Frosten udenfor, gjorde isblomster på ruderne og frembragte fantastiske mønstre. Indenfor i stuen, kun oplyst af en blafrende petroleumslampe hvis flamme af og til, flakkede nervøst i trækket fra de utætte vinduer. Han frøs, men mærkede det ikke rigtigt – måske fordi han var så vant til kulden der selv om sommeren omgav ham. En brændeknude faldt sukkende sammen i den høje kakkelovn og fik et øjeblik marieglasset til, at lyse op som et rødgult øje i halvmørket, kaste skygger på det gamle stueur glimte i det svingende pendul der tikkede sekunderne over i evigheden. Hans knæ var blåfrosne, for selvom det var midt i november, sad han stadig i korte bukser med benene svingende frem og tilbage som pendulet i uret. Han hørte moderen i køkkenet, han hørte hende arbejde med ringkrogen og den forhadte kasserolle med den ligeså forhadte havregrød. Næst efter havregrøden, hadede han levertrannen – men han vidste ikke rigtigt hvad det var at hade, det var kun en følelse der trængte sig på i brystet og garneret med hans evige ensomhed. Han hørte moderen lægge ringene på plads på komfuret, hørte hende rasle med tallerkenen. Han stirrede på dørklinken på døren der førte ud til køkkenet – nu bevægede den sig! Moderen åbnede døren og skubbede med ryggen døren til bag sig. Hun så hårdt på ham, satte tallerkenen foran ham, hældte havregrøden op, dryssede et par strøgne teskefulde sukker hen over grøden og en klat margarine. Spis, sagde hun og vendte ryggen til ham, satte sig i en lænestol og tændte en cigaret. Han følte sig pludselig varm over det hele, løftede fortvivlet skeen, men med et blev varmen afløst af voldsom kvalme. Han kastede voldsomt op over havregrøden. Sekunder efter reagerede moderen med en snerren. Svin! Skreg hun og langede ham en voldsom lussing der var så kraftig at han nærmest blev smidt af stolen og slog hovedet mod et bordben. Rasende hav hun ham op ved håret og gav ham endnu en lussing. Tag din tallerken og gå ud på lokummet og spis op, hun kneb øjnene sammen du kommer ikke tilbage før du har spist det hele! Grædende tog han tallerkenen og vaklede ud i kulden. Det er noget af det første jeg overhovedet kendte til min mor og med årene blev det ikke bedre – tværtimod og senere hen i livet, konfronterede jeg hende med hændelsen – hun nægtede, men begyndte at græde – livet var ikke let for nogen af os, men jeg tilgav hende aldrig. Det var jo en noget barsk historie at begynde med. At den var værre end beskrevet er uden betydning, men jeg syntes blot at den skulle med. De følgende år op til 1958 var et stort helvede, men min indstilling til det hele er, at det er uvæsentligt hvad der skete dengang, for selvfølgelig er en forkvaklet barndom noget der præger en i rigtig mange år – sætter sig spor for resten af livet, men det væsentlige må være, ikke hvad der er sket i fortiden selvom man er en del af den, men hvad man er nu og her. Jeg har valgt, at den første barske historie skulle være det eneste spor af fortiden som jeg ville frem med. Jeg fandt, at jeg overhovedet ikke, havde traumer, men kun tid til det lyse og som sagt jeg har givet forklaringen i indledningen. Senere – langt senere kom der mange andre og svære kriser i mit liv, men som sagt igen. Det er umuligt, at fylde en skål med mørke Poul Erik Von Duchnik. 7/1-05. Løkken Dagen efter skabelsen. Herren havde skabt alt og fandt det godt. Dog allerede dagen efter, stod et menneske foran ham. ” Herre ” sagde mennesket, - mit liv er et stort kaos, hjælp mig! Herren så på mennesket, smilede og sagde så. ” Her menneske, her har du to skåle som er lige store. Gå ud i verden og fyld disse to skåle ligeligt fordelt med lys og mørke.” Mennesket blev tavs og sagde så efter en stund. Herre det er jo umuligt, jeg kan aldrig bringe dig en skål med mørke og kan derfor kun bring dig en skål med lys! Herren smilede til sit menneske og svarede så. Der ser du menneske, dine problemer er løst. Til slut! Fra starten af, har jeg fokuseret på det barokke – alt det skæve, men det underfundige i mine historier er jo det faktum, at delinkventerne – personerne, overhovedet ikke var klare over at de spillede en stor rolle i netop de barokke historier hvor ligeligt fiktion samt virkelighed går over i en højere enhed, men hvad startede al denne galskab? Det står lidt hen i det uvisse, for der var under ingen omstændigheder nogen overordnet styrelse. Som jeg i det tidligere, har postuleret så kan der være rod i årstal med videre. Tidsrammen holder sig dog nogenlunde så tæt på virkeligheden som muligt. Hovedsagen er at jeg husker begivenhederne som de var. Jeg var tidligt, begyndt at læse endog store værker selvom Shakespeare voldte mig en del problemer, men det korte og lange i dette, var dog at jeg læste værker som en på min alder overhovedet ikke burde have beskæftiget mig med. Det var måske en form for overlevelse og med tanken på de mug befængte vægge hos min mor og morfar der resulterede i konstante forkølelser, blå knæer, hosten som fik Madonna billederne til at skælve. Hvor alt andet slap op, stjal jeg mig til, at læse og igen måske en form for overlevelse i et totalt negliant regi, som samtidig gjorde, at jeg mere eller mindre var total enerådig lig modstand i form af en eller flere voksne stemmer. Der kan være noget om det, men jeg er ikke helt sikker. Hvorom alting er, havde jeg besluttet at få en læreplads på Helsingør skibsværft, men det var med det som så meget andet fordi en ide førte stensikkert til en anden få dage efter. Det var bøgernes verden der fascinerede mig, hvilket igen resulterede i, at jeg udover lærepladsen, besluttede mig til at blive forfatter. Jeg havde læst en hel del af den verdenskendte forfatter Ernest Miller Hemingway – det var ingen indre end ham jeg havde fokuseret på og selvfølgelig, blandede jeg både Helsingør skibsværft og ”Don Ernesto” sammen. 1957 skrev jeg kriminal noveller til Ålborg stiftstidende og samtidig illustrerede skidtet, for sagen var jo ganske regelret, at jeg ikke havde noget at skrive om og det gjorde jeg så til stor forbandelse for chefredaktøren på Ålborg stiftstidende med noveller der konsekvent handlede om. ” Den der graver en grav” Sluttelig blev jeg indkaldt til et møde med chefredaktører som uden omsvøb fortalte mig at man ikke fortsat kunne byde læserne de afslutninger jeg kom med. Det var altid noget med et par stænger dynamit i rygsækken så hele skidtet sprang i luften – kort og godt noget værre svineri. Jeg var jo så klar over, at der måtte ske noget radikalt og eftersom jeg udover sædvane stadig holdt fast i forfatterdrømmen, tog jeg konsekvenserne af tingene. Min læremester, skulle være ingen mindre end Hemingway, men det fortalte jeg selvfølgelig ingen – de ville sikkert have rystet på hovedet. Jeg vidste, at forfatteren havde en såkaldt ”Finca” på en af de kanariske øer, nemlig Fuente Venture – om han var der eller ej, gav jeg ikke en tanke – kun spørgsmålet om hvordan jeg kom dertil trængte sig på, men da jeg i forvejen var kendt for særdeles kreative løsninger, lå denne lige foran mig. En mørk nat stod jeg op, snuppede min dåbsattest, tilføjede et par ekstra år til papiret og stak af med kurs mod Kalundborg. Via en affældig skibsmægler tiltuskede jeg mig hyre som dæksdreng på en rusten synkefærdig coaster der belejligt skulle til Las Palmas med en last læggekartofler. Året var 1958. Det blev en forfærdelig tur med brandstorme og fanden i hælene, men som vor berømte eventyrdigter H.C. Andersen så berømmeligt postulerede, skal man gå så grueligt meget igennem før man bliver berømt. Jeg ankom til Las Palmas, rømmede skibet med få pesetas på lommen og svor, at jeg aldrig ville sætte mine ben på et skib igen, men jeg måtte lide den tort at tåle endnu en sørejse, nemlig fra Las Palmas til øen Fuente Ventura og samtidig nedgjorde jeg den senere berømte Simon Spies kloge ord. ” klog mand pisser aldrig mod vinden” – det gjorde jeg. Jeg vaklede i land fra det forbandede skib og blev modtaget af et par betjente med lak kasketter samt fire æsler der så ud til at være totalt ligeglade med hvad der foregik, men da jeg langt om længe fik forklaret kasketterne at jeg skulle besøge Ernest Hemingway, fik piben en anden lyd og efterfølgende stred jeg mig gennem det der var én stor ørken med solen bragende nedover mig og i den retning jeg havde fået foreskrevet. Jeg var segnefærdig, sejlturen havde krævet sit og nu, en ulidelig ørkenvandring. Pludselig gennem den ulidelige varme, smøg en stikkende lugt af kattepis sig omkring mig, gamle avissider bevægede sig i små ryk i den lette brise henover den solsvedne jord. Og så med et så jeg fincaen som jeg havde fået anvist. Et øjeblik betragtede jeg huset, men for pludselig sammen ved lyden af en tordene stemme nær mig. ”What the fuck you want here! – hvad helvede vil du her?” Chokeret drejede jeg mig rundt efter lyden. Der stod han! Man kunne passende betegne ham som to kugler. En stor og en mindre hvoraf den mindste udgjorde hovedet og den største kroppen. Små udvækster der henholdsvis gjorde det ud for arme og ben, den øverste kugle omkranset af et enormt viltert hvidt skæg, kroppen – det meste af den fuldstændigt dækket af en kæmpe Islandsk sweater – i tredive graders varme. Rundt omkring os, begyndte det at sværme med katte, Hemingway havde en passion for katte som samtidig kunne lugtes. Jeg fik selvfølgelig samlet mig og fik fremstammet, at jeg var Jensen fra Danmark og at jeg ville være forfatter. Væsenet foran mig stak i en vanvittig latter hvorefter min psyke slap op. Jeg stillede de få pakkenelliker jeg havde på jorden, satte mig og begyndte at tudbrøle. Så meget for den drøm! Don Ernesto så lidt på mig, rystede lidt på hovedet, sukkede dybt, og sagde så ”Doe you have any boose?” jeg vidste nok hvad boose var og sagde at jeg da havde en flaske whisky, hvorefter han bød mig velkommen til katte cirkusset på Fuente Ventura. Mary Williams – Ernest kone. Jeg husker, at han lidt armfægtende fortalte, at hun var på Cuba, i øvrigt et sted jeg overhovedet ikke anede eksisterede, og stort set mere talte han ikke om hende, men jeg fornemmede dog at noget ikke var som det skulle være og i øvrigt er der jo nogen ting man skal lade ligge. Om han lærte mig noget? Nogen ting, holder jeg for mig selv, de egner sig ganske enkelt ikke til det trykte, men ja – han lærte mig noget. ”Jensen” Sagde han en aften hvor vi sad foran fincaen. Jeg havde hele dagen været travlt optaget af, at spadsere frem og tilbage mellem fincaen og en fjerntliggende købmandshandel efter boose og B-vitaminer en gros. Kattene svirrede omkring os og i den tid jeg havde været hos ” Erimeritussen” var jeg efterhånden, begyndt at lugte som ham! ”Jensen” fortsatte han Du skal være klar over én ting her i livet. Jeg lyttede opmærksomt. Don Ernesto stirrede på mig over brillerne, han var utroligt nærsynet. ” Aldrig” – han løftede glasset som et sværd. ” Aldrig nogensinde min dreng begynd på noget her i livet uden, at være klar over at du kan risikere at miste alt.” Det var først mange år senere jeg tog ved lære. Ovenpå det eventyr, blev jeg sendt hjem på konsulatets regning, hjem til skideballen og en læreplads på Helsingør skibsværft, men med minderne resten af livet om et menneske af overordentlig stor betydning for verdenslitteraturen, men som for tidligt slap op grundet store menneskelige konflikter lig dem min gode ven Knud Holst havde – men inden da havde begge indskrevet sig en plads i mit hjerte for evigt. Og eventyret fortsatte – ringen er ikke sluttet endnu.

helt derude hvor øjet ikke har magt længere, skimtes blånæsen. Lidt længere mod syd er en af de Mindre kuttere landet, trukket op På stranden efterladende sig et stort Slæbespor. Havet er helt stille i dag – måske samler Det kræfter – havhestene hviler, men Aldrig ret længe.

