
fænghullet var svejset til.
Ind med krudtet ind med et kg. papsøm og hele herligheden
blev stampet fast med Aalborg Stiftstidende – lørdagsudgaven!
Erik og jeg havde aftalt, at så snart lunten var blevet tændt,
skulle vi tage til benene og stikke af, men hele situationen var
ganske enkelt for meget for mig og da sporet efter den brændende
lunte forsvandt ind i løbet, glemte jeg alt om, at løbe
og stod som en paralyseret høne, stiv som en saltstøtte
og ventede på dommedag – afhuggede hoveder med videre.
DET KOM!
Et brag der kunne høres helt op til Vorherre en ildflamme
af enorme dimensioner, en sky af papsøm der først
klippede toppen af de unge graner i yderste række af plantagen,
fortsatte tværs over Søndergade og slutteligt borede
sig med et højt lydeligt klask ind i et gran raftehegn, med
et enormt svup.
Tosse Erik den tøsedreng, var for længst forsvundet
i periferien, jeg stod blot og stirrede stift frem for mig –
totalt døv!
Da den kvælende krudtrøg smuldrede i den lette efterårsagtige
brise, luskede jeg stille af.
Hjem til bedste!
Efterspillet?
Jeg husker ikke ret meget til efterspillet, men en ting er helt
sikker at vor kjære landbetjent Boesen mere eller mindre fik
sig en hjertekvababbelse der i den grad tog pusten fra ham, men
vi nægtede selvfølgelig både det og det vi i
fremtiden ville lave så det eneste der kom ud af det, var
en svirpende ridepisk og Else Maries bekymrede ansigt og hun mente
jo nok at Polle skulle til at frekventere kirken lidt mere hvorpå
Boesen satte en komplet hysterisk latter op.
Løkken. 3. januar 2005.
Man skal leve og man skal leve fuldt ud.
At leve vil sige, leve på grænsen mellem
Halv succes og halv fiasko.
At leve, vil sige at rejse sig fra noget
Der måske ikke lykkedes fuldt ud, børste
Støvet af sig – bevæge sig fremad mod nye
Visioner – ideer.
At leve, er også at vide livet er en
Stor rejse, uden retur.
Ovennævnte er nogle tanker, en videredigtning af en sekvens
som forfatteren Jørgen Riel skrev i en af sine bøger,
men som jeg fandt i tråd med min egen opfattelse.
Jeg er ikke rigtigt klar over hvorledes det hele begyndte. Uanset
det, begivenhederne venter ikke på nogen forklaring, men virker
i princippet på egen fremdrift.
Intet kunne stoppe det jeg nu beskriver og som var og er mit liv
på godt og ondt.
Undskyldninger overfor disse begivenheder er aldeles uden betydning
og vil derfor i det følgende ikke være nogen del af
den virkelighed, de oplevelser der beskrives.
Jeg har under arbejdet med denne lille bog, fået en hel del
tanker og oplevelser på plads og er der nogle der skulle blive
skuffet over at de ikke får det hele med, vil jeg sige som
en af mine gode venner der ligeledes på et tidspunkt følte
trang til, at skrive sine erindringer – og gjorde det.
Ventede i to år, genlæste manuskriptet og udbrød!
”Du godeste gud, har jeg kvajet mig så meget”
min illustration til denne indledning, fortæller stort set
alt om mig og min til tider barokke opfattelse af livet, for som
Vorherre siger til Jensen der sidder ved staffeliet.
”Hvis det der kan lade sig gøre, så kan alt lade
sig gøre”
Jeg er født det herrens år 1941 i nærheden af
Vordingborg. Grundet min mors sygdom, blev jeg tre måneder
senere sendt op til min fars mor og farbroder der drev et lille
ni tønder land landbrug med flyvesand – det var dengang
man tilnærmelsesvis, kunne leve af så lille et lod.
Her oplevede jeg en herlig sorgløs barndom som desværre
kun varede i fem år hvor min mor hentede mig tilbage til Sjælland.
Jeg kendte jo næsten ikke min mor og det jeg i tiden der kom,
lærte om hende, brød jeg mig så absolut ikke
om.
Det blev i det følgende en meget ensom barndom hvor der stort
set ikke var andre jævnaldrende at leg med, og de der var
måtte jeg ikke lege med fordi man jo aldrig kunne vide hvad
jeg nu kunne finde på af djævelskab.
Jeg var ganske enkelt nødt til, at skabe min egen verden
i en tåge af fantasi – den virkelighed jeg levede i
kunne jeg godt undvære.