Knud Holst blev født 15. april 1936 og jeg husker ham som ung knægt når jeg boede hos mine bedsteforældre i Skøttrup. Som nyuddannet lærer i Hjørring kom han om end ikke ofte, så besøgte han det lille husmandssted og berigede de mørke aftener med sine visioner og allerede dengang var det neget tydeligt at læregerningen kun var et skalkeskjul for langt mere ambitiøse mål og fakta var jo at han med sin produktion af novelle digte, sin levende interesse for vendelbomålet med dets mangfoldighed, sin interesse for fagbevægelsen og revsning af samfundet som han mente var ved at køre af sporet, var han i høj grad sammen med generation af unge forfattere med til, at præge tiden Det var ikke de store tunge værker Knud Holst blev kendt for, men derimod digtene, novellerne – hans evne til at jonglerer med sproget som under hans bearbejdelse fik nye og spændende dimensioner. Knud Holst elskede havet. I havet og her nordpå, fandt han en værdig modstander blandet mellem hav og barsk natur, og hans digt ” havets mur ” der blev skrevet i 1978 viser netop dette. Vi er jo ikke vendelboer for ingenting udmøntede sig i, at ” du er god nok men vi er nok lidt bedre”. Knud Holst, tænkte store tanker – han udviklede sig til en ”eremit” – en indre tænker hvor kun fragmenter blev nedskrevet og lod omverden skue ind i en splittet sjæl og hvor hans ydre virkelighed bestod i en om vinteren bidende kold lejlighed i Vrensted og manglende dagligt brød, men det forhindrede ikke det paradoksale, at han ofte kreerede sig ind i fuldstændigt barokke og vandvittigt humoristiske situationer. Han var ikke blot ”Mæcenen” udi sproglige akrobatier hvor udenforstående let kunne antage ham for selvoptaget og overfladisk – han besad den indre ægte Vendelbohumor, glimtet i øjet på trods af hans elendige situation. Beretningen om Uret viser netop dette med al tydelighed. Knud Holst genbo ” Gammel Jens”, var flyttet ind for nylig. Knud var ganske tilfreds med at få lidt selskab og et par glas blev drukket i ny og næ. Naboskabet var nu ikke helt som det skulle være idet Knuds sovesofa grænsede op til væggen indtil ” gammel Jens ” der havde et antikt pendul ur hængende på netop denne væg. Dette ur var starten til en fuldstændig vanvittig historie. Nogle oplevelser kommer helt af sig selv. Måske mest fordi man har øjnene med sig og som sagt den her berømte splint af troldespejlet i øjet der fanger netop det og den begivenhed der udspiller sig lige for næsen af en og aktiverer troldsplinten, farver oplevelsen med et kalejdoskopisk farvespil. Men sådan er det bare. Han var ved at blive vanvittig. Vanvittig over det forbandede urs tikken takken på den anden side af væggen hvor ”gammel Jens” boede. Forfatteren vred og vendte sig, men lige meget hjalp det og uret tikkede med usvigelig præcision sekunderne over i evigheden. Nu havde det forbandede ur forpestet hans tilværelse i langt over to måneder og to pibespidser af god kvalitet var bidt over i ren og skært raseri, for slet ikke at tale om poserne under øjnene der efterhånden var så store, at de rigeligt kunne indeholde et par måneders pension. Pludselig som vågnede han op efter et mareridt, rejste sig brat over ende, stirrede med et vanvittigt blik på væggen – og så kom det. Tolv rungende slag der fik væggen til at dirre og alt hvad der var i forfatteren af nerver til, at danse skt. føj dans. Udmattet af ophidselse og med heftigt åndedrag, faldt han tilbage i puderne, mens han priste sig lykkelig over næste gang det satans ur gav lyd fra sig var klokken et og kun et – kun et slag. Således, havde det gået for sig hver eneste nat siden ” gammel Jens ” havde arvet uret efter en afdød tante. Klokken var halv syv og endnu var det mørkt udenfor. Forfatteren sad tilbagelænet i sin yndlingslænestol, mens hans rystende hænder holdt krampagtigt fast i kaffekruset – den anden hånd kæmpede vildt med snapseflasken der syntes at flimre for hans trætte udbrændte øjne – og så kom det igen! Syv rungende slag fra uret. Forfatteren udstødte et skrig som fra et såret dyr, tabte kaffekoppen og snapseflasken beskrev et ureglementeret bue ud i rummet. ” Jeg bliver vanvittig” skreg forfatteren hysterisk og stirrede vildt frem for sig. Kvart over syv, havde forfatteren fået samlet sig så meget, at han til dels kunne tænke klart. Piben blev stoppet og tændt og snart efter bølgede en krydret duft af ” Borcum Rief” tobak rundt i den halvmørke stue. Tyve minutter over syv, havde han fået så meget hold på situationen, at både snaps og glas havde opfyldt sit formål. Forfatteren rystede på hovedet – det var gået for vidt dette her. Arvestykke eller ej – væk skulle djævelskabet, men hvordan? Med en forholdsvis rolig hånd, fik han skænket endnu en snaps op i glasset. Et øjeblik sad forfatteren og betragtede stearinlysenes glimte i glasset og skulle lige til at sætte det for munden da uret slog halv otte! Så knækkede filmen for alvor! Forfatteren rejste sig som et vilddyr – udstødte dyrelignende og uartikulerede skrig, fejede skrivebordet rent for aviser og papir for derefter at fare rundt som en gal hund i lejligheden. Op ad formiddagen, havde forfatteren endelig langt om længe fået sig samlet så meget at han kunne vurdere situationen. Han var klar over at det ikke blev bedre, så det var nødvendigt at han lavede en plan og sluttelig klokken tre om eftermiddagen havde han fundet en løsning – hvis den da ellers virkede! Forfatteren havde i dagen anledning købt fire guldøl og en halv flaske Brøndums, så var der ligesom lidt forslag i tingene og hvem vidste måske ville det fremme hans planer. ” ja – hm” begyndte forfatteren efter nummer to guldøl. ”Gammel Jens” der sad overfor ham kom af og til på besøg, men han var aldrig direkte blevet budt indenfor, men nu sad han altså her i forfatterens stue – indbudt og drak guldøl. ” ja – hm” gentog forfatteren og fortsatte. Det er et dejligt, æh ur du har! Han stirrede stift på ”Gammel Jens” – Jens stirrede op i loftet. ”jae” svarede han. Det var min tantes – hun døde her i foråret, men uret er godt nok. ” Gammel Jens” øjne lyste op. ”Jae” det er jo et ægte Junghans. Junghans, vrissede forfatteren og forbandede sit stille sind, Junghans. Pludselig indskød forfatteren med et slesk smil. ”Ja – hm” og fortsatte, ”jeg har egentligt altid ønsket mig sådan et ur” et øjeblik, blev der stille i stuen og igennem stilheden, kunne forfatteren høre djævelskabets tikken takken på den anden side af væggen. Der var blevet åbnet for snapsen nu og mens forfatteren fyldte glassene sagde han. ” vil du sælge uret? ” han stirrede stift på ” Gammel Jens” stadig med flasken i højre hånd. ”Gammel Jens” stirrede stift på glasset der endnu ikke var blevet fyldt. Jae, svarede han – det hænger der jo bare. I det samme slog uret fem rungende slag og forfatteren var ved, at tabe flasken. ” vil du sælge det forb. – vil du sælge uret?” Nærmest skreg forfatteren. Jens stirrede stadig på glasset og sagde så 500 kr. så er det dit! Forfatteren skænkede op i Jens glas og satte sig. Fik ild i piben og trak tegnebogen frem, fiskede fem hundredekronesedler frem. Jeg vil have det med det samme, sagde han brysk og ” Gammel Jens ” rejste sig og forfatteren stirrede stift frem for sig. Planen var lykkedes og en ekstra snaps fandt frem til glasset. I et par måneder, havde forfatteren sovet aldeles udmærket og selv den bevingede ”Pegasus” havde kigget frem i tågerne fra forfatterens krumpibe, mens pennen for hen over papiret. Et eller andet sted, nagede det forfatteren at han så skammeligt og for ussel mammon måtte prostituerer sig og rykke op med tegnebogen for, at blive uret kvit. Han smilede lidt i en pause under skriveriet, fik hældt en god dram op og følte sig egentlig ganske godt tilfreds med livet og havde for et par dage siden afleveret ikke mindre end fire gode kraftige digte til det lokale folkeblad – jo livet var ikke så ringe endda. Men som sagt det pinte ham at han nu havde måttet betale for at blive djævelskabet kvit og nu lå det her undersofaen hvor han sov, til ingen verdens nytte. Endnu to fulde uger lå uret under sofaen inden forfatteren fik taget sig sammen til at tage bussen til Brønderslev hvor han solgte uret for 400 kr. tabet på de hundrede kroner var vel til at overkomme, under alle omstændigheder, forfatteren havde fred. ” Gammel Jens ” savnede faktisk uret og de fem hundrede kroner som han havde fået af forfatteren fik hurtigt ben at gå på, men han havde også været rundhåndet og havde gentagne gange inviteret forfatteren på besøg og trakteret med øl og brændevin, men uret savnede han nu. En herlig fredag morgen, havde ” Gammel Jens ” besluttet sig til, at tage en tur til Brønderslev, han holdt meget af at komme til den by fordi der var så meget at se på og hvem vidste hvad man kunne falde over og samtidig manglede han alligevel en del dagligvarer. Det meste af formiddagen traskede ” Gammel Jens ” rundt i byen, så på vinduer, gik på cafeteria og drak øl og længere og længere ud af byen kom han indtil han til sidst stod foran antikvitetshandlerens vindue og fik øje på uret der havde en fremtrædende plads i det lille udstillingsvindue. ” Gammel Jens ” rystede over hele kroppen af ophidselse ved, at se sit arvestykke. Så havde forfatteren altså solgt det! Han rystede lidt på hovedet over verdens dekadence, tog beslutsomt fat i dørhåndtaget, åbnede døren og trådte ind i der halvmørke støvede forretningslokale. Antikvitetshandler Olsen trådte frem bag et støvet plys forhæng, trådte hen til glasdisken, lagde begge håndflader på den øverste plade, lænede sig lidt forover og stirrede stift på kunden overfor ham. Kan jeg hjælpe? – spurgte han og sugede luft ind mellem tænderne. ” ” jae ” – ” Gammel Jens ” stod et øjeblik lidt forlegen, men fortsatte så. – det var jo uret , der hænger i vinduet – æh jeg har lidt rekreationer – om jeg så må sige, til – uret altså ” Olsen stirrede på kunde – ”rekreationer” – Uret! Højt sagde han. ” ja, det er et særdeles udmærket ur – Junghans når det er bedst ” Jens nikkede – ” Hvad koster det?” 800 kroner svarede Olsen omgående. ” Gammel Jens ” spærrede øjnene op. Ottehundrede kroner? Gentog han. Olsen nikkede uden at foretrække en mine og gentog 800 kr. ” Gammel Jens ” snøftede arrigt, men trak tegnebogen frem, talte 800 kr. op og langede dem forargeligt hen over disken og gentog 800 kr. Forfatteren havde haft en særdeles god dag. Solen havde skinnet det meste af dagen og han havde fået skrevet ikke så lidt endda og som sagt nu da dagen dont var et overstået kapitel, havde han trukket sig tilbage til det han kaldte skrivestuen med et svingende glas snaps foran sig – han mente nok, at han havde fortjent det for ordene var kommet til ham som en smuk kvindes berøring. Pludselig rejst hårene sig på forfatterens hoved. Han spærrede øjnene op – og stirrede vildt frem for sig, slyngede snapsen ned med en voldsom bevægelse, rettede sig op i stolen. Det var løgn dette her – det måtte ganske enkelt være løgn. TIK TAK TIK TAK TIK TAK, lød det fra den anden side af væggen og forfatteren stirrede vildt på sit armbåndsur. 5 sekunder i otte! Forfatteren blev tør i munden, det svimlede for ham – han mærkede ukontrollerede trækninger fare hen over ansigtet – og så kom det! Otte rungende slag og forfatteren faldt på knæ foran lænestolen. ” Det er løgn – det er løgn ” skreg han og bankede hysterisk i gulvet med begge hænder. Men det var ikke løgn og uret fortsatte sit tikken takken. Den nat sov forfatteren på verandaen og det gjorde han i øvrigt de kommende uger, men skrive kunne han ikke, var totalt optaget af det forbandede ur. Forfatteren og ” Gammel Jens ” sad over for hinanden på verandaen. ” du sover herude? ” Jens så spørgende på ham. Forfatteren vrissede ondt – ” ja det gør jeg, jeg hm elsker den ski.. - naturen - i øvrigt er det sundt” Et par guldøl blev trukket op og pludselig rejste forfatteren sig. Han hældte snaps op, stoppede piben – fik den tændt og stirrede verdensfjernt frem for sig. ” jae – Hm ” – forfatteren sagde altid ”Hm”, det var mere for, at samle sig om det han ville sige. ” ser du Jens ” begyndte forfatteren og fortsatte dramatisk. Tid – han stod et øjeblik som smagte han på ordet. Tid er et vigtigt begreb, men ikke desto mindre et vigtigt begreb som både kan være skidt oh godt. Forfatteren stirrede ondskabsfuldt på ” Gammel Jens ” der sad og pillede nervøst ved etiketten på ølflasken. Tid, fortsatte forfatteren, er om man så kan sige, summen af vor aktivitet! Det forstod ” Gammel Jens ” ikke, men han lod som om han gjorde det. Forfatteren der nu havde tømt glasset og sat det på det frønnede havebord fortsatte. Tid kan være en god ting. Forfatteren kneb øjnene sammen og stirrede vildt på ” Gammel Jens ” når tiden bliver larmende, bliver tiden en plage. Forfatteren næsten råbte nu, greb fat i snapseflasken, skænkede op. Hvor meget koster det forbandede ur. Forfatteren slyngede snapsen i sig. Jeg vil ha´ det forbandede ur – Junghans eller ej – jeg vil ha´ det. Forfatteren var nærmest hysterisk nu og naboen inde ved siden af var begyndt at kigge nysgerrigt. ” Gammel Jens ” tørrede sig under næsen med bagsiden af hånden. Tolvhundrede kroner – så er det dit, svarede ” Gammel Jens ” Forfatteren satte sig tungt i havestolen og gentog 1200 kroner? Tolvhundrede kroner gentog Jens og knappede endnu en guldøl op. Et øjeblik, stirrede forfatteren vildt frem for sig, 1200 kroner for et skide ur, men ” Gammel Jens ” var urokkelig, det var 1200 kr. eller ingenting! Forfatteren sukkede dybt, rejste sig, trak tegnebogen frem. Hent det forbandede ur, brølede han. ” Gammel Jens ” grinede smørret og hentede uret. Et øjeblik efter stod forfatteren med uret i hænderne. Så hårdt klemte han på urkassen at knoerne på hans hænder blev kridhvide. Med et dyrisk brøl, hev forfatteren pendulet af og slyngede det i gulvet. ” Gammel Jens ” så rædselsslagen til da forfatteren åbnede glaslågen til viserne som brutalt blev flået ud og endte samme sted som pendulet. Med et gutturalt skrig, løftede forfatteren uret højt over hovedet, slyngede det så med voldsom urkraft i gulvet på verandaen, trampede, dansede en vild dans ovenpå resterne af arvestykket. Udmattet sank forfatteren ned i stolen, fik en snaps skænket op med rystende hænder. ” Gammel Jens ” snøftede og tørrede næse. ” det var nu et godt ur, var det ”. forfatteren stirrede hånligt på ham, løftede glasset. ” skål på Junghans ” sagde han grinende og sparkede med venstre fod resterne af Junghans ud over trappen hvor det havnede mellem et par rustne cykelhjul og et gammelt barnevognstel. onde tunger ville vide at forfatteren købte uret tilbage ikke mindre end fire gange, men – men.

STEMMEN FRA FORTIDEN.

En herlig efterårsdag, står jeg på Løkken kirkegård, foran min ven Knud Holst gravsten, hvor der står.:
” det værste i livet er at hindre udfoldelse”.
Jeg ryster lidt forvirret på hovedet, fordi han jo var stor nok til at kunne have valgt en nok så bastant inskription, men mest ryster jeg på hovedet over at otte år er gået siden, han – mesteren og jeg drak vores sidste snaps sammen og pludselig mindedes jeg et af hans sidste digt, for skrive gjorde han, slutteligt med rystende pen til det sidste før han endeligt slap op.
Det var et digt, skrevet med flammeskrift og rystende hånd og hvor alt som var tilbage blev gjort op i få linier.

Et utroligt digt, født i smerte og erkendelse, men skrevet blev det.
Jeg havde den ære at være ved hans side, de sidste to år af hans liv og således fik jeg også afslutningen tæt ind på livet og måtte erkende at han var kommet til at betyde utroligt meget.

STUDENTEN.

De fleste husker forfatteren og humorristen Finn Søborg med et langt repertoire bag sig af sprudlende og morsomme romaner og novellesamlinger.
Det var det barokke og de skæve eksistenser Finn Søborg fandt frem til i sine noveller og bøger, blandt andet udgav han i sin tid en novellesamling under en samlet titel: Alfred og andre historier.
Som enhver anden humoristisk forfatter, måtte der nødvendigvis bag alt, ligge et research arbejde, med andre ord, man måtte have kendskab til det man skrev om og det gjorde han særdeles godt.
I novellesamlingen ”Studenten” der omhandler en københavnsk student der ved nytårstide, kommer helt galt af sted, en forvekslingshistorie der antager helt vanvittige proportioner, kommer fra virkeligheden der under alle omstændigheder ikke var mindre vanvittige end det Finn Søborg oplevede.
Jeg kender nøjagtig Finn Søborgs research for den fik han af forfatteren Knud Holst, der fandt at historien var så vanvittig at den måtte foreviges og da humor jo ikke ligefrem var Knud Holst mest fremtrædende karaktertræk, gav han Finn Søborg ideen.
Og her kommer så den sandfærdige udgave af Studenten fra Novellesamlingen Alfred og andre historier.

Årstal har altid været min svaghed, jeg husker ikke rigtigt fordi der i hele mit liv, er sket så mange indkøb der måtte passe til lejligheden og deriblandt indgik 16 guld øl samt et ikke ringe antal bordbomber som jeg selvfølgelig ikke kunne nære mig for, at pille ved.
Forsigtigt, fik jeg åbnet for låget på hver bordbombe hvorefter jeg fyldte hver beholder op med en ekstra skefuld sortkrudt – hvor jeg fik sortkrudtet fra, husker jeg ikke, men mener at vi, holdet fra min klasse, havde fundet frem til en bøssemager på Valby Langgade.
Turen til Nordjylland, var lang og farefuld – den tog det meste af en dag hvor man nu om dage er der på 5, 5 timer, så bevæbnet med mine brune papirsposer der indeholdt bordbomber samt de omtalte 16 guldøl entrede jeg toget på Københavns hovedbanegård præcis kl. 07,45.
Dengang, var det kupeer og stort set, måtte man ryge alle steder, ikke ligesom nu til dags hvor det at være ryger, er en skændsel, næe, dengang måtte man ryge og jeg havde fundet en tom kupe, sat mig tilrette, fik stoppet min pibe med en specialtobak og befandt mig faktisk rigtigt godt i tilværelsen.
Det begyndte at gå galt i Roskilde.
En familie stod på og bemægtigede sig resten af kupeen, kone og mand – ja mand var vel så meget sagt for rent ud sagt var konen to gange større end den lille forhutlede mandsperson der i al sin lidenhed havde besvær med at holde samling på familiens fem uvorne unger der alle var rødhåret.
Konen pustede og den arme mand svedte, ja så maget at det ligefrem perlede på panden af ham, konen rettede ustandseligt på ungerne hvoraf to af den var piger med fletninger i håret – de var for resten lyserøde og alt i mens sad den arme mand og svedte tran og så ud til, at være et sammenbrud nær.
To af ungerne, knægtene, havde omgående bemægtiget sig bagagenettet, men da der var tre drenge og det faktum at de var lige gale alle tre gjorde jo ganske naturligt at der kom til at mangle et styk bagagenet til den sidste og mindste.
Sidste nævnte morede sig i stedet gevaldigt med, at prikke til de to der lå i hvert sit bagagenet så de hylede og skreg som grise hver gang den mindste havde held til, at jage en stoppenål i bagen på sine brødre.
De to piger på henholdsvis syv og ni år skønnede jeg, holdt sig pænt i ro troede jeg da, indtil det gik op for mig, at disse to engle var ved, at smøre kupevinduet ind i leverpostej!
Kort efter Roskilde viste konduktøren sig, men da han så manegeriget, rystede han på hovedet, lukkede kupe døren stille efter sig.
Da vi nåede til Ringsted, mente jeg at den arme mand ikke kunne klare mere, så jeg fandt det på sin plads at åbne et par guldbajere hvoraf jeg gav manden den ene – konen rystede harmfuldt på hovedet – nej tak hun skulle ikke have noget. Den lille mand, sendte mig et taknemmeligt blik, a la ” du har reddet mit liv ” satte flasken til munden og tømte til min forbavselse hele flasken i et langt sug og så måtte jeg jo gøre det samme.
Den mindste af drengene, ham der ikke var plads til i bagagenettet, havde været på jagt i sin mors omfangsrige taske uden at hun havde opdaget det.

hvad hun derimod havde opdaget var, hvor langt en leverpostejmad med asier på kunne række på en kupe vindue.
Reaktionen var omgående og konsekvent.
To styk lussinger efterfulgt af to større hyl og midt i al den hurlumhej havde den mindste af brødrene fundet frem til mutters sysaks af ikke ringe kvalitet.
Ved nummer to guldøl, så jeg ud af øjenkrogene og med et slet skjult satyr smil, at den fremmelige pode nu systematisk var ved at klippe storbroderen ned.
Faderen sagde stadig intet og svedte stadig og kort før Nyborg lød der et skingrende hyl fra konen der havde sat sig godt tilrette med en madpakke der sirligt var pakket ind i en skotøjsæske.
Det var lykkedes for den mindste og ve brug af saksen flittigt, at få befriet bagagenettet for sin byrde – sidste snor – klip et skrig og et vræl der kunne høres i hele vognen.
Attentatet var fuldført og storebroderen fald som en sten ret ned i skødet på moderen og madkassen.
Den mellemste broder i det andet bagagenet grinede hysterisk, tøserne sat i et hyl kort sagt, alt var et stort kaos og faderen og jeg fik os endnu et par guldøl.
Faderen og jeg, begyndte ikke at tale sammen før vi nåede færgen og efter at toget var kørt ombord.
Da mente fruen åbenbart at ynglet skulle have lidt frisk luft, så snart færgen var afsejlet forsvandt det meste af selskabet hvorefter kun faderen og jeg sad tilbage,
Det var hårdt mumlede jeg og skålede med ham.
Den arme mand rystede på hovedet og svarede, det er et mareridt!
Han fortsatte: ser du, vi er faktisk på vej over til min søster og svoger og skal holde nytårsaften,
Ja han er mejerist i Vrensted – han så pet øjeblik spørgende på mig – ved De hvor Vrensted ligger?
Jeg lo højt, ja det i allerhøjeste grad jeg ved, fem kilometer fra Løkken og der skal jeg også til, jeg skal holde nytårsaften sammen med min farbror Jens Svenninggaard på godset ”Enggaarden”!
Det kendte han intet til, han havde kun været i Vrensted en enkelt gang – ja han ville vel dårligt kunne kende det igen, hvorom alting var, de skulle med toget til Vrå hvorefter familien så skulle hente dem.
Jae, sagde manden det er jo egentligt mejeristen i Vrensted, han rettede sig lidt op i sædet – han er en stor mand og jae, det er jo ikke bare for lidt nytårsskalas, for ser De vi har et lille husmandssted i nærheden af Roskilde – sådan et til husbehov om jeg så må sige, men det er dårlige tider for landbruget, han rystede fortvivlet på hovedet og fortsatte, vi har vel dårligt til dagen og vejen, sygdom og andet djævelskab tynder godt ud i rækkerne, selvom Vorherre skal vide at jeg gør mit bedste, men lige meget hjælper det.
Et øjeblik stirrede han tavs på mig og sagde så.
Vi havde ti høns, nu har vi kun seks, for den satans ræv rendte med de andre og godt nok fik vi dem billigt fordi de kun havde et ben, men det er jo ligegodt, høns var det da, for slet ikke at tale om kålrabierne, det gik helt galt.
Der kom endnu et par guldøl på bordet og den stakkels husmand fortsatte.
Nu var han begyndt, at blive godt tilpas, fire guldøl gør sin mand!
Det var ormene – de satans orme, udadtil så det helt godt ud, men jeg siger Dem, de var ædt indefra – manden klaskede ølflasken hårdt i bordet – indefra, sagde han og fortsatte.
Sukkerroerne gik det ikke stort bedre og til sidst måtte vi sælge en af køerne, den var nu heller ikke meget bevendt, men det var da trods alt en ko, så nu har vi kun en trepattet tilbage, en hest der har set bedre dage, fire katte der aldrig laver dagens gerning og som sagt seks etbenede høns.
Jeg var ved at være færdig af grin, men jeg viste det selvfølgelig ikke, man må ikke grine af andres elendighed.
Højt sagde jeg.
Så må familien vel kunne hjælpe jer. Jeg så spørgende på ham, han nikkede. Ja det var jo det vi skulle spørge om, at få et lån til det mest nødvendige, der skal jo være mad på bordet til ungerne, han rystede, jeg går til af dette her, de er såmænd meget søde, men de kræver, han så stift på mig, jeg siger den herre, at de kræver, han rystede fortvivlet på hovedet og tav.
Resten af turen gik uden de store udskejelser, vi snakkede om løst og fast, ungerne var efterhånden blevet møre af den lange rejse og da vi nåede Ålborg, hvor jeg skulle af for, at tage bussen til Løkken og derfra videre til Vrensted, havde jeg to guldbajere tilbage.
Allerede før Skørping, var det begyndt at sne, ikke meget, men det sneede og påvirkningen af guldøllene begyndte at sætte sine spor, det var faktisk min gamle ven Chauffør Erik der reddede mig.