Jeg skabte som sagt min egen fantasiverden som jeg ganske enkelt
lukkede mig inde i og hvor skolegangen, var en stor forbandelse,
de unge år, ja stort set helt op til 1958, havde jeg ført
en ganske kaotisk tilværelse med anbringelser på diverse
institutioner dels fordi jeg havde svært ved, at indordne
mig under regler og rammer som almindelige dødelige må,
kæmpede mod alt hvad der blot lignede offentligheden i særdeleshed
og diverse myndigheder i almindelighed.
1958 var et skelsår for mig, men det bliver belyst i min beskrivelse
af de fjorten dage jeg boede hos forfatteren Ernesto Miller Hemingway
på den Spanske ø Fuente ventura.
Senere hvor jeg for alvor stod til søs januar 1962 og hvor
det blev til næsten tredive år til søs –
en karriere som jeg i dag godt kan se aldrig skulle have været
påbegyndt, fordi det var jo kunsten der virkelig brændte
i mig, men alligevel er jeg utroligt glad for den tid der var så
stor en del af mit liv og hvor jeg 1992 stoppede efter at have sejlet
på Grønland i fem år og hvor jeg slutteligt,
måtte erkende – dels at kræfterne ikke slog til
og dels at jeg ikke var dygtig nok.
Den erkendelse gjorde ikke ondt, fordi nu kunne jeg fuldt ud beskæftige
mig med det jeg virkelig brændte for – at male, at tegne
men mest at skriv som ganske langsomt og sikkert piblede frem. En
utrolig god læremester, havde jeg i min gode ven Knud Holst

jeg holdt altid af, at se på den lille by på afstand.
Den by der mere end noget andet sted i verden blev mit hjem.
Stærkest følte jeg det når jeg var langt væk!
Med tiden sneg forandringerne sig ubønhørligt ind
over byen.
Forretninger stod gabende tomme, kun få stod tilbage uden,
At fortælle andet end en hvisken fra en fjern fortid hvor
Alt ikke gik så stærkt og hver gang jeg stod i byen,
sås forandringernes tydelige spor, men stadig med de røde
tegltage
Med de hvide gavltegl, men kun det udvendige holdt fast på
Illusionen – nyt for enhver pris!
En ting, er altid det samme.
Havet med dets evigt brusende bølger, klitrækkernes
uendelige
Rækker hvor så mange skæbner har sat deres fodspor
i det
Lyse sand.
Fodspor der hviskedes ud efter en fygende storm.
Endnu kan jeg se deres skygger vandre!

REGN.
Piskende regn ud over havstokken.
Her kunne jeg ikke stå alene –
Men var det.
Tankerne vendte.
Intet udråb – blot stille.
Forvirring – fortvivlelse!
Søgen efter sikker havn ved
Stormombrust hav
Sandflugt.
Septembervejr og solen der slap op.
Gustne skyer og piskende regn.
Piskende svirpende vestenvind.
Skæve læhegn.
Glimtende regnpytter.
Sandflugt.
Piskende hvirvlende sandkorn
Trækker efterårets tæppe ned.
Der hvor alting hørte op
Hørte op, men bragte nye vidder
Klemte hjertet ind
Mellem hav og klit.
Tækkes ingen,
Forstår det meste.
Ivrer efter lys og skønhed.
Ved det lykkes.
SOMMER.
Varmedis!
Bølgende kornmarker.
Stille sitrende luft.
Landskab.
Flimrende skygger,
Insekters myldren.
Havets sølvsnor –
Får øjet til, at dirre.
Horisontens skyggespil.
Lune nætter.
Stjerneskud som glimtende sølv.
Senere, dugfrisk marehalm.
Dine fodspor støver!
Udråbstegn.
Af hvirvlende partikler.
Lange skygger.
Mindet om din krop –
Fuld af kølig forståelse.
Tankernes dans.
Som piskende sandkorn
Falder til ro i fantasiens filter.
Med et fnys,
Vågnede den op.
Kong vinter.
Bredte sine arme ud
Rystede den dovne krop
Gjorde sneblomster i kold luft.
Snart vågner du helt op
Tager fat i frostklare pensler –
Maler landskaber i kølige farver.
Snefnug fra din ånde
Natten lang
Piskede ud over landskabet
Snart hang grene og kviste
Tunge af sne.
Og vinteren foer videre.
Himlens fugle
Søgte læ for
Piskende vind og gennemtrængende kulde.
Denne nat,
Dækkedes alt i hvidt.
Årets andensidste måned stod brud.
BYEN!
Det er en sød lille by.
Der bag klitrækkerne ligger den,
Med sine røde tegltage der glimter
I morgensolen.
Sandet og vinden har lagt sig.