Hva´ søren, er det dig Poul Erik? Chauffør Erik bandede aldrig, men til gengæld drak han øl.
Chauffør Erik fortsatte.: Skal du hjem til Else Marie?
Jensen virrede med hovedet, de guldøl havde vist været lige lovligt skrappe.
Højt sagde han.: Jeg skal sgu op til Jens og Lisbeth på Enggaarden!
Chauffør Erik lo, ja så er du sandelig heldig for det her er min sidste tur til Løkken i år, men busserne til Brønderslev, de passer, så du skal nok komme til Vrensted min dreng og i øvrigt, tillykke med eksamen!
Jensen hvis hår strittede vildt til alle sider, havde svært ved at holde brillerne på plads, grinede fjoget, entrede rutebilen, fandt sig en plads og vågnede stort set ikke op før ankomst til Løkken rutebilstation, hvor han ør i hovedet, vaklede ud i den friske luft – hae hae, grinede han fjoget, der var stadig to guldbajere tilbage.
Rutebilen fra Løkken til Brønderslev, afgik planmæssigt og uden forsinkelser denne sidste dag i det nye år.
Vinden var taget til, ja faktisk føg det og sneen piskede ned, da rutebilen satte i gear og påbegyndte sin tur til Brønderslev.
Vrensted var en lille flække, der lå blot 5 km. Fra Løkken, så de tre til fire minutter var hurtigt overstået, det kom lidt bag på Jensen, for faktisk var han faldet hen, da bussen pludselig stoppede!
Maskinist Jensen vaklede ud i uvejret og efter at han havde set bussens røde baglygter, rømmede han sig og følte sig som Palle alene i verden.
Under normale omstændigheder, ville vor kære ven Jensen omgående have fundet Pilgaardsvej, men bare ikke i aften!
Han hankede op i de to guldbajere og posen med bordbomber og påbegyndte sin vandring i stik modsat retning af hvad han skulle, nemlig ret op ad stationsvej og efter en halv times tid, var han lige vidt og havde rundet gadekæret to gange og nu var det virkeligt begyndt at sne og fyge.
Endnu en gang så han det forbandede gadekær, følte sig tørstig, trak en guldbajer op og fortsatte sin slingrende gang, indtil han igen befandt sig på Vrenstedvej.
Pludselig så han forude, en lang bygning, en masse vinduer fuldt oplyste, hans mål var nået!
Et eller andet sted i Jensens fortumlede hoved, fandt han, at indgangsdøren var lige lovlig lille, Jensen fniste, alt forandrer sig jo og fuld af beslutning, tog han fat i dørhåndtaget og befandt sig således i en mørk gang!
Døren ind til storstuen, som han mente det var, stod halvt åben og lys sivede ud gennem sprækken, samt liflig duft af andesteg og andre lækre sager.
Han var jo kommet for sent, var Jensen, så han mandede sig op, åbnede døren og trådte ind med et verdensmandsagtigt smil på læberne.
God aften, råbte han og tilføjede som skik var hos hans bedstemoder, godaften og guds fred – han så sig lidt omkring og tilføjede så: undskyld jeg kommer lidt sent, men det er jo et herrens vejr.
Jensen fik lukket døren bag sig, fik tørret øjnene og så sig omkring.
Ved et langt bord i hele stuens længde, sad en masse mennesker, som han ikke rigtigt kunne genkende og for enden af bordet, nærmest indgangsdøren, sad i en gyngestol, en gammel bedstemoder, der ved synet af Jensen, begyndte at fnise højlydt.
Hae hae, gnækkede hun og syntes at det hele var ustyrligt morsomt!
For enden af bordet, sad en fedladen mand i hvid skjorte, ja faktisk gik hans krop i et, sammensat af to kugler, hvoraf hovedet var den mindste og Jensen snakkede som et tærskeværk ved høsttid og en tallerken blev sat foran Jensen, der nu kastede sig over bedstemoderen i gyngestolen.

Andesteg samt brunede kartofler i overstadig mængde, blev sat foran gæsten, Jensen huggede i sig efter den anstrengende rejse, kiggede sig omkring og fandt, at der var et par ansigter, han kunne genkende, hvilket blot bevirkede at hans indre ro styrkedes.
En noget kraftig kvinde bar snapsen rundt, men da hun kom til Jensen, som hun så på med et syrligt smil, var Jensen konsekvent og snuppede flasken ud af hænderne på hende, hvorefter han trakterede den gamle bedstemoder i gyngestolen, der sad og rokkede med hovedet, kørte frem og tilbage i gyngestolen – Hae hae gnækkede hun og løftede glasset.
Den fedladne oppe for fjerneste bordende, så ud til, at ville sige noget, men så langt kom han dog ikke, for Jensen rejste sig pludselig og proklamerede et vers af Kong Kristian står ved højen mast i røg og damp, hvorefter han resolut fremdrog sin brune papirspose med bordbomberne, satte et par stykker foran bedstemoderen, som rokkede vanvittigt i sin gyngestol.: Hae hae, gnækkede hun og væltede et glas snaps, som Jensen lynhurtigt fik genopfyldt.
Og bomberne kom frem, han fik endog den fedladne oppe for bordenden, til at kaste en æske tændstikker ned til ham.
Der lød et brag – to brag, tre brag og hele stuen indhylledes i krudtrøg, samtidig haglede det ned over bedstemoderens andesteg med serpentiner og papirs palietter og et øjeblik var der vild panik i stuen og gennem larmen, hørte Jensen et par stemmer, som han nok mente at kunne kende.
Røgen fra bordbomberne fadede langsomt ud og det syn der mødte Jensen, så helt galt ud.
Hanebjælkerne var sortsværtede samt bedstemorens hår der var sat op i en knold holdt sammen med en strikkepind nr. 5 var overbesat med papirstumper og dannebrogsflag – hun morede sig kosteligt og Jensen var ikke sen til at få skænket endnu en gevaldig snaps op til fruen.
Pludselig blev der et øjebliks stilhed, man kunne have hørt den berømte knappenål falde på gulvet – en isnende stilhed.
Den fedladne oppe for den fjerneste bordende, rejste sig pludselig.
Nu er det sateme godt!
Nu er det satelyneme godt – hvem fanden er du?
Den fedladne havde sat begge håndflader i bordet og nu var han ikke bleg i hovedet mere, nej han var kogrød!
Ja det ville jeg sgu også gerne vide, grinede Jensen og hvor fanden er Jens og Lisbeth?
Den fedladne så ud som skulle han kvæles og råbte så.
Det tænkte jeg nok, ja det tænkte jeg sateme nok, hvorefter han snurrede omkring, vendte sig mod telefonen der hang på væggen, drejede centralen.
Må jeg få Enggaarden – omgående.

Ja det var så studenten og afslutningsvis, kan jeg fortælle, for der er jo ingen grund til, at tage al æren fra Finn Søborg, men jeg kan da fortælle, at da farbror Jens fra Enggaarden indfandt sig, kunne han jo ikke uden videre bære nytåret ud, men måtte nyde et glas og et eller andet sted, fandt jeg ud af, at jeg havde været hovedpersonen i den helt store forvekslingskomedie til stor glæde for den gamle bedstemoder, der helt sikkert havde oplevet sit livs nytår, sammen med en tovlig og lettere hjerneforstyrret student fra København.
På et tidspunkt, havde jeg helt glemt, at farbror Jens var tilstede og efterhånden kedede selskabet mig, så jeg rejste mig og forsvandt ud i snestormen.
Endnu engang gik jeg tre gange rundt om det forbandede gadekær i Vrensted, hvorefter jeg igen stod i samme position som tidligere, nemlig ret udenfor mejeristens bolig og masede mig ind.
God aften og guds fred, råbte jeg og undskyld jeg kommer for sent!
Bedstemoderen var ved at kløjes i desserten og den fedladne oppe for bordenden rejste sig omgående, tog sine briller af, nedstirrede mig og råbte! UUUD!
Og så gik jeg selvfølgelig og fandt denne gang uden besvær Pilgaardsvej og endte i dyb drømmeløs søvn, i et af karlekamrene.
Ja, sådan gik det til.
Enggaarden har direkte paralleller til min bog ” Lad gå for agter, midtskibs er sejlet ”
Det var nemlig Enggaarden jeg fik min første hyre som maskinist på det gode skib, M/S Zeus og som man vil kunne læse, blev det et af de helt store eventyr i mit liv, måske med nogen fiktion, men der skal jo være lidt for fantasien, men det var så det!

Rævejagten:

Efter en lang hektisk og varm sommer, har efteråret definitivt holdt sit indtog.
De gyldenbrune blade på træerne slipper langsomt men sikkert deres greb – har opbrugt deres fotosyntes og dermed deres mission – daler flagrende, men værdigt ned mod den kølige skovbund, forrådner og bliver til muld for derefter igen at indgå i livets evige kredsløb.
” Bess ” den gamle gravhund har også bemærket forandringerne i naturen og så snart den snusede til det nedfaldne løv i skovbunden, vågnede dens instinkter.
Kræn havde inviteret vennerne på årets første rævejagt.
Den lille tykke manufakturhandler inde fra byen – ja egentligt var det kun for syns skyld han skulle have med, for ham og en bøsse var ikke de allerbedste kombinationer, men pyt, han havde altid en god flaske ” Gammel Dansk ” med og det mente Kræn nok kunne opveje skavankerne og manglerne udi jægerfagets ædle erhverv.
Ugeavisens redakteur, var stort set ikke bedre, mente Kræn, men igen der skulle jo være lidt udenfor kransekagen og det var så det.
Kræn mindedes med en sagte hovedrysten sidste års rævejagt der endte i det helt store kaos og hvor den kjære redakteur i et anfald af momentant vanvid havde skudt en kvie!
Kræn stoppede invitationen i kuverten og skrev den kjære redakteurs navn på.
Bæstet havde endda i flere tilfælde og under indtagelse af en ikke ringe del alkoholiserede varer pralet af drabet. Der var også dyrlæge Hassellund, han var fast gæst på Kræns jagter, han var god til, at holde rede på skytternes stillinger og samtidig var han den der betjente jagthornet jo dyrlæge Hassellund var en person man kunne være bekendt at have med, men for sin død kunne Kræn ikke finde ud af hvad i alverden der havde bevæget ham til i sin tid at indlemme egnens vanvittige poet og forfatter i sit jagtrevir.
Manden havde overhovedet ikke forstand på hvad der var for og bag på et gevær og yderligere drak han som en kamel.
Som toppen af kransekagen og sidste deltager var Kjeldsen, Torben Kjeldsen – sognefogeden, det var for resten hans kvie redakteuren havde taget livet af, men pyt han havde jo nok af dem.
Altså lørdag den femte skulle slaget stå, fremmøde på gårdspladsen med efterfølgende morgenkaffe og så af sted.
” Bess ” rørte uroligt på sig, men om det var fordi en brændeknude i kaminen faldt sammen med en hvæsen, eller om det var forventningerne til den kommende jagt var ikke til at sige.
Forfatteren Knud Haraldsson, var oprindelig Nordmand, men var tilflyttet egnen for langt over tyve år siden og havde lært sig det Danske sprogs finurligheder og fortsat sit forfatterskab med egnen som baggrund.
Onde tunger påstod at den arme mand var stenet ud af Norge. Kræn rejste sig fra skrivebordet, efter at have påsat den reglementerede porto.
Henvendt til hunden, sagde han højt.
” Nå gamle tøs ” nu trænger vi sgu til en dram.
Dyrlæge Hassellund var noget bekymret for den kommende rævejagt – ikke for de medvirkende, men mere det faktum, at Ove Sørensen, en forhutlet husmand hvis eneste kvie skulle til at kælve lige netop natten før den femte og som det så ud nu, var der tegn på, at det kunne blive en noget vanskelig affære og Kræns jagter ville han under ingen omstændigheder gå glip af – for som han sagt der skulle nok ske et eller andet uforudset – som der plejede.

Knud Haraldsson havde store planer med den kommende jagt. Mest glædede han sig til højdepunktet på jagten, nemlig middagen med helstegt pattegris, vin ad libitum med videre det var især det ” med videre ” der tiltalte den Norske poet og i den anledning, havde han i fuldt alvor påtænkt at skrive et til dagen hørende ”Epos”.
Knud Haraldsson var en spøjs størrelse.
På en måde, var det ligesom om han var sat forkert sammen hvilket skal forstås på den måde, at selvfølgelig var han et menneske med dertil indrettede funktioner, men det var selve kropsbygningen der faldt i øjnene.
Knud Haraldsson var høj som en Nordbo skal være, eller i hvert fald begrebet omkring dem, men der hørte ligheden op.
Hovedet var alt for stort set i harmonisk sammenhæng og i forhold til resten af kroppen der syntes, at være tilfældige og lunefulde påhit fra en grusom naturs side.
En kraftig tyrehals bar det store runde kuglehoved oppe og blev yderligere støttet af en tøndeformet brystkasse, der slankede ud i en alt for tynd midte – nærmest kvindeagtig.
Hele herligheden afsluttedes af et par enormt lange ben og det var her man kunne sætte tvivl ved Darwins ” Arternes udvikling ”
Hvorom alting var.
Knud Haraldsson var en herlig personage der boede på et nedlagt landbrug lidt uden for byen og udover et par katte samt en halvgammel labrador uden fortænder, var han alene og havde det godt med det.
Og så skrev han.
Hans mere jordbundne omgivelser havde dog indimellem lidt svært ved at kapere hans udgydelser og ideer, men hvorom alting var.
Skrive det kunne han.
Knud Haraldsson sad og svedte over papiret.
Indledningen var fastlagt.

” I regn og slud skal ræven ud.

og så var det ligesom om han var gået i stå og han kæmpede virkelig en hård kamp for, at få tingene til at glide, men lige meget hvad og hvor meget han vred det store hoved kunne han ikke få det til.
” Satans ” mumlede Haraldsson og langede ud efter snapseflasken.
Det var Haraldsson i øvrigt ret god til når noget brændte på, tyede han til akvavittens dulmende glæder og straks efter, som et lys der bliver tændt, indfandt pegasussen sig.
Men denne gang var det ligesom anderledes, måske fordi han anstrengte sig, men det fandtes der råd for – poeten kendte akvavittens virkninger og om så hele den elendige knaldhytte skulle falde ned over ørene på ham, skulle eposet om årets første rævejagt gøres færdigt.
Fandme ja.
Haraldsson rejste sig, stavrede hen til klædeskabet der stod solidt plantet i den mørke ende af stuen, åbnede en dør og fremtryllede en flaske af de bedre årgange udi akvavittens regi, - nu skulle det være.