Og af stormen, er nu kun tilbage
Havets dumpe drøn.
Havhestene har rede raseriet af sig.
Tilbage ligger små dynger af sand
Ved hvert hushjørne
Vidner om nattens vildskab.
Ude i øst, splintrer solens stråler
De sidste rester af mørke natteskyer.
For bådene – de få der er tilbage
Er det endnu ikke havvejr, men
For mågerne dagligdag.
Pludselig som en eksplosion af
Hvide svirpende vinger, kaster de sig i luften.
Dagen er begyndt.
HAVET!
Så står man der pludselig.
Kan ikke komme længere.
Ved dette hav, kan man ikke
Stå alene!
Ved dette hav fødtes mange skæbner
Ved dette hav fødtes mange
Håb.
Ved dette hav knustes mange håb!
Den skarpe vind hvisker med
Fortids stemmer
Og fremtids håb.
Ved dette hav kan ingen stå alene.
For groft – for stort og violet.
De vilde havheste rider
Med skum for bringerne.
STILHED!
Pludselig var der stille!
Gaden ligger øde hen.
Alt var som en gammel film,
En strimmel celluloid.
Jeg står her alene – rådhusuret slår!
Værthusdøre smækker, en brandert
Bæres hjem – hænderne i lommen
Roder efter skod!
Reminiscenser fra den forgangne aften
Hvor alt var lyst og let.
Gaderne er øde – man lister stille hjem
Skoddet brændte læben og tanker
Løb løbsk.
Novelle fra det virkelige liv.
Valle satte sig tungt på barstolen, lagde sine kraftige arme
på bardisken, drejede hovedet og konstaterede, at cyklen stadig
stod hvor han havde sat den.
Det regnede nu, han tænkte at det var godt, han var kommet
i tørvejr.
Valle var blevet gammel – ja, det vil sig cykle kunne han
da stadig så helt galt var det da ikke.
Han havde lige været på stranden for at se om der var
kommet et par torsk i land, ellers var der jo nok af dem her i baren.
I det samme kom legenden Bu Henning ind ad døren med et her
kommer jeg smil.
Valle fik bestilt sin øl, fik hældt op i glasset og
det var så det – han kiggede sig omkring. Erik sad og
kiggede sløvt frem for sig, Thomsen kiggede ligeud og værten
John sad på en høj stol bag baren og gjorde ansigter.
Oppe for enden af baren stod Svend Balle og sagde ingenting og Bu
Henning havde presset sig ned mellem ham og Hugo der tidligere havde
været en af byens førende forretningsmænd, billigt
porcelæn til dyre priser – Nå Nå sagde Hugo.
Bu Henning havde ingenting sagt endnu, men Hugo var sikker på,
at han ville gøre det så det var bedre at forbygge
end helbrede.
Svend Balle sagde ingenting og John blev ved med at lave grimasser
mens Valle kiggede i pengepungen for at se om der skulle være
til en bajer mere, men det regnede stadig, så det var der.
Valle var ude på noget, men han kunne ikke rigtigt huske hvad
det var og så kunne det for resten være ligegodt, han
havde jo ikke så travlt og så var det for resten tirsdag.
Det var Bu Henning der var kommet med den oplysning.
Chauffør Erik fnyste, Thomsen så lige ud og sagde ingenting.
Som om det ikke var tirsdag hver uge, i det mindste en gang, det
var sgu da ikke noget at begynde at oplyse om på et værtshus.
Carlton var et meget specielt sted hvor der var plads til tre kategorier
af stamkunder. Siden af baren der vendte ud mod det store spejl,
var forbeholdt dem der snakkede meget om ingenting, mens enden af
baren var forbeholdt de som ikke sagde noget og bare lyttede til
det de andre sagde. Den modsatte side af baren var forbeholdt de
kunder som elskede at sidde og råbe til dem ovre på
den modsatte side og det var jo heller ikke så ringe endda
fordi så fik man et indtryk af at der var betydelig flere
langs siden ud mod fiskerestauranten den der i virkeligheden var
og det fremmede omsætningen en del, når der skulle langes
bajere over disken.
Peter Bannesick kom stormende ind ude fra gangen. Er der nogen der
har ringet.
John lavede en grimasse, som lod forstå at det var der ikke
hvorefter Peter servicerede sig selv og tænkte på dem
der ikke havde ringet og så ku de sgu også bare lade
være, han havde tid nok.
Chauffør Erik sad og spekulerede på om han ikke skulle
gå hjem og barbere sig, men det kunne vist godt vente til
i morgen og i øvrigt havde han ikke tid for han skulle køre
nogen til Hjørring, hvem det var, kunne han ikke rigtigt
huske, men det kunne vel også være ligegodt bare de
mødte op.