Kræn.
Kræn Pedersen var ejer af familiegården ” Enggården ”
” Enggården ” var en stor velholdt proprietær gård som det hed i ældre tider og lå lidt udenfor den lille turistby der om sommeren myldrede med turister hvilket den lille trinde manufakturhandler Mortensen profiterede på og var en af byens solide samfundsstøtter og efter hans egen mening, rangerede han betydeligt højere på samfundsstigen end den Kjære redakteur der stod for omegnens ugeavis, men siden han averterede i bladet ugentligt, følte han sig nødsaget til at acceptere bæstet selvom han nok mente at lødigheden i den kjære redakteur havde sine betydelige mangler i form af både sprog og pli.
” Enggården ” var en firelænget bindingsværksgård, men var stykket sammen af mange mindre brug og store engstrækninger samt to halvstore plantager med forkrøblede graner.
Det var i disse plantager rævejagten skulle stå og eftersom Kræn Pedersen var en driftig mand havde han en del svin gående på friland, hvilket senere skulle komme til at koste en del problemer.
Kræn Pedersens kone den lille kraftige og trinde Ragna hersede med gryder potter og pander i køkkenet for, at være på forkant med den kommende jagtmiddag.
Ragna havde sin helt egen mening om jagtdeltagerne og det var faktisk kun dyrlæge Hassellund der gik rent ind.
Men som den gode hustru hun var, blev eventuelle bemærkninger på tungen og blev ikke bragt til torvs – det ville i øvrigt have hjulpet slet for Kræn var stædig og når han havde taget en bestemmelse kunne ikke ti vilde heste forandre på noget som helst.

” så trækker vi ” råbte dyrlægen.
Ove Sørensen svedte, kæderne var sat på kalvens forben, ja nu skulle der arbejdes forbenene stak allerede godt frem.
Nu håbede han kun at det blev en kvie og ikke en tyrekalv der kun skulle fødes op.
” træk for satan Ove ” skreg Hassellund – nu kommer den.
Og det gjorde den.
Med et svup så en lille kviekalv for første gang livets lys – ønsket var opfyldt og Ove Sørensen takkede i sit stille sind sin gud og skaber for heldet og samtidig var dyrlægen overmåde tilfreds.
Rævejagten var reddet.

Den femte, der var en lørdag oprandt med trist gråvejr og støvregn.
” Bess ” – Kræn Pedersens gravhund rykkede utålmodigt i tøjret, nu skulle der ske noget og da den var eneste hane i kurven var det dens dag.
Nu begyndte køretøjerne at trille ind på gårdspladsen. Knud Haraldsson var den første på stedet, han ankom nu ikke så standsmæssigt som de andre, men på cykel idet kørekortet i hine tider var fordampet sammen med indtagelsen af akvavittens glæder, men dette forhindrede ikke poetens overstadige humør.
Kræn Pedersen rystede på hovedet – Haraldsson var et syn for guder.
Iført en slidt kedeldragt samt under den utallige uldtrøjer.
De lange ben afsluttede menageriet med et par store militærstøvler.
Tværs over den tøndeformede brystkasse espalierede sig et patronbælte der ville have været revolutionæren ” Pancho Villa ” til ære.
Et gammelt Hanegevær af Tysk oprindelse hang nonchalant i sin rem over den kraftige ryg.
Haraldsson briller duggede og da han havde fået stillet sin jernhest op ad ladeporten og behørigt sikret sig at den blev der, udbrød han.
” Fy for fanden et vejr og jage ræve i ”
” ja ja ” grinede Kræn, det er årstiden Haraldsson – det er årstiden, den ka vi sgutte lave noget om på.
Endnu en vogn ankom.
Det var selveste redakteuren.
Kræn rystede på hovedet, for den kjære bladsmører havde lidt besvær med at befri sig for sikkerhedsselerne som var nymodens fænomen og det gik da helt galt da han skulle bjærge geværet.
I mellemtiden var dyrlægen ankommet.
Han gjorde sin entre med et rungende ” god morgen de herrer ” dette brøl forfjamskede redakteuren til eksplosionspunktet.
Det satans bøsseløb havde kilet sig fast i rygningen på bagsædet.
Redakteuren var kogrød i hovedet af arrigskab, med en frygtindgydende ed hev han voldsomt fat i geværkolben og endelig kom bøssen fri, men forsagede en uventet overraskelse i form ag ren og skær fri inerti, således at redakteuren der i forvejen var gumpetung, gik bagover og landede på gårdspladsen.
Til alt uheld for den arme mand var det meste af bøsseløbet stadig inde i bilens forkabine og da vor kjære redakteur havde villet sikre sig mod overraskelser af enhver art, havde han inden sin afrejse fra kontoret, ladt geværet med to styks kaliber tolv – dyrhagl.
Verden stod stille et øjeblik.
Så lød et øresønderrivende brag og en ladning dyrehagl flåede på brøkdele af sekunder stoffet på vognens himmel op, fortsatte målrettet gennem taget, efterladende sig et gabende hul.
Knud Haraldsson knækkede sammen og forover i et rungende latterbrøl.
” nej satame nu har meg sjet det med ”
Dyrlæge Hassellund spærrede øjnene op fumlede febrilt efter flasken med ” den gamle danske ”
Kræn Pedersen brølede.
” I himlens navn din store idiot, du kører vel for pokker ikke rundt med et ladt gevær i bilen”
redakteuren havde fået rejst sig og uden et ord, knækkede han bøssen hvorefter den afskudte patron foer ud.
” hæ hæ hæ ” grinede redakteuren fjoget, ska vi så se, at komme i gang!
manufakturhandleren der just var ankommet, stirrede misbilligende på redakteuren og rystede på hovedet – for meget tryksværte, tænkte han.
Sluttelig arriverede sognefogeden Torben Kjeldsen og var lige på nippet til at kommentere redakteurens vogntag., men tog sig i det.
Glassene kom frem og de ædle dråber hældtes op, hvorefter Dyrlæge Hassellund fordelte posterne, men da han kom til redakteuren trak det konvulsisk i øjenkrogene.
” Vi to går sammen – Hm det er vist det bedste ” Redakteuren grinede fjoget og så var det af sted.

Den første plantage, følget kom til, var for at sige det kort, rektangulær størrelse, men Kræn vidste af erfaring, at netop dette stykke, var der hvor rævene holdt til.
Strategien var på forhånd blevet sat og redakteuren og dyrlægen skulle begynde fra nordsiden, mens Manufakturhandleren og Sognefogeden, skulle begynde østfra.
Poeten Knud Harraldsson skulle således mødes med de fire, nogenlunde midtpå.
Kræn var ikke helt sikker på, at den Norske skribent vidste hvad der var midtpå, men det fik nu være.
Kræn havde besluttet sig til at støde på følget fra den anden side også sådan midtpå, han havde jo ”Bess” og vidste nogenlunde hvor rævegravene lå – og så gik de.
Knud Haraldsson havde forsyningerne med og i brystlommen på den slidte overall lå to stykker tætskrevne a fire sider med eposet der under højtidelige former skulle læses op under middagen.

Knud Haraldsson så allerede for sig selskabets begejstring og måske den kjære redakteur ville indlemme det i næste ugeavis.
Kræn Pedersen og ”Bess” havde forceret et lille stykke vildnis bestående af irriterende brombær der stak og flåede i tøjet, men frem kom de da og med et stoppede mand og hund op i passende afstand af et kæmpe stort egetræ.
Kræn kunne mærke på ”Bess” at det var her, bøjede sig ned og slap hunden løs.
”Bess” stod et øjeblik stille i stivnet position, så foldedes den lange krop sammen som en fjeder og frem foer den mod egetræet.
Sekunder efter forsvandt hunden under træet og det var først helt tæt på træet man både kunne se og lugte, at her var der en ræv.
Kræn kunne høre hunden tumle under jorden, det var således kun et spørgsmål om tid før ræven kom farende ud, men det der skete kom helt bag på Kræn.
Kræn stod med begge ben spredte og bøssen parat til at fyre af.
Pludselig blev der røre ved hullet og med ét, i en støvsky kom Mikkel stormende ud og så hurtigt gik det, at Kræn ikke fik en chance til, at lægge an.
I nogle gevaldige spring, jog ræven, en stor flot hanræv ind mellem benene på Kræn mens ”Bess” havde bidt sig forsvarligt fast i halen på ræven.
Og så var de væk og Kræn havde ikke så meget som fået løsnet et skud.
Bagude Nordfra hørtes et par skud, lidt senere igen og Kræn formodede at det var Dyrlægen og Redakteuren der skød efter skovduer men Østfra, ingen lyd.
Knud Haraldsson stred sig gennem det halv våde vildnis, han gik fuldstændigt opslugt i sine egne tanker, men efter at have stridt i en halv times tid, mente han at tiden var inde til, at smage på den medbragte akvavit og samtidigt ikke at forglemme en god pibe tobak.
”AAAAH” udbrød Haraldsson mens han satte sig på et nogenlunde tørt sted, trak akvavitflasken frem og stirrede kærligt på den, fremtryllede et glas hvorefter han med omhu skænkede de ædle dråber op til randen.
Piben blev stoppet og andagtsfuld tændt – verden var jo vidunderlig og han lo højt da han pludselig kom til, at tænke på redakteuren og de forbandede sikkerhedsseler. Endnu en gang åbnede Haraldsson brystlommen og hev de to A4 sider som havde kostet så megen besvær frem. Endnu en akvavit fandt frem til glasset og Haraldsson indre.

” I regn og slud skal ræven ud”
med skud og hundeglam den
døden skal lide
Hali Halo Hali Halo.

Så kort var verset og nu kom selve talen.

” Mine venner”
mine kære venner – i aften er en stor dag for os alle.
Igen i år har Kræn Pedersen beæret os med en kongelig invitation ikke at forglemme den hulde Ragna der ødselt trakterer os fra sit kulinariske kjøkken. Vi skød ikke mye, men vi åd og drak mye.

Her stoppede Haraldsson op og trak en blyant frem. Her måtte redigeres selvom han i og for sig fandt sætningen korrekt så, kunne den måske modereres. En ny snaps blev skænket op, piben kradset ud – tændt. Så optaget var poeten at han fuldstændig glemte både tid og sted i redigeringens ædle kunst. Ja så optaget var han af sine egne tanker at han totalt glemte de andre jagtdeltagere selvom han af og til hørte skud – og tiden gik,
Samtidig med at tiden gik, svandt indholdet i akvavit flasken ind og naturen krævede sin ret. Poeten faldt i søvn med en højlydt snorken.
--------------------------------------------------

Kræn Pedersen redakteuren samt sognefogeden manufakturhandleren og dyrlægen havde lagt dagens jagtudbytte frem på gårdspladsen, pænt dekoreret med friske grangrene. Det var blevet til fjorten skovduer en enkelt ræv, men ikke den gamle ”Bess” havde jagtet og bidt sig fast i. Det var tværtimod redakteuren der havde fået et skud ind. Mere var det ikke blevet til, men hvor fanden var poeten?
Det var et godt spørgsmål som ingen kunne svare på.
----------------------------------------------------

Haraldsson blev brat revet ud af ”Morfeus” verden ved et par solide grynt.
Langsomt rejste han sig op i siddende stilling og så pludselig ind i øjnene på den største so han nogen sinde havde skuet.
Pludselig gik der panik i poeten.
Svinet stod og gumlede.
Ikke nok med at dyret gumlede, svinet var i færd med, at nedsvælge den sidste A4 side af Haraldssons vers samt tale.
Med et uhyggeligt skrig svang poeten sig på benene og forskrækkede i den grad soen der sporenstregs tog benene på nakken.
Poeten jog bagefter fuldstændig forblændet af raseri. soen hylede som en dæmon, mens den forcerede tjørnekrat og brombærbuske mens Haraldsson ordret åndede dyret i nakken.

Dyrlægen rettede sig pludselig op, alle mand stod på gårdspladsen med glassene i hænderne.
Ti stille for pokker udbrød dyrlægen, der sker sgu et eller andet – ka´ i ikke høre det?
Alle lyttede og nu hørte de tydeligt postyret der kom nede fra Kræns frilandsareal.
Dyrlægen Hassellund satte glasset fra sig og styrtede af sted mod lydens retning og stoppede så pludseligt op ved siden af et par læskure for søerne.
Dyrlægen spilede øjnene op over det syn der mødte ham.
Haraldsson havde formået at trænge soen op i en krog, men ikke desto mindre var dyret ikke mere ophidset end at den sindigt gumlede på de sidste rester af poetens tale. Haraldsson stod med bøssen i anlæg og havde et satanisk smil i øjnene…
Dyrlægen stirrede forfærdet på synet, men kunne ikke få et ord indført og pludselig lød skuddet.
Det arme dyr fik kerneskuddet ret i panden og sank sammen som en vissen klud og i det samme brød helvede løs.
Kunsten – kunsten, skreg poeten – Det satans urene dyr har ædt kulturen.
Så så så så, beroligede dyrlægen ham.
Hvem fanen har ædt hvad, hylede Kræn og stirrede vildt på soen der strakte sig i sine sidste krampetrækninger.
”Norske fjeld abe” skreg Kræn Pedersen, og fortsatte. ”Ved gud om du ikke har skudt min præmie so”
Knud Haraldsson rettede sig op.
”Det har sin forklaring” skreg han – ”Jeg skrev for pøbelen og svinet åd litteraturen – det er hvad der skete.
Redakteuren og manufakturhandleren samt sognefogeden der nu var kommet til stede, satte i et latterbrøl.
Poeten slyngede med en pludselig bevægelse bøssen til jorden, bredte armene ud og citerede med øjnene vendt mod de grå jagende skyer.

I regn og slud skal ræven ud!
Længere nåede han ikke før bevægelsen og indtagelsen af akvavitten gjorde sig gældende.
Poeten faldt hulkende på knæ, mens han mumlede.
”Svinet åd kulturen, det er således det kommer til at gå i dette land.
Det var dyrlægen der skar igennem.
Mine herrer skal vi lade soen gå på tabs kontoen?
Hassellund stirrede stift på Kræn Pedersen.
Så vidt jeg husker Kræn, fortalte jeg dig for tre måneder siden at den præmie so som du så smukt omtaler her, kun var egnet til sæbelud, så lad du nu ”Kronjyden” tage sig af det golde dyr og lad os andre liste hjem til Mor Ragnas kødgryder.
Redakteuren fik grinende hanket op i poeten hvorefter det gik hjemover til stadsstuen hvor et vældigt middagsbord var dækket op og man kunne ligefrem høre hvorledes manufakturhandleren og redakteuren smækkede med tungen.
---------------------------------------------------

Poeten havde alligevel besluttet sig til, at holde sin tale – man kunne vel improvisere og efter kaffen gik det løs.
Cognacerne var store og gyldne, cigar og piberøgen kælede for loftsbjælkerne, Bess lå tæt på kaminen og spjættede i søvne og hele selskabet passiarede hyggeligt mens poeten sad i dybe tanker, men pludselig rejste han sig.
Mine herrer, udbrød han.
Nu ska´ det fame være.
På det tidspunkt hvor poeten rejste sig, var hele selskabet særdeles godt tilpas.
Manufakturhandleren morede sig åbenlyst skadefro over den arme redakteur der skulle køre hjem i åben vogn. Betegnelsen ”Åben vogn” fremkaldte et buldrende latteranfald.
”Hold kjæften” skreg poeten, mens han skænkede endnu en kraftig cognac op.

I regn og fjæll ska vi faneme ut.
”fanen ta det forbandede svin, men låt det fare. I dag er en stor aften for os alle, førre året skjøt vor kjære redakteur, sognefogedens kvie och fik inte skjæld ut.!
Poeten fortsatte med et fast greb i stoleryggen.
Det kalder jeg fame for racediskrimination af første klasse.
Poeten stod et øjeblik og svajede frem og tilbage mens han stirrede stift på resten af selskabet.
Det var i dette øjeblik, at kronen på værket indtraf. Gangen ind til stadsstuen var på den ene side besat med udskårne knagerækker hvorpå jagtdeltagerne havde hængt deres overtøj, samt geværer, alle undtagen poeten der havde stillet sit gamle ”Gebruder Merkel” op ad væggen og af en eller anden årsag – rystelser eller deslige, væltede geværet pludselig.
Der lød et voldsomt brag ude fra gangen.
Skuddet gik af da geværet ramte gulvet og påvirkede den slidte hane.
Virkningen var ret voldsom i den trange gang hvor ikke en eneste af jagtgæsternes frakker gik ram forbi.
Et øjeblik, bredte sig en lammende tavshed i stuen og langsomt drejedes alle hoveder som på kommando mod døren ud til gangen.
En svag røg spiral sivede langsomt ud gennem nøglehullet. Kræn rejste sig med håret strittende til alle sider.
”Hvad satan var det”?
”hø hø” grinede redakteuren og benyttede chancen til, at skænke endnu en cognac op.
Med et snuptag havde Kræn fået døren ud til gangen åbnet.
”HARALDSSON” skreg Kræn med vildt opspilede øjne.
Røgen fra skuddet bølgede ind gennem stuen. Sognefogeden udstødte et ”Du godeste gud”.
Alle havde nu rejst sig og stod nu på tæerne for at besigtige skaderne i gangen.
Dyrlæge Hassellund kløede sig i nakken og udbrød. ”Det var satans, det var da ligegodt satans” Kræn Pedersen rystede hovedet, hele gangen var raseret af den kraftige ladning dyrehagl, gennemhullede jakkeærmer ituskudte hattepulde blandet med fjerene fra en udstoppet ugle.
Redakteuren var ved at dø af grin og tårerne trillede ned over hans tykke kinder.
Haraldsson stirrede fjoget på Kræn Pedersen og udbrød. ”Nu får du faneme tapetsere Kræn” – Kræn stirrede tvivlende på poeten, rystede på hovedet hvorefter han roligt lukkede døren og satte sig ved bordet, mens de andre grinende fulgte hans eksempel.

Først langt ud på natten, brød selskabet op og poeten der havde fået mere end rigeligt, sad og halvsov henne ved kaminen og det blev derfor besluttet at den kjære redakteur skulle køre ham hjem idet ham en cykel plus gevær ville være direkte uforsvarligt.
Og således skiltes det lille jagtselskab. Idet redakteurens vogn kørte ud af gårdspladsen, vågnede poeten pludselig op, virrede lidt med hovedet og udbrød så.
”Det var dog fanens til træk du har i den her vogn”?
Redakteuren kiggede ondskabsfuldt på poeten og mumlede.
”Årh. hold kæft”.

Som små støvkorn, har jeg i det foregående fortalt løst og fast omkring de mere eller mindre barokke oplevelser der nu ligger bag mig.
Lidt poesi, i hvert fald min form for poesi hvor jeg skuer meget til det forgangne og ikke så meget til det nutidige.
Dels ligger det foran mig og dels er det noget der skal bearbejdes. Et eller andet sted, skal man vel passe på ikke at komme til, at analysere sig selv ihjel hvilket jeg mener, heller ikke er tilfældet. Det nutidige, har i øvrigt en eller anden tendens til, at ligge for tæt på. Der er mange år hvor jeg ikke var hjemme i Nordjylland.
Dels var jeg blevet gift, et kapitel der ikke var så heldigt og førte andre endnu mere uheldige ting med sig og dels havde min karriere til søs som jeg mere eller mindre beskriver i min bog ”Lad gå for og agter, midtskibs er sejlet” men det er rigtigt, vanviddet, lurer lige om hjørnet.
Selv i firserne hvor jeg havde nogle dramatiske år, måtte jeg af og til ryste på hovedet af de totalt vanvittige oplevelser jeg havde.
Der var noget med en grøn ged!
Hverken mere eller mindre.
Jeg havde fået en opgave på Mallorca for en af de såkaldte rigmænd, prisen var aftalt, det skulle være noget med cirkus en gul kornmark og en grøn ged!
Nu var omtalte personage noget excentrisk og helt ærligt, tvivler jeg på, at den arme djævel i det hele taget vidste hvem han var, men geden ville han have. Billedet blev færdigt og da det ikke kunne være mindre end stort var vi to mand der en aften fik det slæbt ned på restaurant ”Huckleberry” hvor Preben Jensen fra tidligere tiders kunstner kro serverede.
Jeg husker at jeg var hård nok til, at gå i kødet på excentrisen og jeg fik mine penge, men han ville ikke have billedet, men her var der kort proces for med et, stak Preben mig et skævt smil og så købte han skidtet for 5000,00 pesetas og så vidt jeg ved, var det formanden for den Danske forening, stoffer der købte det af Preben – alt kan sælges og Preben købte en overgang i et større anfald af vanvid alt hvad jeg lavede af oliemalerier og som sædvanlig fik de lov at stå ude bagved på ”Huckleberry” fordi intet af det var tørt og samtidig var det de mest vanvittige materialer jeg malede på – lige fra gips eternitplader til tagpap, jo der var sgu gang i kunsten.
Men der var en anden ged involveret i mit liv.
Sommeren 1980, var jeg på besøg i Løkken og den gik ikke stille af, det var mens Kjeld Martin levede og vist nol det år hvor jeg købte hans hund Filou for ikke mindre end femtusinde kroner kontant.
Kjeld Martin og jeg samt min fætter ”Ole femogtyveøre” raserede byen på godt og ondt og en formiddag, besluttede vi at tage ud til en tidligere fabrikant af Løkken pejse.
Salget var det sidste stykke tid gået skidt for ham, han var således flyttet et stykke fra byen, hvor han nu stred med minderne om en svunden storhedstid, en rappenskralde af en kone samt et hav af unger i alle størrelser.
Vi tre Kjeld Martin Ole og jeg besluttede at aflægge erimeritussen et besøg, han skyldte mig for resten 20 kr. men hvorom alt var pakkede vi bilen med en stak øl samt unævnelige flasker Jægermeister, som vi købte hos Orla ude på Strandvejens camping – og så af sted.
Jeg husker ikke rigtigt hvad den her fabrikant hed, det er der sikkert andre der gør, men hvorom alting er, vi ankom og selvfølgelig blev der fest i laden – konen ville ikke have at han drak inde og ryge måtte han heller ikke – hvor langt kan et menneske synke.
Midt under hele festivitassen, bragte jeg de tyve kroner på bane!
Du skylder mig tyve kroner gamle ven, sagde jeg med et smørret grin.
Et øjeblik, stod den tidligere fabrikant og sundede sig, så satte han ølflasken på en huggeblok hvor adskillige suppehøns, havde ladet deres arme hoveder. Efter en stund svarede han.
Dem hår a godt nok int lien o, men hved du hvad, ka do se den ged der går over på den anden side af vejen?
Det kunne jeg udmærket.
Godt, sagde han og fortsatte.
Du kan gå over og sparke geden i røven for de tyve kroner.
Kjeld Martin og Ole stak i en hysterisk latter og så var der jo ikke andet for, end at jeg måtte over på den anden side af vejen – nu var der jo sat gang i den. Jeg havde i øvrigt aldrig haft noget imod geder, så venlig som jeg var, satte jeg træskoene fra mig, kiggede lidt på dyret der ikke lod til at tage sig noget af at jeg stod og beskuede dens bagdel.
I øvrigt var geden sgu større end jeg havde regnet med, store krumme horn og et gevaldigt lykketoft skæg.
Endelig tog jeg mod til mig, løftede det ene ben og langede geden et gevaldigt spark i røven! Det sku jeg aldrig have gjort.
Aldrig i mit livs skabte dage, har jeg set et dyr reagere så hurtigt som den forbandede ged,
Den vendte sig i brøkdele af et sekund, hovedet ned mellem benene og fremad mod den formastelige.
Fire fem voldsomme stød fik det satans dyr sat ind i maveregionerne før det lykkedes mig at slippe væk!
Ja der ka du se, sagde fabrikanten med et skævt smil.
Den gir byttepenge tilbage.
Det lærte jeg noget af!!