Bu Henning forsøgte at få tirsdagen afsat til Kjælberg
der lige var kommet ind. Den gik heller ikke, for hr. Kjælberg
vidste sgu godt det var tirsdag.
Hvorfor fanden er du så interesseret i tirsdag Henning.
Henning smilede sit sædvanlige Clark, jeg ved det ikke Gable
smil.
Nå sagde Kjælberg, han var nemlig god til, at sige nå.
Thomsen sagde ingenting og Valle grinede og bestilte sin tredje
bajer, og det regnede stadig og John sad stadig og gjorde sig til.
Telefonen ringede.
Peter Bannesick lyste op, det er nok til mig.
Det var det ikke og udenfor regnede det stadig, og Bu Henning syntes
at det var forbandet at det skulle regne på en tirsdag. Svend
Balle bestilte en øl, men besluttede sig til at give en omgang
for som han sagde i anledningen af tirsdagen.
Nå – Nå, sagde Hugo, nu har – har hu hu
hun, været ovre og få få klippet hå håret
igen.
Valle drejede hovedet, for han sad jo ud mod gaden med ryggen til
frisør Inge hvis Buldog lå savlende i vinduet.
Det er aldrig nogen ting til udbrød Bu Henning, men hvad
det var der ikke var nogen ting til fandt man aldrig ud af.
Kjælberg stak i en skinger latter HUI HUI HÆ HÆ,
lød det. John sad stadig og lavede grimasser og besluttede
sig så til at give en omgang på husets regning. Nu gik
døren ud til gangen op, det var HP med kasket og dagens post
der skulle afsendes.
HP gjorde meget ud af at lægge stabelen af udskrevne fakturaer
på det høje aflange og lidt buede bord ved spejlet.
Henvendt til Thomsen der sad og kiggede ud i luften, sagde han.
Du passer lige på det her Thomsen. Thomsen bevægede
sig ikke, men passede på og Bu Henning begyndte at tale om
golf.
Chauffør Erik udbrød med slet foragt i stemmen. Sgu
da ikke på en tirsdag og i regnvejr.
Bu Henning smilede sit tandsmil og Valle rejste sig, åbnede
døren og gik.
Man spiller sgu da ikke golf i regnvejr og så på en
tirsdag.
HUI HUI HY HY, grinede Kjælberg. Ved i hvad, ved i hvad sagde
Kaj der havde holdt sig noget tilbage – det lignede ham ikke,
men han var blevet sur på HP fordi han ikke havde hilst på
ham. Det er aldrig nogen ting til kom det fra Bu Henning og Svend
Balle grinede men sagde ingenting og nu kom Johns kone Mulle ind
af døren med pengekassen i armene.
Tag dig en kop kakao Mulle, sagde HP og mimrede med munden.
Mulle grinede og John lavede grimasser.
Hugo der havde siddet tavs et stykke tid, det var fordi han var
blevet bidt af slagterpers hund som han var kørt ret ind
i, fordi den havde stået tøjret til slagterpers bil.
De de de det var ss sgu nogle go go gode bukser – de var helt
nye sagde Hugo der var blevet bidt.
Thomsen vågnede op, hvis det havde været mig, havde
den hund været død, sagde han – Der havde ikke
gået mange sekunder kommenterede Bu Henning.
HUI HUI HY HY grinede Kjælberg og så på en tirsdag
– HUI HUI.
Døren ud til gaden gik op.
HU HUI HUI HY HY, grinede Kjælberg da han så trykkeren
komme ind og satte sig der hvor Valle havde sat sig, HRMPF HRMPF
sagde han og blinkede skævt med øjnene og fik nervøse
trækninger i ansigtet der lignede en kugle. Bu Henning spidsede
munden pillede nervøst ved sin kasket og spidsede igen mund
– Det er aldrig nogen ting til mumlede han og bestilte en
øl til trykkeren der var byens Satyr i egen person.
Svend Balle drak ud og gik, mens Peter Bannesick stadig stod og
ventede på dem der ikke ringede til ham, det gjorde de altid
først når han var gået, og nu gik han.
Ved i hvad, sagde Kaj, ved i hvad, jeg vil skide på den tirsdag.
Bu Henning mumlede, og sådan er det bare og det er det bare.
John var holdt op med at lave grimasser og nu gav HP en omgang mens
han diskuterede med Kaj om hvad de skulle have til aften den dag.
Kaj koncentrerede sig om Chauffør Erik der gjorde mine til,
at gå. Har du betalt, spurgte Kaj.