Oppe ved signalmasten står en gammel signalkanon.
Den har ikke altid stået der, men derimod blev den af mig ukendte årsager flyttet fra den plads hvor den står nu, til den dengang nyanlagte plantage og anlæg.
Nu er den så flyttet tilbage til sit vante sted og står deroppe ved signalmasten der varskoede folk og fæ og specielt fiskerne når der var ondt vejr i sigte. Dengang i halvtredserne eksisterede begrebet banditter ikke, kun møgunger og vi var nogle stykker der gik ind under den kategori.
Den lange elendighed samt den brødløse bager var selvskrevet i klubben der kun havde det eneste formål, nemlig at gøre livet surt for landbetjent Boesen der næppe i de år oplevede at få ridebukserne af ret mange gange grundet alt det djævelskab os unger præsenterede for ham.
Opfindsomheden havde ingen grænser og vor kære ven Louis Slot var så sandelig heller ikke sen til, at udnytte situationen – men på andres bekostning og ganske naturligt, egne præmisser.
Det var mens Bager Frandsen havde bagerbutik på hjørnet af Præstevangen og Nørregade at jeg fik indblik i hvad ”tosse Erik” kaldte, til fingerpris og det var dengang en pinocchiokugle, kostede en øre.
Fremgangsmåden var i og for sig ganske enkelt og lykkedes hver gang og bestod i, at vi var tre der gik ind i bagerforretningen og hvor jeg som den mindste skulle dukke mig bag disken mens Fru Frandsen møjsommeligt talte kuglerne op, vi købte gerne for en krones penge og dem var vi som regel kommet til, på tallerkenrækkerne! Når så Louis og tosse Erik havde fået hvad de skulle have, forsvandt de og det var så overladt til mig, at pr. fingerpris at rage så mange jødekager til mig som muligt.
Jeg var vist nok lidt bange for Louis dengang, jeg var jo den mindste og havde bare at makke ret.
Jeg husker det havde været en trist sommer uden mange sommergæster som vi kaldte dem dengang, den røde skoles trivialiteter den røde strikkede hue som altid sad på hovedet af mig og irriterede, det evindelige terperi, lyden af tavlekridtet og griflernes hvinen hen over skifertavlen der lå på skolebordet foran os og sidst, men ikke mindst havde jeg lagt blækhuset for had og havde mangen en gang moret mig med, at putte toiletpapir ned i det så blækket, blev en stor klump.
Kongepennene var en anden historie og hvem der egentligt fandt ud af det, er jeg egentligt ikke klar over, men hvorom alt er så havde en af os fundet ud af at man kunne flække skaftet i to snit, ned på stranden få fat på et par mågefjer og man havde en dødsens farlig pil som vi kaldte den vingede pegasus!
De var virkelige livsfarlige og jeg mener, at huske at dette eksperiment stoppede brat da en eller anden tøs fra Vittrup via tosse Eriks armbevægelser blev bestykket med et styks kongepen med skaft og mågefjer i bagerste ende på en afstand af fire meter.
Så blev det overlæreren Sørensen for meget og spanskrøret svirpede – det var ikke blot Erik der fik, næ et spirende demokrati i den røde skole gjorde, at samtlige som var i besiddelse af missilerne, fik en omgang.
Nu var der som sagt gået en del måneder og egentlig tror jeg, at selv Boesen landbetjenten var lidt utilpas, for der skete ingenting – absolut ingenting og os møgunger var frustrerende, der måtte ske noget.
Jeg husker at sommeren der som sagt ikke var alt for god, var gået med at leje knallerter, de hed for resten Mobylette, hos importøren der var total ligeglad med hvor gamle vi var og så fræsede vi rundt i Løkken til skam og skænde for løsgående hunde samt gamle fruer.
Hvor det egentligt kom fra er jeg aldrig blevet klar over, men det må nødvendigvis have haft noget at gøre med Farbror Aages indmeldelse i hjemmeværnet.
Farbror Aage var den yngste i flokken af bedstes børn hvor af Poul Marius Jensen blev min far.
Hvorom alt er, farbror Aage var i komilære hos købmand Laubjerg i Løkken, men han var som sagt også meldt ind i Hjørring hjemmeværn og om det var i den forbindelse sortkrudtet stammede fra, skal jeg lade usagt – jeg havde set, at på øverste hylde i et af skabene i bedstes køkken, stod der en stor hvid beholder.
Den dag i dag husker jeg stadig hvordan dåsen så ud.
1 kg. Sortkrudt hverken mere eller mindre, prydet med to korslagte Dannebrogsflag og påskriften ”Herrens krudtværk Frederiksværk”
Hvis jeg skal være ærlig, var det mig der kom med ideen til plottet. I min daglige fantasi var jeg konstant omgivet af pirater – med røde tophuer, så løsningen på vores trivialiteter lå ligefor.
Kanonen i plantagen skulle fyres af, men det krævede forberedelser og for både tosse Erik og mig var det ensbetydende med, at tallerkenrækkerne igen måtte stå for skud, for når kanonen i plantagen skulle fyres af, ja så skulle det gøres ordentligt så vi var sikre på at Boesen blev vækket af sin dvale.
Vi havde hos importør Andersen udset os en stor kasse papsøm af ikke ring kvalitet, men den kostede en formue, 1 kr. og 25 øre, så der måtte spinkes og spares, der måtte jo heller ikke drives for megen rovdrift på tallerkenrækkerne, fordi så risikerede vi jo, at blive afsløret allerede før projektet var begyndt. Endelig en dag var målet nået og de 1 kr. og 25 øre brændte i lommen på os. Vi havde intet sagt til nogen sjæl, ikke engang den brødløse havde fået nys omkring vores forehavende, der var kun os to sammensvorne – Tosse Erik og mig!
Papsømmene var blevet indkøbt, jeg havde fået fat på krudtet, selvom jeg vidste at blev jeg opdaget, så vankede der stryg i lange baner plus landbetjentens pisk som han altid gik med – men vi var fast besluttet på at fuldføre vort forehavende.
En lille del af krudtet, brugte Erik og jeg til lunte der bestod af en lang selvbindersnor, krudt der blev opløst til en grød i vand og som derefter fik lov at tørre, lunten var klar – papsømmene var klar og bestykket med et styk Aalborg Stiftstidende, listede Erik og jeg os en søndag formiddag ved kirketide ud i plantagen.
En lang stang der blev brugt til ladestok kom i brug, løbet på kanonen blev behørigt renset, lunten blev lagt helt ned i bunden af løbet fordi den ikke ellers kunne affyres, fænghullet var svejset til.
Ind med krudtet ind med et kg. papsøm og hele herligheden blev stampet fast med Aalborg Stiftstidende – lørdagsudgaven!
Erik og jeg havde aftalt, at så snart lunten var blevet tændt, skulle vi tage til benene og stikke af, men hele situationen var ganske enkelt for meget for mig og da sporet efter den brændende lunte forsvandt ind i løbet, glemte jeg alt om, at løbe og stod som en paralyseret høne, stiv som en saltstøtte og ventede på dommedag – afhuggede hoveder med videre.
DET KOM!
Et brag der kunne høres helt op til Vorherre en ildflamme af enorme dimensioner, en sky af papsøm der først klippede toppen af de unge graner i yderste række af plantagen, fortsatte tværs over Søndergade og slutteligt borede sig med et højt lydeligt klask ind i et gran raftehegn, med et enormt svup.
Tosse Erik den tøsedreng, var for længst forsvundet i periferien, jeg stod blot og stirrede stift frem for mig – totalt døv!
Da den kvælende krudtrøg smuldrede i den lette efterårsagtige brise, luskede jeg stille af.
Hjem til bedste!
Efterspillet?
Jeg husker ikke ret meget til efterspillet, men en ting er helt sikker at vor kjære landbetjent Boesen mere eller mindre fik sig en hjertekvababbelse der i den grad tog pusten fra ham, men vi nægtede selvfølgelig både det og det vi i fremtiden ville lave så det eneste der kom ud af det, var en svirpende ridepisk og Else Maries bekymrede ansigt og hun mente jo nok at Polle skulle til at frekventere kirken lidt mere hvorpå Boesen satte en komplet hysterisk latter op.

Løkken. 3. januar 2005.

Man skal leve og man skal leve fuldt ud.
At leve vil sige, leve på grænsen mellem
Halv succes og halv fiasko.
At leve, vil sige at rejse sig fra noget
Der måske ikke lykkedes fuldt ud, børste
Støvet af sig – bevæge sig fremad mod nye
Visioner – ideer.
At leve, er også at vide livet er en
Stor rejse, uden retur.

Ovennævnte er nogle tanker, en videredigtning af en sekvens som forfatteren Jørgen Riel skrev i en af sine bøger, men som jeg fandt i tråd med min egen opfattelse.

Jeg er ikke rigtigt klar over hvorledes det hele begyndte. Uanset det, begivenhederne venter ikke på nogen forklaring, men virker i princippet på egen fremdrift.
Intet kunne stoppe det jeg nu beskriver og som var og er mit liv på godt og ondt.
Undskyldninger overfor disse begivenheder er aldeles uden betydning og vil derfor i det følgende ikke være nogen del af den virkelighed, de oplevelser der beskrives.

Jeg har under arbejdet med denne lille bog, fået en hel del tanker og oplevelser på plads og er der nogle der skulle blive skuffet over at de ikke får det hele med, vil jeg sige som en af mine gode venner der ligeledes på et tidspunkt følte trang til, at skrive sine erindringer – og gjorde det.
Ventede i to år, genlæste manuskriptet og udbrød!
”Du godeste gud, har jeg kvajet mig så meget”
min illustration til denne indledning, fortæller stort set alt om mig og min til tider barokke opfattelse af livet, for som Vorherre siger til Jensen der sidder ved staffeliet.
”Hvis det der kan lade sig gøre, så kan alt lade sig gøre”

Jeg er født det herrens år 1941 i nærheden af Vordingborg. Grundet min mors sygdom, blev jeg tre måneder senere sendt op til min fars mor og farbroder der drev et lille ni tønder land landbrug med flyvesand – det var dengang man tilnærmelsesvis, kunne leve af så lille et lod.
Her oplevede jeg en herlig sorgløs barndom som desværre kun varede i fem år hvor min mor hentede mig tilbage til Sjælland. Jeg kendte jo næsten ikke min mor og det jeg i tiden der kom, lærte om hende, brød jeg mig så absolut ikke om.
Det blev i det følgende en meget ensom barndom hvor der stort set ikke var andre jævnaldrende at leg med, og de der var måtte jeg ikke lege med fordi man jo aldrig kunne vide hvad jeg nu kunne finde på af djævelskab.
Jeg var ganske enkelt nødt til, at skabe min egen verden i en tåge af fantasi – den virkelighed jeg levede i kunne jeg godt undvære.
Jeg skabte som sagt min egen fantasiverden som jeg ganske enkelt lukkede mig inde i og hvor skolegangen, var en stor forbandelse, de unge år, ja stort set helt op til 1958, havde jeg ført en ganske kaotisk tilværelse med anbringelser på diverse institutioner dels fordi jeg havde svært ved, at indordne mig under regler og rammer som almindelige dødelige må, kæmpede mod alt hvad der blot lignede offentligheden i særdeleshed og diverse myndigheder i almindelighed.
1958 var et skelsår for mig, men det bliver belyst i min beskrivelse af de fjorten dage jeg boede hos forfatteren Ernesto Miller Hemingway på den Spanske ø Fuente ventura.
Senere hvor jeg for alvor stod til søs januar 1962 og hvor det blev til næsten tredive år til søs – en karriere som jeg i dag godt kan se aldrig skulle have været påbegyndt, fordi det var jo kunsten der virkelig brændte i mig, men alligevel er jeg utroligt glad for den tid der var så stor en del af mit liv og hvor jeg 1992 stoppede efter at have sejlet på Grønland i fem år og hvor jeg slutteligt, måtte erkende – dels at kræfterne ikke slog til og dels at jeg ikke var dygtig nok.
Den erkendelse gjorde ikke ondt, fordi nu kunne jeg fuldt ud beskæftige mig med det jeg virkelig brændte for – at male, at tegne men mest at skriv som ganske langsomt og sikkert piblede frem. En utrolig god læremester, havde jeg i min gode ven Knud Holst

jeg holdt altid af, at se på den lille by på afstand.
Den by der mere end noget andet sted i verden blev mit hjem.
Stærkest følte jeg det når jeg var langt væk!
Med tiden sneg forandringerne sig ubønhørligt ind over byen.
Forretninger stod gabende tomme, kun få stod tilbage uden,
At fortælle andet end en hvisken fra en fjern fortid hvor
Alt ikke gik så stærkt og hver gang jeg stod i byen, sås forandringernes tydelige spor, men stadig med de røde tegltage
Med de hvide gavltegl, men kun det udvendige holdt fast på
Illusionen – nyt for enhver pris!
En ting, er altid det samme.
Havet med dets evigt brusende bølger, klitrækkernes uendelige
Rækker hvor så mange skæbner har sat deres fodspor i det
Lyse sand.
Fodspor der hviskedes ud efter en fygende storm.
Endnu kan jeg se deres skygger vandre!

REGN.

Piskende regn ud over havstokken.
Her kunne jeg ikke stå alene –
Men var det.

Tankerne vendte.
Intet udråb – blot stille.

Forvirring – fortvivlelse!
Søgen efter sikker havn ved
Stormombrust hav

Sandflugt.
Septembervejr og solen der slap op.
Gustne skyer og piskende regn.

Piskende svirpende vestenvind.
Skæve læhegn.
Glimtende regnpytter.

Sandflugt.
Piskende hvirvlende sandkorn
Trækker efterårets tæppe ned.

Der hvor alting hørte op
Hørte op, men bragte nye vidder
Klemte hjertet ind
Mellem hav og klit.

Tækkes ingen,
Forstår det meste.
Ivrer efter lys og skønhed.
Ved det lykkes.

SOMMER.

Varmedis!
Bølgende kornmarker.
Stille sitrende luft.

Landskab.
Flimrende skygger,
Insekters myldren.

Havets sølvsnor –
Får øjet til, at dirre.
Horisontens skyggespil.

Lune nætter.
Stjerneskud som glimtende sølv.
Senere, dugfrisk marehalm.

Dine fodspor støver!
Udråbstegn.
Af hvirvlende partikler.

Lange skygger.
Mindet om din krop –
Fuld af kølig forståelse.

Tankernes dans.
Som piskende sandkorn
Falder til ro i fantasiens filter.

Med et fnys,
Vågnede den op.
Kong vinter.

Bredte sine arme ud
Rystede den dovne krop
Gjorde sneblomster i kold luft.

Snart vågner du helt op
Tager fat i frostklare pensler –
Maler landskaber i kølige farver.

Snefnug fra din ånde
Natten lang
Piskede ud over landskabet

Snart hang grene og kviste
Tunge af sne.
Og vinteren foer videre.

Himlens fugle
Søgte læ for
Piskende vind og gennemtrængende kulde.

Denne nat,
Dækkedes alt i hvidt.
Årets andensidste måned stod brud.

BYEN!

Det er en sød lille by.
Der bag klitrækkerne ligger den,
Med sine røde tegltage der glimter
I morgensolen.

Sandet og vinden har lagt sig.
Og af stormen, er nu kun tilbage
Havets dumpe drøn.
Havhestene har rede raseriet af sig.

Tilbage ligger små dynger af sand
Ved hvert hushjørne
Vidner om nattens vildskab.
Ude i øst, splintrer solens stråler
De sidste rester af mørke natteskyer.

For bådene – de få der er tilbage
Er det endnu ikke havvejr, men
For mågerne dagligdag.
Pludselig som en eksplosion af
Hvide svirpende vinger, kaster de sig i luften.
Dagen er begyndt.

HAVET!

Så står man der pludselig.
Kan ikke komme længere.
Ved dette hav, kan man ikke
Stå alene!

Ved dette hav fødtes mange skæbner
Ved dette hav fødtes mange
Håb.

Ved dette hav knustes mange håb!
Den skarpe vind hvisker med
Fortids stemmer
Og fremtids håb.

Ved dette hav kan ingen stå alene.
For groft – for stort og violet.
De vilde havheste rider
Med skum for bringerne.


STILHED!

Pludselig var der stille!
Gaden ligger øde hen.
Alt var som en gammel film,
En strimmel celluloid.

Jeg står her alene – rådhusuret slår!
Værthusdøre smækker, en brandert
Bæres hjem – hænderne i lommen
Roder efter skod!
Reminiscenser fra den forgangne aften
Hvor alt var lyst og let.

Gaderne er øde – man lister stille hjem
Skoddet brændte læben og tanker
Løb løbsk.

Novelle fra det virkelige liv.

Valle satte sig tungt på barstolen, lagde sine kraftige arme på bardisken, drejede hovedet og konstaterede, at cyklen stadig stod hvor han havde sat den.
Det regnede nu, han tænkte at det var godt, han var kommet i tørvejr.
Valle var blevet gammel – ja, det vil sig cykle kunne han da stadig så helt galt var det da ikke.
Han havde lige været på stranden for at se om der var kommet et par torsk i land, ellers var der jo nok af dem her i baren.
I det samme kom legenden Bu Henning ind ad døren med et her kommer jeg smil.
Valle fik bestilt sin øl, fik hældt op i glasset og det var så det – han kiggede sig omkring. Erik sad og kiggede sløvt frem for sig, Thomsen kiggede ligeud og værten John sad på en høj stol bag baren og gjorde ansigter.
Oppe for enden af baren stod Svend Balle og sagde ingenting og Bu Henning havde presset sig ned mellem ham og Hugo der tidligere havde været en af byens førende forretningsmænd, billigt porcelæn til dyre priser – Nå Nå sagde Hugo. Bu Henning havde ingenting sagt endnu, men Hugo var sikker på, at han ville gøre det så det var bedre at forbygge end helbrede.
Svend Balle sagde ingenting og John blev ved med at lave grimasser mens Valle kiggede i pengepungen for at se om der skulle være til en bajer mere, men det regnede stadig, så det var der.
Valle var ude på noget, men han kunne ikke rigtigt huske hvad det var og så kunne det for resten være ligegodt, han havde jo ikke så travlt og så var det for resten tirsdag.
Det var Bu Henning der var kommet med den oplysning.
Chauffør Erik fnyste, Thomsen så lige ud og sagde ingenting.
Som om det ikke var tirsdag hver uge, i det mindste en gang, det var sgu da ikke noget at begynde at oplyse om på et værtshus. Carlton var et meget specielt sted hvor der var plads til tre kategorier af stamkunder. Siden af baren der vendte ud mod det store spejl, var forbeholdt dem der snakkede meget om ingenting, mens enden af baren var forbeholdt de som ikke sagde noget og bare lyttede til det de andre sagde. Den modsatte side af baren var forbeholdt de kunder som elskede at sidde og råbe til dem ovre på den modsatte side og det var jo heller ikke så ringe endda fordi så fik man et indtryk af at der var betydelig flere langs siden ud mod fiskerestauranten den der i virkeligheden var og det fremmede omsætningen en del, når der skulle langes bajere over disken.
Peter Bannesick kom stormende ind ude fra gangen. Er der nogen der har ringet.
John lavede en grimasse, som lod forstå at det var der ikke hvorefter Peter servicerede sig selv og tænkte på dem der ikke havde ringet og så ku de sgu også bare lade være, han havde tid nok.
Chauffør Erik sad og spekulerede på om han ikke skulle gå hjem og barbere sig, men det kunne vist godt vente til i morgen og i øvrigt havde han ikke tid for han skulle køre nogen til Hjørring, hvem det var, kunne han ikke rigtigt huske, men det kunne vel også være ligegodt bare de mødte op.
Bu Henning forsøgte at få tirsdagen afsat til Kjælberg der lige var kommet ind. Den gik heller ikke, for hr. Kjælberg vidste sgu godt det var tirsdag.
Hvorfor fanden er du så interesseret i tirsdag Henning.
Henning smilede sit sædvanlige Clark, jeg ved det ikke Gable smil.
Nå sagde Kjælberg, han var nemlig god til, at sige nå.
Thomsen sagde ingenting og Valle grinede og bestilte sin tredje bajer, og det regnede stadig og John sad stadig og gjorde sig til.
Telefonen ringede.
Peter Bannesick lyste op, det er nok til mig.
Det var det ikke og udenfor regnede det stadig, og Bu Henning syntes at det var forbandet at det skulle regne på en tirsdag. Svend Balle bestilte en øl, men besluttede sig til at give en omgang for som han sagde i anledningen af tirsdagen.
Nå – Nå, sagde Hugo, nu har – har hu hu hun, været ovre og få få klippet hå håret igen.
Valle drejede hovedet, for han sad jo ud mod gaden med ryggen til frisør Inge hvis Buldog lå savlende i vinduet.
Det er aldrig nogen ting til udbrød Bu Henning, men hvad det var der ikke var nogen ting til fandt man aldrig ud af.
Kjælberg stak i en skinger latter HUI HUI HÆ HÆ, lød det. John sad stadig og lavede grimasser og besluttede sig så til at give en omgang på husets regning. Nu gik døren ud til gangen op, det var HP med kasket og dagens post der skulle afsendes.
HP gjorde meget ud af at lægge stabelen af udskrevne fakturaer på det høje aflange og lidt buede bord ved spejlet. Henvendt til Thomsen der sad og kiggede ud i luften, sagde han. Du passer lige på det her Thomsen. Thomsen bevægede sig ikke, men passede på og Bu Henning begyndte at tale om golf.
Chauffør Erik udbrød med slet foragt i stemmen. Sgu da ikke på en tirsdag og i regnvejr.
Bu Henning smilede sit tandsmil og Valle rejste sig, åbnede døren og gik.
Man spiller sgu da ikke golf i regnvejr og så på en tirsdag.
HUI HUI HY HY, grinede Kjælberg. Ved i hvad, ved i hvad sagde Kaj der havde holdt sig noget tilbage – det lignede ham ikke, men han var blevet sur på HP fordi han ikke havde hilst på ham. Det er aldrig nogen ting til kom det fra Bu Henning og Svend Balle grinede men sagde ingenting og nu kom Johns kone Mulle ind af døren med pengekassen i armene.
Tag dig en kop kakao Mulle, sagde HP og mimrede med munden.
Mulle grinede og John lavede grimasser.
Hugo der havde siddet tavs et stykke tid, det var fordi han var blevet bidt af slagterpers hund som han var kørt ret ind i, fordi den havde stået tøjret til slagterpers bil.
De de de det var ss sgu nogle go go gode bukser – de var helt nye sagde Hugo der var blevet bidt.
Thomsen vågnede op, hvis det havde været mig, havde den hund været død, sagde han – Der havde ikke gået mange sekunder kommenterede Bu Henning.
HUI HUI HY HY grinede Kjælberg og så på en tirsdag – HUI HUI.
Døren ud til gaden gik op.
HU HUI HUI HY HY, grinede Kjælberg da han så trykkeren komme ind og satte sig der hvor Valle havde sat sig, HRMPF HRMPF sagde han og blinkede skævt med øjnene og fik nervøse trækninger i ansigtet der lignede en kugle. Bu Henning spidsede munden pillede nervøst ved sin kasket og spidsede igen mund – Det er aldrig nogen ting til mumlede han og bestilte en øl til trykkeren der var byens Satyr i egen person.
Svend Balle drak ud og gik, mens Peter Bannesick stadig stod og ventede på dem der ikke ringede til ham, det gjorde de altid først når han var gået, og nu gik han.
Ved i hvad, sagde Kaj, ved i hvad, jeg vil skide på den tirsdag. Bu Henning mumlede, og sådan er det bare og det er det bare. John var holdt op med at lave grimasser og nu gav HP en omgang mens han diskuterede med Kaj om hvad de skulle have til aften den dag.
Kaj koncentrerede sig om Chauffør Erik der gjorde mine til, at gå. Har du betalt, spurgte Kaj.
Erik snerpede munden sammen og kiggede nærsynet på Kaj. Kjælberg grinede HUI HUI HY HY.
Ja gu fanen har jeg da betalt – jeg betaler altid.
Kaj grinede, for nu havde han fået hidset Erik op men han havde glemt hvad han og HP skulle have til middag.
John begyndte at lave grimasser igen.
HÆ HÆ grinede trykkeren og lavede ansigtstrækninger der fulgte med helt ned i venstre skulder, han bestilte mere øl og det var han god til, nu var ugeavisen jo færdig.
Et øjeblik stod trykkeren lige som om han ikke rigtigt kunne finde ud af hvem han skulle angribe, men kastede sig så over Kjælberg. HUI HUI HY HY grinede Kjælberg, han var begyndt på de små sorte nu og spenderede en omgang inklusive til den kære redaktør der grinede fjoget og fik endnu flere trækninger i ansigtet.
Døren blev åbnet igen og Jette Frøstrup valsede ind som dronningen af Saba, valsede over til den side hvor de ikke sagde så meget og begyndte at råbe til Svend Balle der var gået, hun havde været til fest hele natten HUI HUI HY HY grinede Kjælberg og bestilte en omgang mere.
Jette faldt pludselig ned af stolen – hun forsvandt bare.
Bu Henning udbrød, det er aldrig nogen ting til.
Jette kom til syne igen, rettede lidt på sit hår og opdagede at Svend Balle var gået for længst.
Trykkeren turde ikke give sig i kast med Jette, hun var for stor en mundfuld.
John rejste sig med et og gik ud bagi.
Trykkeren var godt i gang med at belære Kjælberg om kommunens foranstaltninger mod rotter. HUI HUI HY HY grinede Kjælberg mens han bestilte en sort mere.
I det samme kom Duchniks hund.
Han sidder oppe på Kragskovhede, fortsatte trykkeren.
NÅ NÅ sagde Hugo
Trykkeren fik ansigtstrækninger igen.
HUI HUI HY HY grinede Kjælberg.
Han er forbryder sagde trykkeren. Det er aldrig nogen ting til, mumlede Henning og viste sit bedste Clark Gable smil.
Thomsen sagde ingenting, og HP spidsede mund.
Spis nu brød til, trykker, spis nu brød til.
Trykkerens telefon ringede – han var begyndt at svede nu. Han tog telefonen. Hallo sagde han, det er Vagn – Trykkeren lyttede opmærksomt et øjeblik.
Jeg kommer med det samme, sagde han og lukkede telefonen. Duchniks hund var kommet ind ad døren sammen med Johnni, men da var trykkeren forsvundet ud af bagdøren ud til gangen.
Svend Balle var forsvundet for længe siden og Jette forsvandt ned ad stolen igen, men kom hurtigt op igen.
John kom grinende ud bagfra. Så fik vi ham af sted grinede han og serverede en øl til Johnni.
Hunden sagde ingenting og lagde sig.
KJÆLBERG var blevet skeløjet nu og bød Jette og Johnni en øl HUI HUI HY HY grinede han og nu gik døren op igen, det var Steinar og trykkeren. HÆ HÆ grinede trykkeren, gjorde ansigt og satte sig.
Der lød et brag ovre fra den billige langside og Jette forlod sin stol igen i en sky af rødt hår.
HUY HY HY HUI grinede Kjælberg og samtidig kom den lille købmand og Perlehønen ind ad døren.
HUY HY HY HUY grinede Kjælberg der havde sat sig for at flasken med ”Fischermans” skulle udryddes.
Trykkerens hoved gik nu i et med kroppen mens han belærte Steinar om faren ved ikke at efterkomme kommunens forordninger vedrørende rotter men han havde lidt svært ved at få ordene ud gennem sine kødfulde læber der syntes at være udenfor kontrol fra resten af motorikken – Æææhø sagde han med rusten stemme der knækkede over i noget der lignede latter – har vi nogen rotter her brølede han?
HUY HY HY skingrede Kjælberg der var nået godt og vel halvvejs ned i the Fischermans sjæl.
Det er aldrig nogen ting til mumlede Henning og bestilte en øl til udenfor regnede det stadig, men det betød ingenting nu.
HÆ HÆ HÆ., grinede trykkeren, ka man få noget øl her?
Kun hvis du betaler svarede Kaj der stod på den anden side af baren og borede sine øjne ind i trykkerens. Johnni forsøgte at forstå hvad der skete inde i trykkerens hoved, men hun opgav – der var sikkert kun rotter på loftet.