Erik snerpede munden sammen og kiggede nærsynet på Kaj.
Kjælberg grinede HUI HUI HY HY.
Ja gu fanen har jeg da betalt – jeg betaler altid.
Kaj grinede, for nu havde han fået hidset Erik op men han
havde glemt hvad han og HP skulle have til middag.
John begyndte at lave grimasser igen.
HÆ HÆ grinede trykkeren og lavede ansigtstrækninger
der fulgte med helt ned i venstre skulder, han bestilte mere øl
og det var han god til, nu var ugeavisen jo færdig.
Et øjeblik stod trykkeren lige som om han ikke rigtigt kunne
finde ud af hvem han skulle angribe, men kastede sig så over
Kjælberg. HUI HUI HY HY grinede Kjælberg, han var begyndt
på de små sorte nu og spenderede en omgang inklusive
til den kære redaktør der grinede fjoget og fik endnu
flere trækninger i ansigtet.
Døren blev åbnet igen og Jette Frøstrup valsede
ind som dronningen af Saba, valsede over til den side hvor de ikke
sagde så meget og begyndte at råbe til Svend Balle der
var gået, hun havde været til fest hele natten HUI HUI
HY HY grinede Kjælberg og bestilte en omgang mere.
Jette faldt pludselig ned af stolen – hun forsvandt bare.
Bu Henning udbrød, det er aldrig nogen ting til.
Jette kom til syne igen, rettede lidt på sit hår og
opdagede at Svend Balle var gået for længst.
Trykkeren turde ikke give sig i kast med Jette, hun var for stor
en mundfuld.
John rejste sig med et og gik ud bagi.
Trykkeren var godt i gang med at belære Kjælberg om
kommunens foranstaltninger mod rotter. HUI HUI HY HY grinede Kjælberg
mens han bestilte en sort mere.
I det samme kom Duchniks hund.
Han sidder oppe på Kragskovhede, fortsatte trykkeren.
NÅ NÅ sagde Hugo
Trykkeren fik ansigtstrækninger igen.
HUI HUI HY HY grinede Kjælberg.
Han er forbryder sagde trykkeren. Det er aldrig nogen ting til,
mumlede Henning og viste sit bedste Clark Gable smil.
Thomsen sagde ingenting, og HP spidsede mund.
Spis nu brød til, trykker, spis nu brød til.
Trykkerens telefon ringede – han var begyndt at svede nu.
Han tog telefonen. Hallo sagde han, det er Vagn – Trykkeren
lyttede opmærksomt et øjeblik.
Jeg kommer med det samme, sagde han og lukkede telefonen. Duchniks
hund var kommet ind ad døren sammen med Johnni, men da var
trykkeren forsvundet ud af bagdøren ud til gangen.
Svend Balle var forsvundet for længe siden og Jette forsvandt
ned ad stolen igen, men kom hurtigt op igen.
John kom grinende ud bagfra. Så fik vi ham af sted grinede
han og serverede en øl til Johnni.
Hunden sagde ingenting og lagde sig.
KJÆLBERG var blevet skeløjet nu og bød Jette
og Johnni en øl HUI HUI HY HY grinede han og nu gik døren
op igen, det var Steinar og trykkeren. HÆ HÆ grinede
trykkeren, gjorde ansigt og satte sig.
Der lød et brag ovre fra den billige langside og Jette forlod
sin stol igen i en sky af rødt hår.
HUY HY HY HUI grinede Kjælberg og samtidig kom den lille købmand
og Perlehønen ind ad døren.
HUY HY HY HUY grinede Kjælberg der havde sat sig for at flasken
med ”Fischermans” skulle udryddes.
Trykkerens hoved gik nu i et med kroppen mens han belærte
Steinar om faren ved ikke at efterkomme kommunens forordninger vedrørende
rotter men han havde lidt svært ved at få ordene ud
gennem sine kødfulde læber der syntes at være
udenfor kontrol fra resten af motorikken – Æææhø
sagde han med rusten stemme der knækkede over i noget der
lignede latter – har vi nogen rotter her brølede han?
HUY HY HY skingrede Kjælberg der var nået godt og vel
halvvejs ned i the Fischermans sjæl.
Det er aldrig nogen ting til mumlede Henning og bestilte en øl
til udenfor regnede det stadig, men det betød ingenting nu.
HÆ HÆ HÆ., grinede trykkeren, ka man få
noget øl her?
Kun hvis du betaler svarede Kaj der stod på den anden side
af baren og borede sine øjne ind i trykkerens. Johnni forsøgte
at forstå hvad der skete inde i trykkerens hoved, men hun
opgav – der var sikkert kun rotter på loftet.
|